Skoleforeningen hjælper studerende på UC Syd

Skoleforeningen hjælper studerende på UC Syd

UCSYD stod lige pludselig, på grund af pandemien og usikkerheden omkring reglerne for grænsekrydsning, med 18 studerende fra Sydslesvig uden en praktikplads til deres første praktik. Anne Harving, lektor ved pædagoguddannelsen UC SYD fortæller:

- Vi var lidt i problemer, fordi de studerende allerede havde en praktikplads i Danmark, men jo tætter vi kom på praktikken, jo mere komplicerede blev reglerne for grænsekrydsning. 

Der var allerede truffet praktikaftaler med vuggestuer, skoler, bosteder og andre pædagogiske institutioner i Danmark, men UC SYD kunne ikke få svar fra de danske myndigheder, om de studerende, som er tyske statsborgere, måtte rejse frem og tilbage over grænsen, og hvilke regler de i så fald skulle overholde. Som Anne Harving siger:

- Der var simpelthen for meget bøvl omkring det. Fx hvor og hvor tit de skulle de testes, og til sidst kunne vi ikke vente længere.

Derfor besluttede UCSYD at spørge Skoleforeningen, om de kunne hjælpe. Og vupti, så havde UC SYD 18 praktiksteder rundt om på skolerne syd for grænsen.

- UC SYD spurgte fredag i uge 5, og allerede om onsdagen havde de praktikpladser til alle de studerende, siger lektor Anne Harving.

Ralf Feddersen, pædagogisk konsulent i Skoleforeningen fortæller:

- UC SYD kontaktede os for at høre, om vi kunne hjælpe. Det ville vi selvfølgelig godt.

Gensidig hjælp

De pædagogstuderende er knyttet til Skoleforeningens nødpasning. Det er både skolerne og de studerende rigtig glade for.

- Vi hjælper gerne de studerende, som på grund af pandemien ikke kan komme til deres praktikplads i Danmark. De er også en stor hjælp for os i skolerne, siger skolelederen på Hatlund-Langballe Danske Skole, Klaus Andersen.

Der har været en tæt dialog og kontakt imellem Skoleforeningen og UC SYD igennem hele processen. Det var centralt fra Skoleforeningens side, at få skræddersyet et forløb, som passede til UC SYD´s behov. Ifølge Ralf Feddersen skal praktikvejledningen indeholde bestemte elementer, blandt andet skal en pædagog kunne støtte og vejlede den studerende i gennem de refleksioner, de har omkring praktikken.

- Det er måske også en gevinst for de studerende at være i praktik i en nødgruppe. De bliver udfordret med noget, som ikke normalt hører til i uddannelsen – nemlig hvordan man håndterer børn i krisesituationer. Børnene kan være belastet af omstændighederne, fordi hverdagen ikke er som den plejer. Det kan de pædagogstuderende lære noget ved det, siger Ralf Feddersen.

De studerende har krav på vejledning, og ifølge lektor Anne Harving har Skoleforeningen også taget godt hånd om det. SdU er trådt til med en hjælpende hånd og har stillet fem pædagogiske vejledere til rådighed, hvilket lektor Anne Harvig roser, og mener er et tegn på, at alle tre institutioner har et meget givtigt samarbejde på tværs af grænsen.

Samarbejde

Hele forløbet er et godt eksempel på, at det kan lykkes at stable noget på benene, når man samarbejder omkring opgaver. Det er en særlig situation for øjeblikket, hvor alle står sammen og forsøger at løse de problemer, man står i pga. pandemien. For de 18 pædagogstuderende har dette samarbejde betydet, at de nu har mulighed for at gå til eksamen og dermed fortsætte deres studier.

- Det er spændende at arbejde i nødgruppen på Hatlund-Langballe Danske Skole, siger Leon Wille, som egentlig skulle have været i praktik på et værksted for handicappede i Tønder. Det eneste har er lidt ked af er, at han i denne omgang ikke får mulighed for at snuse ind på en dansk arbejdsplads, for han mener, at det er vigtigt, at man som sydslesviger får et indblik i, hvordan man arbejder nord for grænsen.

Ifølge Anna Harving, så skal man rose de studerende, som tog det hele i stiv arm, også selvom de skulle skifte praktiksted midt i vadestedet. Når man spørger hende, om der måske er en fremtid i samarbejdet med Skoleforeningen, er hun ikke afvisende. Som hun siger:
- Vi har jo allerede et rigtig godt samarbejde med SdU, hvor vores elever er i praktik, når de er lidt længere i forløbet, så det kunne godt tænkes.


Det handler om mod

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Mod er en styrke. Og selv om ikke alle synes, de er modige, er de det måske alligevel. Det ved indskolingen i Store Vi-Vanderup.

Scroll to top