Udveksling for en hel årgang

For første gang har hele 11. årgang på A. P. Møller Skolen i år deltaget i udveksling med jævnaldrende fra Danmark.

Baseret på frivillighed har der tidligere været sproglig udveksling mellem elever fra 11. klasse på A.P. Møller Skolen og en gymnasieklasse i Danmark, men i år prøver det sydslesvigske gymnasium for første gang at have obligatorisk udveksling for alle fire profiler på 11. årgang.

- Det er en blanding af at komme ud og se noget og være sammen og opleve hinandens forskelle og ligheder, fortæller studievejleder Pernille Fange Lübcke, der er overbevist om værdien i at komme på den anden side af grænsen og se, hvordan et ungdoms- og gymnasieliv også kan leves.

Eleverne tilbringer tre dage hos hinanden, hvor de følger hinandens undervisning, laver miniprojekter sammen, er rundt i lokalområdet, oplever kultur, erhvervsliv, seværdigheder og gastronomi og gennem de private indkvarteringer hos hinanden får et godt indblik i dagligdagen »på den anden side«.

Der er udvekslingssamarbejde med Herning Gymnasium, Viby Gymnasium og Aalborg Handelsskole samt Haderslev Katedralskole, som A.P. Møller Skolens naturligvidenskabelige profil, 23de, havde genbesøg af i uge 17.

Tid til at være sammen

De 17 elever nordfra og de 24 sydslesvigske elever kendte godt nok hinanden fra det første møde i Haderslev tilbage i februar, men der skulle nu alligevel en kort omgang teambuilding til som et af de al-lerførste programpunkter, da Haderslev-eleverne kom til Slesvig.

Derefter var der blandt andet rundvisning i domkirken, på rådhuset og i den indre by, og da eleverne fik fri, fik de helt fri.

- De har faktisk ønsket sig, at der ikke er et fast program efter skoletid, for de ville gerne have lidt tid til bare at være sammen, fortæller Meike Nielsky, som er tysklærer for 23de og kontaktlæreren i udvekslingsdagene.

For at ingenting skulle risikere at gå hen og »blive akavet«, blev der både første og anden dag tilbudt frivillige aktiviteter, eleverne kunne deltage i.

Besøgets anden skoledag var afsat til et projekt om identitet og mindretal. Eleverne havde hver især taget en personlig ting med, der fortalte noget om dem, og det konkrete resultat af dagens arbejde var en række kunstneriske fotos, der fortalte om forskelle og ligheder mellem de danske og sydslesvigske unge og deres hverdag.

Viden om mindretal

Til forskel fra mange andre danske unge var gæsterne fra Haderslev godt klædt på til at besøge Sydslesvig. Deres tysklærer Janne Rösler, som var med dem i Slesvig, kommer nemlig fra det danske mindretal og havde på forhånd fortalt sine elever om, hvad mindretallet er for en størrelse. 

Og selv om nogle havde hørt om det, før de begyndte på Katedralskolen, har Janne Rösler besluttet at gøre mere ved emnet fremover.

- Der er mange, der ikke kender til hverken det danske eller det tyske mindretal i grænselandet. Jeg tror, jeg skal til at køre et helt forløb omkring det, sagde tysklæreren om sine overvejelser.

Udvekslingens tredjedag satte et fint punktum for denne omgang.

- Alle er taget trætte, men også glade hjem. Samarbejdet mellem skolerne har fungeret rigtig godt, og selv om eleverne i pauserne hurtigt finder sammen med dem, de kender, har langt de fleste været glade for projektet og for hinanden, lyder den foreløbige evaluering fra Meike Nielsky.

I de kommende uger skal hele forløbet med udvekslingen af hele årgangen evalueres.


Åh nej, vi skal spise

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

En af grupperne i Kappel Daginstitution havde det svært, og de voksne var ved at give op. Så rakte de ud til PPR

Scroll to top