Hårdt arbejde, bragende succes

Skoleforeningen kan være ovenud stolt af både sit underholdningsorkester og sine elever, der den 13. juni gav koncert i Husumhus.

Man må godt sige det højt, når man er stolt af noget eller nogen, og man må såmænd også gerne skrive det sort på hvidt. Det sker her: 

Wow, hvor er SKURK og de samarbejdende upcycling-elever bare gode!

Siden årsskiftet har elever i 3.-6. klasse fra Uffe-Skolen i Tønning, Hans Helgesen-Skolen i Frederiksstad og Husum Danske Skole arbejdet med »musik og affald« på forskellige måder.

De har blandt andet i samarbjede med Nordfrislands affaldsselskab, AWNF, lært om bæredygtighed og genanvendelse, og deres upcycling-tanker er omsat kreativt til fremstilling af musikinstrumenter. Dem skulle de spille på, når de skulle medvirke ved SKURKs sommerkoncert.

SKURK, Skoleforeningens Underholdningsorkester, har imens øvet sig på et repertoire, der har naturen og klimaet som omdrejningspunkt, og anstrengelserne fra begge sider kulminerede i et brag af en koncert den 13. juni.

Hårdt arbejde

Men det har ikke været uden hårdt arbejde. 

Skoleeleverne har øvet hver især. De har fremstillet deres instrumenter, indstuderet rytmer og øvet sangtekst, og fredagen før koncerten mødtes de så alle for første gang i Husumhus for at få det hele sat sammen til en helhed. 

Det skulle koordineres, hvem der skulle på scenen i hvilken rækkefølge, hvad de andre lavede imens, hvornår hvem skulle synge, ved hvilke takter, der skulle bukkes for publikum, og hvornår man virkelig skulle holde sin mund. Det sidste var egentlig hele tiden, men det var der en del, der glemte. 

Efter halvanden times gennemgang var det nogle lidt nervøse elever, der forlod Husumhus. 

Men de var glade, og SKURKs dirigent, Bente Stenger, der hele formiddagen havde haft et øje på hver finger, fik en »tak for, at vi må få lov til det her – det er sjovt!« med sig fra en af eleverne. 

- Det skal nok komme, sagde hun fortrøstningsfuldt med henblik på den store koncert kl. 16 dagen efter.

Grund til at øve

Lørdag mødtes eleverne kl. 13. Tre timer før koncerten. Og første gennemgang af deres indslag viste med al tydelighed, at der er en grund til, man prøver tingene igennem, før det er alvor.

Man havde sådan lidt glemt hvornår og hvordan og, at man også skal synge med på bestemte tidspunkter, men til gengæld kørte det noget bedre med instrumenterne end dagen i forvejen, og andre ting sad i skabet for allerførste gang. 

Lørdagens anden gennemgang var samtidig første gang med livemusik af SKURKerne, der kom til kl. 14, og det gik såmænd ganske fint. 

Tredje gennemgang gik knap så godt som anden, men slutningen var bedre. Og nu var det slut med at øve. Næste gennemgang var det alvor.

Nervøse elever

Mens publikum begyndte at indtage Husumhus, holdt eleverne pause, og hos Nils, Jari og Mats fra Uffe-Skolen begyndte sommerfuglene for alvor at indtage maverne.

De var nemlig, fortalte de, noget mere nervøse end dagen i forvejen, for deres forældre ville lige om lidt sidde blandt publikum. 

Og så kom den. Fjerde gennemgang. Den, der gjaldt. Nogenlunde midt i koncerten. 

SKURK havde varmet godt op under publikum, der – som altid – var blevet forkælet med musik fra øverste hylde, og nu indtog eleverne scenen med deres hjemmelavede skraldeinstrumenter. 

Først Husum, så Frederiksstad og til sidst Tønning.

 Og denne gennemgang blev meget passende den bedste af dem alle – til stor begejstring for et stuvende fyldt Husumhus i almindelighed og forældrene i særdeleshed. 


100 års-fest for Thomasgade

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Den 11. september blev det fejret, at der har været dansk børnehave i Harreslev i 100 år.

Københavnsk besøg i Slesvig

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

I denne uge delagtiggjorde en gymnasielærer i København sine elever i sit tidligere virkested.

Maraton i Egernførde

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Jes Kruse-Skolen havde »læsemaraton« som overskrift, da det for nylig var international læsedag.

Scroll to top