Forælder på Sild: Jeg var virkelig bange

Da Nicole Mai-Westendorf trådte ind i den danske børnehave på Sild, var hun ikke i tvivl om, at hendes børns fremtid lå her. Men der var en del angst omkring den senere skolegang i Flensborg forbundet med beslutningen.

- Jeg var bange. De er kun 14 år. De er piger. De er små og sårbare i en – i forhold til Vesterland – stor by, siger Nicole Mai-Westenndorf om de tanker, hun havde om sine børns skolegang efter 8. klasse.

Hun er mor til Lola på 22 og Lynn på 19 år, der begge flyttede fra Sild og ind på Ungdomskollegiet i Flensborg, da de startede i 9. klasse, og deres mor sad hjemme på øen og krydsede fingre for, at alting nok skulle gå.

Vejen ind

Familien Westendorfs vej ind i et dansk mindretalsliv startede med jagten på en børnehave til Lola.

Nicole, der kommer fra Hamborg, kendte intet til det danske mindretal, men det gjorde hendes mand, Gernot, uden dog selv at have været en del af det, og den danske børnehave på Sild var blandt de forskellige tilbud, parret kiggede nærmere på.

- Da vi besøgte den, var det helt…. Bare stemningen… Den var total åben. God. Børnene var glade, og min datter gik på opdagelse med det samme, sværmer Nicole. 

- Det var et godt første indtryk, og Lola var integreret med det samme. Så bliver man det også selv. Det hele passede sammen. Det overbeviste mig bare.

Den daværende børnehaveleder sagde til de nybagte mindretalsforældre, at det var en god ide at være med i de danske foreninger, men der gik nogen tid, før det blev en realitet. 

- Vi var med til alle de gode fester, og jeg hjalp altid til, hvis nogen havde brug for en hånd, men ikke mere end det. Det er først senere, jeg er gået ind i bestyrelsesarbejdet, siger Nicole, der i dag er næstformand for SSF Sild.

Hun er glad for, at det er gået, som det er, men hun tvivler på, at hun og Gernot var blevet en del af mindretallet, hvis ikke de havde haft børn. 

- Det kommer jo gennem børnene. Havde der ikke været dansk børnehave og skole på øen, havde vi nok heller ikke valgt det danske, siger Nicole.

Frygten

Men nu var der jo en danske børnehave, og valget faldt let.

Så var der bare lige fremtiden. Der er også en dansk skole på Sild, men da den kun går til og med 8. klasse, fortsætter den danske skolegang på fastlandet. Og ikke lige ovre på den anden side, men i Flensborg. Det er en lang tur at tage for at komme i skole, så derfor flytter Sild-eleverne ind på Ungdomskollegiet. De flytter nærmest hjemmefra. I en tidlig alder.

Nicole snakkede med mange, der havde erfaringer med kollegiet, enten selv havde været der, eller havde haft børn der, for at finde ro i, at hendes to piger engang skulle samme vej.

- Det har hjulpet mig rigtig meget. Jeg var virkelig bange… Min lille pige…, siger Nicole, der altså var klar til at sende begge døtre af sted alligevel: 

- Jeg tænkte, det nok skulle gå. Jeg havde en følelse af, at vi nok skulle klare det. Der var jo også god tid, før det var så vidt, og man vokser også ind i det hele, siger Nicole.

Hun og hendes mand lærte dansk, engagerede sig… og årene gik.

Da det var ved at være tid, sagde en veninde til Nicole, at det måske også var forbundet med en masse godt før børnene at skulle lære at stå på egne ben, og Nicole selv synes, det er vigtigt, at de lærer, at verden er større end Sild.

- Så jeg er glad for, de kommer væk fra øen – også selv om jeg stadig var lidt bange, siger hun.

- Og der var da heller ikke noget at diskutere. Når man vælger dansk skole på Sild, er det den vej, det går. 

Det danske

Desuden er rammerne på kollegiet gode, og forstander Allan Pedersen og de andre voksne passer godt på børnene, siger Nicole, der også sender varme tanker til alle de andre voksne omkring hendes børn:

- De ansatte i børnehave og skole har hjulpet rigtig meget til at få en stærk tillid til det danske system. De har altid lyttet, når der var problemer eller spørgsmål. Det har i hvert fald haft en stor andel ikke kun i børnenes udvikling, men også i vores, altså forældrenes, siger hun.

Med Lynns nylige studentereksamen fra Duborg-Skolen i hus er den danske skoletid i Sydslesvig nu slut. 

Og så kan en stolt mor læne sig tilbage og konstatere, at frygten var ubegrundet, og at det var et rigtigt valg, hun og hendes mand tog, den gang de valgte den danske børnehave og dermed et liv i det danske mindretal.

Når man vælger et mindretalsliv

For de fleste sydslesvigske familier ligger der ikke en dansk skole lige om hjørnet.

Allerede i grundskolen kan børn uden for de større byer have lange skoleveje. Når børnene bliver ældre, bliver afstandene endnu større. Fra 7. klasse samles eleverne på fællesskolerne i de større byer, og på gymnasieniveau findes der kun danske tilbud i Flensborg og Slesvig. For nogle unge betyder det op til to timers transport hver vej – hver dag – eller i nogle tilfælde kollegieophold.

Dagligdagen i det danske handler ikke kun om, hvor man går i skole. Det handler også om, hvor ens venner bor, hvor man går til fritidsaktiviteter, og hvor familien har sit fællesskab. Et barn kan bo ét sted, gå i skole et andet sted og have sin bedste ven i en tredje by. Det kræver robuste børn, engagerede forældre og et stærkt fællesskab omkring institutionerne.

Alting til trods vælger familier alligevel hele tiden den danske daginstitution, skole og dermed et mindretalsliv til.