Succesen blev gentaget

Sidste år var første gang, forældre og børn mødtes til arbejdskomsammen på børnehavekolonien Hjerpsted. Den 24.-25. april blev der arbejdet igen – og med samme succes.

Efter flere succesfulde arbejdsweekender på lejrskolen Vesterled, blev ideen med at mødes og på frivillig basis spare Skoleforeningen for en del vedligeholdelsesudgifter sidste år udvidet til et arbejdsdøgn på børnehavekolonien Hjerpsted i Sønderjylland.

Det blev taget så godt imod af knap 50 forældre og børn, at det blev gentaget i år. Og det ikke mindre succesfuldt.

Fra hele Sydslesvig

Invitationen til arbejdsdøgnet var på forhånd sendt ud til alle forældre via dagtilbuddene, og der var så mange interesserede, at der ikke var plads til alle.

Der er kun otte grupperum med hver seks pladser til rådighed indendøre, og med 24 voksne og 19 børn var alle rum optaget. Skal der flere med ved fremtidige arbejdsdøgn, skal overnatningen derfor ske i campingvogn, autocamper eller telt.

Det fortæller Linda Skrydstrup, der er Dagtilbudskontorets Hjerpsted-ansvarlige.

Hun glæder sig både over, at Hjerpsted-invitationen er kommet så bredt ud, og at den er taget så godt imod fra alle kanter af Sydslesvig, som det er tilfældet:

- Der var flere nye deltagere fra et større geografisk område end sidste år, fortæller hun tilfreds.

To do-listen

Arbejdsdøgnet startede med almindelig hygge fredag aften den 24. april. Deltagerne mødtes og nød sammen den gode mad, man altid får på Hjerpsted, og efterfølgende blev Hjerpsted-sangen, som skulle synges ved flaghejsningen lørdag morgen, øvet i fællesskab. 

Et af optimeringsforslagene, der kom til sidste års evaluering, gik på, at man på forhånd kunne melde sig til en opgave og skrive, hvilket værktøj man kunne medbringe. Og så var to do-listen pludselig helt overskuelig.

Der er i år bygget bænke til værelsesgangen og lagt nye fliser på et større område ved indgangen. Her var den lånte minigravko og de to »medbragte chauffører« en stor hjælp.

Der er tyndet gevaldigt ud i buskene, så de små gange, mangt et børnehavebarn har været med til at lave i årenes løb, blev fremkommelige igen. Der er sat vejskilte op på mooncarbanen, bygget buffetbord til køkkenet, puttet nyt sand i sandkassen og ved gyngerne, og der er kørt affald væk i stor stil.

Arbejdsdøgnet sluttede lørdag midt på eftermiddagen.

Penge sparet

Sidste år kunne der med det frivillige arbejde spares personale og ca. 3000 euro, og det ser ikke dårligere ud i år.

Lydia Graunke-Butz fra Skoleforeningens rejsekontor har regnet på tingene og er nået frem til en besparelse på alt i alt knap 8700 euro (ca. 65.000 kroner).

Det er mange penge, og da alle hyggede sig og var mindst lige så tilfreds med arbejdsdøgnet, som tilfældet var sidste år, er der da heller ingen tvivl om, at der vil blive arbejdet på Hjerpsted igen næste år.

Så vil det måske være lidt senere på foråret, så det er knap så koldt, og det vil muligvis udvides til at være med to overnatninger.

- Både sidste år og i år har flere forældre sagt, at det vil være godt med to overnatninger, for så kan man nå noget mere – for eksempel er der snak om at male hele bygningen, fortæller Linda Skrydstrup.


Det er dit liv – det er dine valg

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Tirsdag var DrugRebels på besøg på Duborg-Skolen for at fortælle om stoffer – med alt andet end løftede pegefingre.

Brobygning i Satrup

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Satrup Danske Skole og Satrup Daginstitution arbejder tæt sammen for at sikre den gode overgang for de nye skolebørn.

Kunst i Jaruplund: »Det var lige det rigtige«

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Førskolebørnene i Jaruplund har gjort sig som kunstmalere. Det var en ubetinget succes. Den 30. april var der fernisering i Jaruplund Daginstitution. Under overskriften »Farvernes dans – børnenes drømmerejse« blev 12 kunstværker malet af 12 førskolebørn udstillet for de interesserede gæster, der også fik historien bag malerierne og selvfølgelig blev budt på en lille snack og et glas (børne-)bobler.

Scroll to top