Beboerne er vilde med kollegiet

Karo Stoklasa er 15 år og fra Før. Hun går i 9. klasse på Duborg-Skolen og har boet på kollegiet, siden hun startede i 8. klasse. Det er noget tidligere, end man plejer at flytte ind. Det er som regel i 9. klasse, at eleverne kommer med deres ejendele og indtager et af kollegiets enmandsværelser. Hendes storesøster Jule boede allerede på kollegiet, så springet var ikke så stort.

- Begyndelsen var lidt svær. Der var mange nye mennesker. Jeg var langt væk hjemmefra og savnede min familie. Men når man først har vænnet sig til det, er det superfedt, siger Karo, når man spørger til springet fra Før til Flensborg.

- Hun og Pia Hagen på 16 år, som også går i 9. klasse på Duborg Skolen, sidder med den behørige afstand på 1,5 m fra hinanden i kollegiets nye sofaer. Begge piger er enige om, at muligheden for at læse lektier sammen efter skole, og det på tværs af årgangene, er en af de store fordele ved at bo på kollegiet. Eleverne er gode til at hjælpe hinanden. Det er lidt som at få en ny stor familie. Når Corona igen tillader det, glæder de sig begge til at have kollegieweekend, hvor de slæber madrasserne ned i opholdstuen for at se film på væggen og hygge. Det er noget andet end hverdagen, hvor de skal være på værelset klokken 22. Pigerne siger næsten i munden på hinanden:

- Vi skal ikke slukke lyset på noget bestemt tidspunkt, men, fortsætter Pia, klokken 24, slukker kollegiet wlan, så der skal man ikke være i gang med at lave en skoleopgave.

Når eleverne fylder 18 år, så er der fri adgang til wlan, og lektietimen bliver også inddraget. Karo uddyber:
- Så mener de (de voksne, red.), at vi er gamle nok til selv at styre lektierne. Nu skal vi være på værelserne i lektietimen, også selv om vi ikke har lektier. Vi er sammen med andre hele tiden, så en pause midt på dagen er ganske godt.

Jule Stoklasa, Karo´s søster på 17 år, lader hånden glide hen over det bløde grå sofastof. Mens hun læner sig tilbage og gør sig det behageligt i den store tre personers sofa, som der er flere af rundt om i fællesrummet.
- De er helt nye og virkelig lækre. Sådan nogle havde vi ikke før Corona, siger hun.

Mens mange af eleverne alligevel var væk pga. corona, har kollegiet benyttet lejligheden til at få malet og fået nyindrettet fælleslokalerne. Så kollegiet ser anderledes ud, end da Jule flyttede ind som 13- årig for at gå i 7. klasse på Duborg Skolen.

- Det er også den alder, hvor forældre og børn nogle gange ikke har det så godt sammen. Selvfølgelig har jeg savnet mine forældre i starten, men her sker altid noget, og for mig var det virkelig godt. Jeg passer meget bedre ind her.

Godt selskab

Jule har boet på kollegiet i 4-5 år og synes ifølge hende selv, at det er megafedt at bo her.

Dels har hun fået rigtig mange nye venner i Flensborg. Jule bruger næsten al sin tid i selskab med dem. Dels har hun fået rigtig meget ud af den hjælp, hun kan få med lektierne fra både lærerne og de andre beboere.

- Desværre må vi ikke få besøg for tiden pga. corona. Men før måtte gæster gerne overnatte og spise med. Allan (forstander Allan Pedersen, red.) skal selvfølgelig have besked, fortæller Jule, når talen falder på vennerne, som er det allervigtigste for Jule Stoklasa.

Henry Detlefsen på 18 år fra Kappel har kun oplevet kollegiet under restriktioner, men det er stadig meget bedre end at bruge cirka to timer på transport hver vej, som han brugte, før han flyttede ind. Henry kendte faktisk slet ikke til kollegiet, før han faldt over det i sin research for at finde en løsning på sit problem med den lange transporttid.

- Jeg skulle op kl. 5 hver morgen og allerede efter en uge, kunne jeg godt se, at det ikke holdt. Og så fandt jeg kollegiet. Jeg har ikke råd til egen lejlighed, så det er rigtig godt, og jeg er meget glad for at bo her.

Jule afbryder Henry med et - Det er mega luksus at bo her.

Jule og Henry ender med at tale om, at det egentligt er en meget luksuriøs måde at flytte hjemmefra på. Eleverne har ansvaret for selv at skulle gøre rent på eget værelse, vaske tøj og stå op, men der bliver serveret tre måltider. Madpakken må man selv smøre, og der er altid hjælp at hente med lektier. Henry er hvert fald glad for sit valg og regner med at blive til han har afsluttet sin eksamen.