Musik og affald gik hånd i hånd på Husumhus

Lørdag den 13. juni summede Husumhus af kreativitet, musik og fællesskab, da elever fra Husum Danske Skole, Hans Helgesen Skole og Uffe-Skolen samledes til afslutningen på projektet Musik og Affald.

 

Projektet har haft fokus på bæredygtighed, genbrug og musikalsk skaben. Eleverne har først været ude i lokalområdet for at samle affald og få indsigt i, hvor meget affald der findes i naturen og bymiljøet. Herefter har de arbejdet kreativt med at omdanne dele af affaldet til spændende og anderledes musikinstrumenter.

 

Gennem forløbet har eleverne eksperimenteret med lyde, rytmer og samspil og opdaget, hvordan genbrugsmaterialer kan få nyt liv som musikinstrumenter. Arbejdet kulminerede den 13. juni, hvor eleverne sammen med SKoleforeningens UnderholdningsoRKester (SKURK) gav en fælles koncert på Husumhus.

 

De fælles numre viste både elevernes kreativitet og engagement. Publikum kunne opleve alt fra hjemmelavede trommer og rasleinstrumenter til fantasifulde lydskabere bygget af genbrugsmaterialer. Samspillet med SKURK skabte en festlig og inspirerende afslutning på et projekt, der har forenet miljøbevidsthed, musikglæde og samarbejde på tværs af skolerne.

 

Tak til alle elever, lærere og samarbejdspartnere, som har været med til at gøre projektet til en succes.

 

Scroll to top