Ulige behandling på skolefritidsområdet

Skolefritidsområdet er et af de områder inden for Dansk Skoleforening som er stadigt voksende. Med skoleåret 26/27 kommer der i Tyskland et retskrav om, at elever kan få en plads i en skolefritidsordning.

Forleden var der en god nyhed for børnene i det danske mindretal. Både i Nibøl og Husum lykkedes det SSWs at forhandle et højere tilskud til Skoleforeningens skolefritidsordninger.

- Det er der også hårdt brug for, siger Skoleforeningens konsulent på området, Ralf Feddersen.

Finansieringen af de danske skolefritidsordninger er indviklet. Der er både tilskud fra delstaten og kommunerne. Set over hele Sydslesvig svarer det til cirka 10 procent af omkostningerne.

- Så er der forældrebetaling, og Skoleforeningen bruger selv et millionbeløb hvert år på at drive pasningstilbuddene, siger Ralf Feddersen.

Lige nu betyder det, at Skoleforeningen og SSW er nødt til at forhandle med hver enkelt kommune om et passende tilskud, og det er et tidskrævende arbejde.

- Vi kan tydeligt mærke, hvor der sidder SSWere rundt omkring i kommunerne. De skaber forståelse for vores situation. Denne udfordring kender vi fra dagtilbudsområdet. Først da delstaten lavede om på finansieringen af dagtilbud og centraliserede den, opnåede de danske dagtilbud ligestilling, siger han.

Den ulige behandling opstår, fordi kommunerne dækker underskuddet for deres egne skolefritidsordninger, mens de peger på, at Skoleforeningens skolefritidsordninger bliver finansieret via Kiel.

Selv om kommunerne betaler for de offentlige skolefritidsordninger, har holdningen mange steder været, at Dansk Skoleforening i Sydslesvig jo får et tilskud fra landet til dette formål, og derfor er kommunerne ikke forpligtet til at betale for de danske tilbud. Skoleforeningen og SSW har i årevis henvist til, at landets tilskud til de danske skolefritidsordninger baserer sig på situationen fra 2010 og slet ikke længere dækker de store omkostninger, som Dansk Skoleforening i Sydslesvig har på dette område.

Skoleforeningen har planer om at lave en konference for SSWs kommunalpolitikere for at sensibilisere dem omkring udfordringerne. Noget lignende gjorde man for nogle år siden med stor succes på dagtilbudsområdet.

- Sideløbende er vi i dialog med SSW på landsplan for at sikre, at Skoleforeningen bliver ligestillet i forhold til finansieringen, når retskravet for pasningstilbuddet kommer i 2026, siger Ralf Feddersen.

Landsregeringen har lovet, at beregningsgrundlaget for de danske skoler skal tilpasses, men der er ikke et udspil klart endnu.

Så længe det ikke sker, skal tilskudsspørgsmålet løses kommunalpolitisk. Selv om der efterhånden er flere kommuner, der giver sådanne tilskud f.eks. i Flensborg, Harreslev, Hanved, Slesvig m.m., så mangler der stadigvæk mange.


Det handler om mod

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Mod er en styrke. Og selv om ikke alle synes, de er modige, er de det måske alligevel. Det ved indskolingen i Store Vi-Vanderup.

Scroll to top