Lærere og elever mødes på Teams

Lærere og elever mødes på Teams

Fjernundervisning er en stor udfordring for skolerne i Corona-tiden. Heldigvis havde alle danske skoler i Sydslesvig allerede en undervisningsplatform klar, da pandemien slog igennem i sidste forår. Undervisningsplatformen, som skolerne bruger, hedder »Teams«, og den er en del af microsoft office365-pakken, som blandt andet også indeholder programmerne Word og Powerpoint. Alle lærere og elever har derfor kunnet gennemføre fjernundervisning med dette værktøj.

Omkring halvdelen af skolerne har også fået et kursus i, hvordan Teams skal bruges.

- Et hold fra Skoleforeningen har været i gang med at undervise lærere i Teams siden efteråret 2019. Corona kom desværre i vejen for at afholde endnu flere kurser, siger Rasmus Raun, som er konstitueret leder i Skoleforeningens Center for Undervisningsmidler. Sammen med lærer Sönke Wischnewski og IT-medarbejder David John står han for at undervise i Teams.

- Vi har udviklet et undervisningsforløb, hvor lærere fra forskellige skoler får en digital introduktion på 1. dagen. Her viser vi helt praktisk, hvordan man arbejder med teams i undervisningen, så lærerne får »wow«-effekten og oplever alt det, Teams kan. Med Teams har lærere og elever et fælles rum. Her kan lærerne stille opgaver, og eleverne har mulighed for at modtage feedback løbende. Der er en chatfunktion, mulighed for videokonference, og der er også en virtuel tavle, hvor læreren og eleverne kan lave fælles notater, siger Rasmus Raun.

En del af undervisningen

- På andendagen kommer vi så ud på skolen og vejleder i, hvordan lærerne introducerer for Teams til eleverne. Forløbets 3. dag er et evalueringsmøde, hvor vi spørger ind til, hvad lærerne har haft gavn af, hvad der skal følges op på, og hvad de har behov for for at komme videre. Tanken er så, at de lærere, der har været igennem forløbet, viser Teams til deres kolleger på skolen, siger han.

Underviser-holdet har også produceret forskellige videoer, der introducerer til teams, som alle lærere kan bruge.

- Det er vigtigt, at alle lærere og ledere bliver klædt på til at bruge Teams og til at formidle det til eleverne, så Teams bliver en integreret del af undervisningen, ikke kun under Corona-pandemien, men fordi Teams er et læringsværktøj, som hænger sammen med Skoleforeningens digitaliseringsstrategi, siger Rasmus Raun.

Lærernes introduktion til Teams var oprindelig tænkt som et treårigt forløb, men Corona har speedet processen op.

- Vi har været på mange skoler, og flere skoler har løst udfordringen på en anden måde. Enkelte lærere og kollegaer har i fællesskab sat sig ind i det og givet deres viden videre til de andre kollegaer. Og så betyder fjernundervisningen under lock-down jo, at lærerne selv har kastet sig ud i det, siger Rasmus Raun.


Fra tombola til trøstebamser

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Centralforvaltningens personaleforening har doneret 77 bløde bamser til Diako-sygehuset i Flensborg.

Scroll to top