Ansøgning om støtte til efterskoleophold

Her findes ansøgningsskemaet 

HUSK at I også må søge om legater - klik her


 

Sydslesvigske elever på efterskole

At være efterskoleelev kan give dig og din læring rigtig meget. Ca 150 elever fra Sydslesvig er hvert år på efterskoleophold på en af Danmarks 225 efterskoler eller på Skoleforeningens egen efterskole, Ladelund Ungdomsskole.

Skoleforeningen giver økonomisk støtte til sydslesvigske elevers efterskoleophold.

Ansøgningsfristen for tilskud fra Dansk Skoleforening for Sydslesvig                   er den 22. april 2024

Mit barn skal på efterskole - to do liste

1. Søge om støtte

Via efterskolen - Hvis forældre og eller elev er danske statsborger eller hvis en eller begge forældre har lønnet indkomst i Danmark, kan der ikke søges støtte ved Skoleforeningen, da der gives dansk statsstøtte, som søges via efterskolen, som eleven er optaget på.
Via Skoleforeningen - Hvis familien ikke har ret til statsstøtte i Danmark, kan de få støtte fra Skoleforeningen. Udfyld ansøgningsskemaet.

2. Udfylde dispensationsansøgning

Ja - Hvis eleven ved efterskoleopholdets begyndelse ikke har opfyldt skolepligten (9 års skolegang) skal der udfyldes en dispensationsansøgning. Denne skal både forældre og skolelederen på elevens fællesskole udfylde og underskrive.
Nej – hvis eleven ved efterskoleopholdets begyndelse har opfyldt skolepligten.

3. Retningslinjer for skolegang i Sydslesvig efter efterskoleopholdet

Kan du bruge din afgangseksamen fra efterskolen i Sydslesvig? Uanset om du er berettiget til økonomiske støtte fra skoleforeningen eller fra Danmark – alle elever, som tager på efterskole, skal inden efterskoleopholdets begyndelse til en samtale med skolelederen på den afgivende fællesskole i Sydslesvig. Denne samtale skal sikre, at elev og forældre bliver informeret om reglerne for genindplacering og fortsat skolegang i Sydslesvig efter efterskoleopholdet! Skolelederen protokollerer samtalen og forældrene skriver under på, at de er blevet informeret om reglerne for genindplacering. Retningslinjer findes her.

FAQ - Hyppigt stillede spørgsmål

Du kan hente informationer og rådgivning hos din skolevejleder. Eller kontakt Rejsekontoret og hør nærmere!

Deltag i "Efterskolernes dag i Sydslesvig" og find den efterskole, der passer til dig. Efterskolernes dag finder sted hvert år den 3. lørdag i februar på skiftevis A. P. Møller-Skolen og Duborg Skolen. Til "Efterskolernes dag i Sydslesvig" kommer mange danske efterskoler til Sydslesvig og præsenterer deres tilbud.

Du kan også bruge søgemaskinen på www.efterskolerne.dk til at finde den efterskole, der passer til dine interesser eller faglige/geografiske behov.

Der er åbent hus på alle efterskoler i Danmark den sidste søndag i september mellem kl. 13-17 hvert år.

Vidste du at der også findes en efterskole i Sydslesvig? Ladelund Ungdomsskole er Sydslesvigs egen efterskole, med 4 stærke linjefag: idræt, kost og ernæring, medie, praktisk arbejde, form og farver, efterskoleliv - og til en rigtig god pris! www.ladelundungdomsskole.de

Deltag i 14-dages gratis prøveophold på en efterskole og oplev livet på efterskolen. Kontakt din skolevejleder for nærmere oplysninger.

Elever, der har opfyldt skolepligten og som ønsker at vende tilbage for at afslutte et skoleforløb ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig, skal inden efterskoleophold i Danmark, på et møde med deres fællesskole-leder, have modtaget information om gældende bestemmelser vedrørende genindplacering på klassetrin efter eksternt skoleophold.

Læs om reglerne for genoptagelse af skolegang i Sydslesvig efter endt efterskoleophold ved at klikke her.

Ønsker eleven at fortsætte sin skolegang i det tyske system, skal afgangseksamen fra efterskolen omskrives ved Undervisningsministeriet i Kiel. Som det fremgår af linket her (som er fra Undervisningsministeriets hjemmeside) skal eksamensbeviset oversættes til tysk (se side 5). Dette skal gøres af en anerkendt oversætter (vereidigter Übersetzer).

På "Bundesverband der Dolmetscher und Übersetzers" hjemmeside http://suche.bdue.de/ kan du søge efter en oversætter.

Hvis eksamensbeviset er på engelsk, kan undervisningsministeriet ifølge undervisningsministeriets hjemmeside, godt omskrive det. Spørg efterskolen, om de kan udstede et engelsk eksamensbevis.

Efterskoleophold i 10. klasse - ESA, MSA ?

Vi anbefaler altid at elever, som tager 10. kl. på en efterskole, tager ESA for at afsikre sig selv. Hvis de har gode karakterer burde det jo alligevel være noget de gør ”med links” plus det altid er sund og styrkende at gå til eksamener og prøver og få trænet dette til livets mange andre ”prøvesituationer”. Selvfølgelig skal man aldrig regne med det værste, men det er set før, at elever ikke har taget ESA, tager på efterskole i 10, hvor deres 10. klasses eksamen mislykkes og ikke godkendes i Sydslesvig, hvorefter de skal gentage 10. klasse i Sydslesvig, som de dumper og så står de helt uden skoleafslutning. Et andet argument for at tage ESA er, at hvis eleven efter efterskoleopholdet bliver så glad for DK at han eller hun vil på gymnasiet der, skal man også have en 9. klasses eksamen. Tal med din skolevejleder i Sydslesvig.

 

Dansk Skoleforening for Sydslesvig yder vejledning og støtte til personer, der er tilknyttet det danske mindretal i Sydslesvig, som tager  et efterskoleophold i Danmark. Støtten er betinget af, at de søgte kurser er godkendt af de danske myndigheder. 

I downloadmenuen finder du ansøgningsskemaet til at søge om støtte ved Skoleforeningen.

Du er ikke berettiget til støtte fra Skoleforeningen, hvis

  • én eller begge af dine forældre har lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark
  • du selv, eller én eller begge af dine forældre er danske statsborgere.

    I begge tilfælde er I berettiget til statsstøtte fra Danmark og skal i givet fald søge om dansk statsstøtte via den valgte efterskole.Støttebeløbet er det samme, uanset om man får støtte fra Danmark eller via Skoleforeningen.

Tilskud til et efterskoleophold i Danmark forudsætter, at eleven har opfyldt sin skolepligt (9 års skolegang). Skoledirektionen kan dog give dispensation, når særlige forhold gør sig gældende. Hent skemaet til at søge om dispensation her.

Elevstøtte til ophold på efterskoler ydes i henhold til de i Danmark gældende regler for elevstøtte til elever på efterskoler, dog maksimalt i 42 uger. Der ydes søskenderabat.

Skoleforeningens støtte beregnes ud fra forældrenes indkomstgrundlag. Skoleforeningen yder ikke støtte til depositum, kørsel, materialer, ekskursioner, studierejser, lommepenge o.l.

Støttebeløbet beregnes på baggrund af husstandens samlede bruttoindkomst i forrige kalenderår.

Som dokumentation vedlægges »Einkommenssteuerbescheid«, hvorpå det er »Gesamtbetrag der Einkünfte« som danner beregningsgrundlaget.

Elevens forældre skal afregne en evt. egenbetaling for efterskoleophold direkte med den pågældende skole.

Støttebeløbet beregnes på baggrund af husstandens samlede bruttoindkomst i forrige kalenderår.

Husstandens sammensætning ved kursets start/Indkomstgrundlag

1. Enlig forælder ved kursets start: Forælderens indkomstgrundlag

2. Enlig forælder på ansøgningstidspunkt, men gift/samboende ved kursets start: Genberegning så husstandens indkomstgrundlag lægges til grund

3. Forældre, der ved kursets start er gift med hinanden, og bor i fælles husstand: Forældrenes indkomstgrundlag lægges til grund

4. Forældre, der ved kursets start er gift med hinanden, men bor på forskellig adresse: Forældrenes indkomstgrundlag lægges til grund

5. Forældre, der ved kursets start bor sammen uden at være gift: Forældrenes indkomstgrundlag lægges til grund

6. Hvis forældrene bor hver for sig og enten er separerede, skilt eller ikke er gift med hinanden, og »bopælsforælderen« ikke har en samlever: Beregning på grundlag af indkomsten hos den forældre, eleven bor sammen med (folkeregisteradresse) eller senest har boet sammen med.

7. Hvis en forælder har en samlever, er gift igen, er indgået i registreret partnerskab: Husstandens indkomstgrundlag lægges til grund

Første ansøgningsfrist for tilskud fra Dansk Skoleforening for Sydslesvig er i 2024 sat til at være den 22. april.

Har I allerede besluttet et efterskoleophold på en bestemt efterskole, så må I gerne søge allerede fra november 2023.

Ifølge § 10. Abs. 1 Nr. 9 EStG er det for familier, der er bosiddende i Tyskland muligt at gøre udgifter for skolepenge (uden kost og logi) gældende ved skatteerklæringen.

Det betyder, at man kan trække skolepenge (Schulgeld) fra i skat, men ikke kost, pasning og logi. Derfor skal beløbet, (forældrenes egenbetaling til efterskoleopholdet) deles op.

Efterskolen må altså dokumentere, hvor stor en procentdel af den samlede egenbetaling der er skolepenge, og hvor stor en procentdel der dækker kost, pasning og logi.

»Finanzamt« arbejder i kalenderår, og ikke i skoleår. Derfor skal der skelnes mellem de 18 skoleuger inden jul og de 24 skoleuger efter jul.

Har du brug for en »Bescheinigung für das Finanzamt«, så kontakt dit barns efterskole, og bed dem lave et formelt skriv med en opstilling som deler forældrenes egen-andel op i hhv. kost & logi og undervisning for det pågældende kalenderår. Rejsekontoret kan ikke udstille en "Bescheinigung" til det tyske Finanzamt.

1) Der findes en række legater, der yder støtte til efterskoleophold.

2) Efterskolerne kan give udvalgte elever "individuel supplerende elevstøtte". Tildeling af støtten skal være baseret på en konkret, individuel vurdering, og i denne vurdering kan der indgå flere faktorer, f.eks.:

- At familiens sociale situation er præget af sygdom, arbejdsløshed eller lignende. Måske kædet sammen med en betydelig indtægtsnedgang.
- At familien er kommet i klemme pga. eventuelle uhensigtsmæssigheder i elevstøttereglerne.
- Ønsket om at hjælpe en elev til gennemførelse af efterskoleopholdet, selv om familien rammes af økonomiske problemer i løbet af skoleåret.
- Andre forhold. tal med efterskolen, om I kan komme i betragtning til denne støtte.

NB! Flere efterskoler giver en fast rabat til elever fra Sydslesvig - spørg på efterskolen.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig yder elevstøtte til ophold på Ladelund Ungdomsskole. Du finder skemaet på Ladelund Ungdomsskoles hjemmeside: www.ladelundungdomsskole.de

Eleven skal under efterskoleopholdet have bopæl i Danmark.

Når den kommende efterskoleelev fra Sydslesvig har fået opholdstilladelse fra konsulatet i Flensborg, skal de tage ind til Borgerservice i den kommune, som de skal flytte til, for at melde deres adresse og få et CPR-nummer. Dette besøg skal ske senest 5 dage efter indrejsen. Ofte er det noget, en lærer på efterskolen gør sammen med eleverne hvis der er flere fra Sydslesvig. Snak med efterskolen om dette. For tyske statsborgere kræver Borgerservice et personligt fremmøde, hvor vedkommende skal medbringe opholdstilladelsen, billedlegitimation og kommende adresse. Det kan godt betale sig at ringe til den pågældende Borgerservice inden, for at afklare deres åbningstider og hvad der helt præcist kræves af dokumenter. Find den lokale Borgerservice her.

Når eleven er blevet tilmeldt på borgerservice går der ca. 14 dage, så modtager hun et gult sygesikringskort. Efter ca. en måned modtager hun et lyserødt opholdskort med en chip, der indeholder de biometriske data. Eleven får også sit CPR-nummer (hvis han/hun ikke har et CPR-nummer i forvejen)

Der skal ansøges om opholdstilladelse ved Generalkonsulatet. Hertil bedes I udfylde et SG3-Ansøgningsskema, som kan hentes finde på www.nyidanmark.dk

Skemaet skal afleveres på: Kongelig Dansk Generalkonsulat i Flensborg, Nordergraben 19, 24937 Flensburg.

Generalkonsulatet udsteder opholdstilladelser til sydslesvigere tilhørende det danske mindretal, som vil tage en uddannelse i Danmark.

I den forbindelse optager Generalkonsulatet BIOMETRISKE data, dvs. et digitalt foto, fingeraftryk og en elektronisk underskrift.

Når I søger om opholdstilladelse ved Generalkonsulatet, skal I medbringe følgende:

Ovennævnte udfyldte SG3-Ansøgningsskema. Den nøjagtige tidsperiode for opholdet skal angives i ansøgningsskemaet. Der skal ikke medbringes pasfoto.
Originalt rejsepas eller »Personalausweis«. Passet eller »Personalausweis« skal være gyldigt tre måneder ud over den sidste ønskede opholdsdag
Det sidste karakterbevis fra den danske skole eleven går på (dokumentation for at eleven går på en dansk mindretalsskole)
Optagelsesbrevet fra den danske efterskole e.l., som eleven skal gå på. Elevens navn skal fremgå af brevet
Generalkonsulatet udsteder opholdstilladelsen samme dag (hvis muligt) eller så hurtigt som muligt.

Tilmelding på Borgerservice (se også punktet "bopælspligt)

Eleven skal medbringe opholdstilladelsen samt pas el. ”Personalausweis”, når han/hun flytter til Danmark. Opholdstilladelsen er normalt gyldig fra den dag, eleven skal begynde på efterskolen, og eleven kan først tilmelde sig, når han/hun bor på efterskolen. Tilmeldingen foregår hos Borgerservice på Folkeregistret/CPR-registret i den kommune, som efterskolen tilhører. Normalt hjælper efterskolen med dette, kort efter at man er flyttet ind på efterskolen (senest 5 dage efter indrejsen).

Når eleven er blevet tilmeldt går der ca. 14 dage, så modtager hun et gult sygesikringskort. Efter ca. en måned modtager hun et lyserødt opholdskort med en chip, der indeholder de biometriske data.

Efterskolen beregner elevstøtten ud fra forældrenes indkomst i forrige kalenderår, som dokumenteres igennem en skatteopgørelse (Årsopgørelse, Einkommenssteuerbescheid eller Lohnsteuerbescheinigung). Hertil bruger efterskolen et ”takstkatalog” for det pågældende skoleår. Det er samme takstkatalog Skoleforeningen retter sig efter.

Nogle efterskoler har en udfordring dér hvor eleven fra Sydslesvig har dansk pas hvori de sidste 4 cifre mangler, da der først kan laves en betalingsopgørelse når efterskolen har elevens fulde cpr-nummer. For forældrene er det et problem ikke at vide, hvad de får i statsstøtte. Her bør efterskolen ud fra forældrenes indkomstdokumentation lave en foreløbig betalingsopgørelse, som så tilrettes i august, når eleven er startet på efterskolen og har været på borgerservice i den pågældende kommune og fået de sidste 4 cifre i sit cpr-nummer. Den reelle betalingsopgørelse vil kun (hvis overhovedet) afvige minimalt fra den foreløbige betalingsopgørelse.

Eleverne er som udgangspunkt fortsat forsikret via deres forældres ansvars- og ulykkesforsikring under efterskoleopholdet. Det er forældrenes ansvar at afklare de præcise betingelser for  forsikring, og om der evt. skal tegnes ekstra udlandsforsikringer. Kontakt jeres forsikringsselskab.

Elever er sygeforsikret i Danmark (det gule sygesikringskort) når de er på efterskole, fordi de har bopæl og opholdstilladelse i DK. Nogle elever er også samtidig stadig sygeforsikret under deres forældre. Kontakt jeres families sygekasse for at få styr på betingelserne.

Ved udlandsrejser under efterskoleopholdet skal eleven bruge det blå sygesikringskort (kontakt Borgerservice i den kommune, efterskolen ligger i).

Skoleforeningen yder kun økonomisk støtte til 1 år på efterskole. (For elever, med særlige specialpædagogiske behov, kan PPR ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig i særlige tilfælde anvise specialpædagogisk støtte. Kontakt Rejsekontoret)

Elever, som fortsætter et 2. år på efterskole, skal i givet fald have forlænget deres opholdstilladelse.

Man SKAL søge om forlængelse INDEN den nuværende opholdstilladelse udløber. I kan allerede ansøge 3 måneder inden den nuværende opholdstilladelses udløb. Hvis den udløber den 30.06, kan I ansøge om en forlængelse den 30.03. Du kan læse mere her: https://www.nyidanmark.dk/da/Du-vil-forlænge/Tidligere-dansk-statsborger

I skal udfylde ansøgningen, som hedder SG4. Som tilhørende det danske mindretal skal I kun udfylde følgende punkter: punkt 1.1 ( sætte kryds i IKKE-gebyrpligtig), punkt 2, punkt 3, punkt 4 (sætte kryds i H og gå til punkt 7), punkt 7 (skal gennemlæses), punkt 8 (forældrene skriver navn og angiver fødselsdato, hvis I ikke har CPR-nummer), punkt 9 skal underskrives af forældrene, hvis barnet er under 18). Siderne 13-20 skal IKKE udfyldes og kan smides væk.

Eleven skal derefter aflevere ansøgningen hos politiet og have optaget biometri (foto, underskrift) her.

I Syd- og Sønderjylland har man to politistationer, som man kan vælge i mellem. Det er disse to adresser:

Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg: Kirkegade 76, 6700 Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi i Aabenraa: Haderslevvej 52, 6200 Aabenraa

Hos politiet i Esbjerg kan du møde op i åbningstiden og trække et nummer. I Aabenraa skal man bestille tid.

Kontaktoplysninger til stationen finder du her:

https://politi.dk/syd-og-soenderjyllands-politi/aabenraa-beredskabsstation

I skal også fremvise rejsepas eller ”Personalausweis”. Husk at det fremviste pas eller Personalausweis skal være gyldigt i længere tid mindst 6 mdr., men da opholdstilladelsen kun er gyldig, så længe som passet minus 3 mdr., er det bedst hvis enten pas eller Personalausweis er forholdsvist nyt. Man får normalt en forlængelse for 3 år, da man som barn (under 18 år) ikke kan få en permanent opholdstilladelse.

RETNINGSLINJER FOR FORTSAT SKOLEGANG I SYDSLESVIG

Oversigt over karakterkrav, fag m.m.

ELEVSTØTTE EFTERSKOLEOPHOLD 24/25

Se hvad du kan få i støtte 2024-2025

ANSØGNINGSSKEMA ELEVSTØTTE

Ansøgningsskema til 2024-2025

LEGATER

Støttemuligheder via legater og fonde.

Scroll to top