Vesterled er rykket tættere på
Endelig ser det ud til, at skiftet i ejerforholdet omkring Lejrskolehjemmet Vesterled er helt på plads: Kommer intet i vejen, står Skoleforeningen fra starten af det ny år formelt som ejer.
Elever i 5.-6. klasse på Hanved Danske Skole har udfordret sig selv med en offline-weekend – en weekend uden telefon, tablet, spillekonsoller og internet.

Fra fredag aften kl. 19 til mandag morgen kl. 7 uden på noget tidspunkt at stikke næsen i en skærm. Det er der i dag rigtig mange af os, der har meget svært ved.
Udfordret og inspireret af ARDs populære tv-vært Tobi Krell – måske bedre kendt som »Checker Tobi« – kastede en del af de 22 ældste elever på Hanved Danske Skole sig alligevel ud i netop det.
Det var ganske frivilligt, og ikke alle havde lyst til at være med, men halvdelen tog udfordringen op sammen med deres lærer Laura Schwendke.
- Jeg så tv-programmet, hvor 100 børn gik offline i 22 dage, og jeg tænkte, det kunne være spændende at prøve hos os – bare en weekend, fortæller Laura Schwendke.
Studier viser igen og igen, at for meget skærmtid kan føre til søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær og mindre fysisk aktivitet, og måske kan en weekend uden skærm gøre noget godt. Om ikke andet skabe en bevidsthed omkring sit skærm- og online-forbrug.
At lave aftaler
Inden udfordringen i Hanved havde de elever, der har en smartphone, tjekket, hvor meget tid, de faktisk bruger på den om dagen, og mens nogle nøjedes med 20 minutter eller en grænse på 1-2 timer, som deres forældre har sat, var nogle elever oppe på tre-fire og endda op til seks timer.
Men nu gjaldt det altså en hel weekend uden.
- Flere af dem aftalte fredag eftermiddag at mødes om lørdagen, for de blev nødt til at gøre det, inden de ikke længere kunne få fat i hinanden, fortæller Laura Schwendke.
I »gamle« dage – før smartphone og endda helt tilbage før mobiltelefonen – havde folk en telefon af den slags, man i dag betegner som en »fastnettelefon«. Den kunne man ringe til hinanden på og aftale at møde – hvis man da ikke bare begav sig hen til en vens hus og ringede på døren. I dag er det noget andet.
Fint at prøve
Efter udfordringen var dommen blandt Hanved-eleverne klar: Det var ikke helt nemt, men det var heller ikke så dumt at prøve at være helt offline.
- Jeg var meget mere udenfor. Og havde spilleaften med mine forældre, fortalte Aaron, mens Mikkel havde stået på skateboard i seks timer uden at kigge på telefonen.
Nina, der også havde fået sine forældre med på legen, klarede udfordringen fint, men hendes far kom måske til at snyde lidt med noget Netflix.
Og så måtte Laura hurtigt gå til bekendelse:
- Vi var i Hamborg, og jeg brugte telefonen for at kigge på et kort, sagde hun og bestod sammen med en håndfuld af eleverne dermed ikke testen.
Men seks gjorde. Og flere af eleverne er klar til at prøve igen. Andre melder et klart »nej tak« ud på spørgsmålet om en gentagelse.
Mindre skærmtid
Eleverne i Hanved har også tidligere beskæftiget sig med skærme og deres konsekvenser i forskellige oplæg og temadage om digital dannelse. Men det er første gang, de på den måde har udfordret sig selv ved at lægge skærmene fra sig.
Har du selv lyst til at tage udfordringen op, giver Checker Tobi og co. tips til mindre skærmtid i hverdagen under:
https://www.swr.de/specials/unsere-kinder/wochenende-offline-und-dann-100.html
Endelig ser det ud til, at skiftet i ejerforholdet omkring Lejrskolehjemmet Vesterled er helt på plads: Kommer intet i vejen, står Skoleforeningen fra starten af det ny år formelt som ejer.
Skolernes Motionsdag på Cornelius Hansen-Skolen blev i år udvidet, så der også blev plads til et sponsorløb.
For nylig var de to kendte børne- og ungdomsforfattere Maria Rørbæk og Annie Bahnson på besøg i Sydslesvig for at gøre sproglig forvirring til et kunstnerisk potentiale.