Wilfred og de vildfarne flodheste

Wilfred Haahr Møller, der går i 6. klasse på Oksevejens Skole, er vinder af Den sydslesvigske skrivekonkurrence 2025/2026.

Kravene til teksterne i årets udgave af Den sydslesvigske skrivekonkurrence var ganske klare:

Eleverne skulle skrive en tekst, hvor forandring, dyr og lidt humor spiller en væsentlig rolle, og de skulle krydre den med et billede eller to, der understøtter teksten. Som noget nyt kunne eleverne i år lave deres eget billede med kunstig intelligens på SkoleTubes Padlet.

Vinderen hemmeligholdt

Deadline var den 25. februar, og eleverne i 6. klasse på Oksevejens Skole har siden da jævnligt spurgt deres dansklærer, Mona Hanke, om hun vidste, hvem der havde vundet. 

Det gjorde hun ikke. For et par uger siden fik hun så at vide, at netop hendes 6. klasse havde vundet, men heller ikke da sagde hun noget. 

I stedet sørgede hun sammen med skolebibliotekar Verena Schröder for at overraske klassen. 

De aftale dato og tidspunkt for overrækkelsen af præmien, fik rykket rundt på timer, så 6. klasse pludselig ikke skulle have håndarbejde, men en time i skolebiblioteket, de pyntede op og bagte kage og modtog 6. klasse sammen med skrivekonkurrencens to dommere, Runa Barbara Petersen og Tina Fryd Joost.

Ros til Wilfred, gaver til alle

De to dommere roste lærerne for deres samarbejde undervejs, og så afslørede de konkurrencens vinder. 

Det er Wilfred Haahr Møller. 

Han har skrevet en »sjov og fantasifuld fortælling« om dværgflodhesten Kurt og hans 22 klassekammerater i dværgflodhesteskolen, der i stedet for at komme til klasserejse til Egypten ender med at gøre skipisterne usikre i schweiziske St. Moritz.

Dommerne roste ham endvidere for at have skrevet en historie, som både giver et smil på læben og lyst til at læse videre, han har skrevet i et nuanceret sprog, og historien kommer oven i købet med et budskab om at tale ordentligt til hinanden.

Rosen står at læse på det diplom, Wilfred fik overrakt, og med hæderen fulgte også en boggave til Wilfred og en gave til hele klassen i form af en tur til oplevelsesparken Universe i Nordborg. 

Opbakning til konkurrencen

Wilfreds historie om Kurt og de andre dværgflodheste var en af over 60 indsendte tekster.

I de seneste år har antallet af historier i skrivekonkurrencen ligget stabilt på omkring 65, og det glæder Runa Barbara Petersen og Tina Fryd Joost. 

- Det viser, at skrivekonkurrencen har fået fodfæste. Den er blevet noget, man kender og også tager ind i sin årsplan, og vi er super glade for indsatsen og opbakningen, siger de to dommere.

Den sydslesvigske skrivekonkurrence, som er for 4.-6. klasse samt de ældste læringsgrupper, vender tilbage næste år, og allerede nu har Runa Barbara Petersen og Tina Fryd Joost fået en masse input til, hvilket emne den skal have – det fik vinderklassen nemlig lov til at komme med forslag til. Efter der var spist vinderkage.


Læsning med hashtags og legoklodser

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Igen var læselyst, læseglæde og læsemuligheder i fokus, da Harreslev-Kobbermølle Danske Skole holdt læsedag.

Også små hænder kan samle store mængder

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Inspireret af TBZ’ affaldsindsamling, Frühjahrsputz, den 6. marts satte Kilseng Børnehave sig for at gå på gaden og gøre en hel masse for miljøet.

STYRELSEN AFVISER FORHANDLINGSRESULTAT OM PÅBUDDET

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Dansk Skoleforening for Sydslesvig har besluttet at stoppe de igangværende forhandlinger med fagforeningerne og anmode Sydslesvigudvalget om accept af at starte helt nye forhandlinger efter sommerferien 2026.

Scroll to top