Donation fra A.P. Møller Fonden

Et dansk mindretalscenter: Fra drøm til virkelighed i Tarp

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gør samlingen af mindretallet i Tarp muligt.

Et dansk mindretalscenter: Fra drøm til virkelighed i Tarp

Med en meget stor bevilling på 200 millioner kroner har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal nu åbnet dørene for et nyt kapitel i mindretalslivet i hjertet af Sydslesvig. Kapitlet består af ny en grundskole fra 1.-6. klasse til 150-180 elever med idræts- og foreningsfaciliteter. Det nye byggeri vil også fungere som samlingssted og omdrejningspunkt for mindretallet og det øvrige samfund i Sydslesvig.

For et år siden tilførte A.P. Møller Fonden drømmene om et nyt dansk mindretalscenter i Tarp liv med en bevilling på 50 millioner kroner til at opføre et nyt dagtilbud for 100 børn i byen, som var første etape af projektet. Samtidig blev der afholdt en arkitektkonkurrence for, hvordan en fremtidsvision for et egentligt mindretalscenter i Tarp kunne se ud. Det er det samlede mindretalscenter, som nu kan realiseres.

”Med afsæt i familiens tilknytning til Rømø og særligt krigenes påvirkning af grænseegnen, var A.P. Møller optaget af det danske mindretals forhold og samspil med det omgivende samfund på begge sider af grænsen. Det kommende mindretalscenter i Tarp står derfor Fondens hjerte nært,” siger A.P. Møller Fondens formand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla. 

Det er Sydslesvigsk Skoleforening, som har modtaget donationerne.

”Vi er meget taknemmelige for at A.P. Møller Fonden kun et år efter sin gave til opførelsen af et dagtilbud gør det muligt, at vi kan virkeliggøre vores samlede vision for Tarp. Med arkitektfirmaet AART Architects vinderprojekt i arkitektkonkurrencen har vi fået billeder på denne drøm. En lille dansk mindretalslandsby kan blive rammen om mindretalslivet i Tarp og opland,” siger Skoleforeningens formand, Paul Salwik.

Mindretalscentret kommer til at rumme dagtilbud, skole, foreningsliv, idrætsaktiviteter, kulturelle begivenheder og Sundhedstjenesten. 

”A.P. Møller Fondens donation går længere end blot at give Skoleforeningen en skole. Den giver det danske mindretal et samlingssted for alle generationer – et hjerterum i hjertet af Sydslesvig for både unge og gamle,” siger Paul Salwik. 

Både Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) og Sydslesvigsk Forening (SSF) har været med til at finde vinderen af arkitektkonkurrencen om mindretalscentret. SSFs forkvinde, Gitte Hougaard-Werner og SdUs formand Kay von Eitzen glædes over nyheden:

” Det er vores fælles ambition at skabe et dejligt samlingssted for hele mindretallet i Tarp og omegn. Et sted, der kan rumme alle facetter af vores mindretalsliv, og som er til gavn for os alle. Vi ser frem til et spændende og konstruktivt samarbejde omkring det fantastiske projekt, siger Gitte Hougaard-Werner.

For Kay von Eitzen er det også vigtigt, at de lokale og især de unge involveres i processen: ”Vi vil arbejde for, at vi får et mindretalscenter der tiltrækker alle aldersgrupper,” siger han.

Forkvinden for Dansk Sundhedstjeneste, Randi Kuhnt, ser i et mindretalscenter en stor gevinst for arbejdet i Tarp.
- Her kan vi skabe en lokal basis for Dansk Sundhedstjeneste, der både står for skolesundhedstjenesten og for hjemmeplejen for medlemmer af det danske mindretal, siger Randi Kuhnt.
Georg Thomsen er skoleleder på Trene-Skolen i Tarp og den lokale formand for distriktet SSF Trenedalen. Sammen med Majbrit Herrguth fra Tarp Daginstitution sætter han rammer for de unges danske opvækst på egnen.
- Et helt nyt mindretalscenter, hvor vi kan uddybe vores pædagogiske praksis, intensivere og forbedre overgangene mellem institutionerne og få rammerne til en verden af muligheder for de unge, er en fantastisk gave. Mindretalscentret vil give alle generationer i de danske familier et fast holdepunkt i deres tilværelse - både som vuggestuebarn, dagtilbudsbarn, førskolebarn, elev, forældre, bedsteforældre og familie. Udtrykket ”fra vuggestue til studenterhue” vil få et helt nyt forankringspunkt. Det nye mindretalscenter vil helt naturligt være det kommende faste omdrejningspunkt for både lærdom, personlig udvikling, sport og kultur for hele danskheden i området, siger Georg Thomsen.

Arbejdet med at forberede byggeriet går nu i gang. Det er den foreløbige forventningen, at første etape af det nye mindretalscenter kan slå dørene op i midten af 2026 og de resterende etaper få år efter.


Styrelsen beslutter sig for mere åbenhed

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

På sit møde torsdag den 25. april besluttede Skoleforeningens styrelse at flytte to punkter, referatet af et møde, som nogle af styrelsesmedlemmerne har haft med driftsrådet, og forvaltningens samarbejde med driftsrådet, fra den lukkede til den åbne del af mødet.

Mine jævnaldrende på den anden side af grænsen

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Det er en ordentlig flok førskolebørn, der er i Hiort Lorenzen Skolens Børnehave i Slesvig, men de 44 sydslesvigske børn var faktisk i undertal, da der den 19. marts var tre børnehaveklasser med i alt 60 børn fra Hærvejsskolen i Rødekro på besøg.

Byggeri udfordrer fleksibiliteten

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Grundet sanering mangler en hel underetage på Store Vi-Vanderup Danske Skole. Der må derfor tænkes ud af boksen for at finde plads til at gå i skole.

Scroll to top