Vælg jeres egen vej
I år er 242 unge mennesker sprunget ud som studenter fra de to sydslesvigske gymnasier. De har gennemgået en generel dannelse, der gør dem i stand til at tænke selv, mener deres rektorer. Og det skal de gøre.
Rektor Heino Aggedam har i år dimitteret 138 elever fra Duborg-Skolen. Her er et uddrag af den tale, han holdt til dimissionsfesten den 26. juni:
Det er et mål med jeres skoleuddannelse og en del af jeres generelle dannelse igennem en studentereksamen, at I formår at handle på et etisk og oplyst grundlag, så I kan analysere, vurdere og træffe egne beslutninger og tage ansvar for dem.
Vi uddanner og danner forhåbentlig til hele livet, og det er målet, at I forlader skolen med demokratiske grundværdier og evnen til at tåle modstand fra flere sider undervejs.
Det er derfor mit ønske, at I ikke altid har fokus på, hvad der er trygt i enhver situation, men at I tør møde verden med passion, mod, nysgerrighed, vedholdenhed, tolerance, medmenneskelighed, kærlighed og lyst til et liv i frihed.
Kort sagt, at I forlader Duborg-Skolen som velfungerende og livsduelige mennesker.
* * *
Naturligvis vil I fejle undervejs. Det gør vi alle sammen, men det velfungerende og livsduelige betyder, at man kommer videre fra sine fejl og eventuelle nederlag.
Så når I fejler eller lider nederlag, så kom op på hesten igen, for det er ikke den ene fejl, der giver slutresultatet, men langt mere evnen til igen og igen at komme videre, når man rækker ud efter stjernerne og går efter drømmen.
I har sikkert også en forestilling om, at I skal nå det hele, fordi I er vokset op med, at det fra mange sider lyder: Skynd jer i uddannelse, skynd jer at lære det hele, skynd jer at blive færdige med jeres studium eller læreår, skynd jer at finde et arbejde, så I kan være med til at løse samfundets fælles problemer.
Selvfølgelig skal I være med til at løse samfundets problemer, men fra mig lyder der altså også et: Giv jer nu også tid til at være unge.
For ungdommen skal ikke bare overstås og klares i al hast. Selvom verden har travlt, behøver I ikke have det hele tiden.
Så giv jer selv tid til ungdommen – lev den og mærk den. Giv fx jer selv lov til at blive forelskede. Giv jer selv lov til at tænke, tvivle og fejle og til at lære af jeres fejl. Find tid til hinanden. Læs en bog. Bliv forelsket igen. Find tid til ikke at gøre noget som helst. I skal nok nå alt det, som I nu engang skal nå.
Og hvis ikke I når lige præcis det, I har sat jer for, så har I helt sikkert nået noget andet og fået en masse oplevelser, læring og kompetencer i den sammenhæng.
* * *
At være iblandt jer og opleve den tillid I viser mig og alle skolens ansatte, det er en glæde, et privilegium og en kilde til inspiration.
Tak fra mig for jeres tillid, jeres udfordrende og undersøgende spørgsmål og for de kvikke og sjove bemærkninger. Tak for hvert et venligt ord. Tak for hvert et venligt smil.
I er frie til at leve det liv, I vil. Jeg håber dog, at I vil opsøge livets mange muligheder og tage en bid af det meste og forme det liv, der er det rigtige for jer hver især. Og skulle jeg give jer ét råd, så er det: Gå efter drømmen. Måske gør det jer ikke rige, men pyt med det, hvis det gør jer lykkelige og giver jer en meningsfuld tilværelse.
Det kræver måske alt jeres vedholdenhed og mod at gå efter drømmen, men bare gør det. Hav modet; modet til at prøve, til at fejle og til at fortsætte igen og igen og igen.
I år er 242 unge mennesker sprunget ud som studenter fra de to sydslesvigske gymnasier. De har gennemgået en generel dannelse, der gør dem i stand til at tænke selv, mener deres rektorer. Og det skal de gøre.
Da Nicole Mai-Westendorf trådte ind i den danske børnehave på Sild, var hun ikke i tvivl om, at hendes børns fremtid lå her. Men der var en del angst omkring den senere skolegang i Flensborg forbundet med beslutningen.
Midt i maj holdt Hiort Lorenzen-Skolen i Slesvig emneuge om Fairplay.