Vulkaner, naturvejledning og “Kitaprogramm”

“Kitaprogrammet” er i fuld gang. Tirsdag havde Sønder Brarup Børnehave besøg af en naturvejleder fra friluftsrådet, som gav både børn og voksne en introduktion til elementet ild, som børnehaven har valgt, at de skal arbejde med under projektet.

Vulkaner, naturvejledning og “Kitaprogramm”

Alle børn er forskellige, alle børnegrupper fungerer forskelligt, og alle skoleforeningens institutioner er forskellige. Dette måtte naturvejleder Anita Søholm sande tirsdag formiddag også konstatere, da institutionen havde samlet de ældste børn på den nyindrettede bålplads med det dertil indkøbte bålfad. Indretningen får nogle anerkendende nik med på vejen fra naturvejlederen, som udtrykker sin tilfredshed med både udformningen, placeringen og indretningen. 

De er super spændte – både de voksne og alle 20 børn i sommerfuglegruppen. Anita Søholm tænder op til kommentarer fra børnegruppen: En dreng siger til én af de andre børn: – et brænder, og brandvæsnet kommer!  Og straks er de rullet ind i en fantasileg, hvor både huse, lejligheder og badeværelser brænder, og brandvæsnet bliver tilkaldt. De er helt opslugte af deres leg. 

Perler

Mens ilden får godt fat i træet, og der breder sig en duft røg, som får øjnene til at løbe i vand, hvis man kommer for tæt på bålet og røgen, gennemgår Anita Søholm, hvad børnene skal lave de næste par timer. Først skal der laves perler, som skal brændes på bålet, så skal der bygges en vulkan, og afslutningsvis skal der laves spandekager stegt over flammerne. Tager man temperaturen på børneflokken for at finde ud af, hvad de synes bedst om, er der vist ingen tvivl om,at pandekagebagningen er topscoren. I hvert fald, hvis man spørger dem først på dagen. 

Gruppen bliver delt ind i to. Den ene del skal lave ler-perler, og den anden del skal i gang med at bygge vulkaner i sandkassen lige ved siden af bålpladsen. Hvilket også er en stor fordel ifølge naturvejlederen, fordi det er en god måde at kunne udvikle aktiviteter i forlængelse af bålpladsen. Faktisk fuldstændig som de gør i dag – perlebrænding ved bålpladsen og vulkaner i sandkassen.

Ler-perler er et hit

Så skal de i gang med perleproduktionen. Leret kommer frem, perlerne rulles og børnene bliver sendt ud for at søge efter pinde, som de kan lave huller i perlerne med.  Drengene med brandvæsen-fantasi-legen får trillet en enkelt perle. Men så fanges deres opmærksomhed af det, der laves i sandkassen. Her er pædagog Julia Alexander-Bazyar, sammen med den anden gruppe, i fuld gang med at grave vulkaner. Det kan de tre børn, som lige har trillet en enkelt perle, slet ikke modstå. De kaster sig over projektet. Anita siger grinende: – I går stod børnene hele tiden ved bålet og trillede perler, og i dag er det vulkanerne, der trækker. 

I sandkassen

Først skal der laves en stor kegle af sand. Derefter graves et hul i midten med en indgang i bunden, så der kan komme træk igennem, og vulkanen skal fyldes med græs. Når vulkanen er klar, bliver der tændt ild i græsset, og sandbunken forvandles til en rygende vulkan. Det fine er, at vulkanen virker med det samme. Den første af vulkanerne er gravet helt rigtigt, så vinden hjælper med til, at der kommer et godt træk i den, så græsset brænder godt, og der er fuld knald på røgudviklingen. Det er to piger, der har lavet den helt perfekte vulkan, og man kan se, hvor stolte de er, fordi den virker med det samme. Det bedste er næsten at se drengenes glæde, mens de entusiastisk råber, – Julia, Julia tænd ild i vores vulkan.  

Spændende leg

Det udvikler sig til både en spændende leg, hvor de eksperimenterer med, hvordan de kan holde gang i ilden, og hvordan de bedst får pustet til ilden. Ind i skuret og få fat i noget pap, som kan bruges som vifte. De finder også små stykker pap, træ og græs, som bliver smidt ned i vulkanen, så ilden får noget at spise og ikke går ud.  

Julia hjælper med at få tændt tændstikken og finder til drengenes udelte glæde ud af, hvordan den skal vendes for ikke at gå ud på vej ind i vulkanen. . Det er spændende at få lov til at prøve – faktisk så spændende, at man bliver lidt skuffet og helt ikke vil overlade tændstikkerne til den næste. Naturvejlederen påpeger flere gange, hvordan denne aktivitet kan knyttes til, at man læser bøger om vulkaner og videreudvikler på emnet ”natur, udeliv og science”.

Det er næsten ikke til at få revet børnene væk fra vulkanerne. De skal tændes, fodres med græs og bygges op gang på gang. Men pandekagebagningen får på magisk vis trukket hele sommerfuglegruppen hen til bålet, hvor perlerne er kommet ud og står til afkøling. Panderne på de lange skafter er kommet frem, og børnene er med til at bage. Under de voksnes kyndige hænder hælder de dej op og hjælper med at holde panden over bålet. 

Anita Søholm runder af:  - Det er virkelig sjovt at se, hvor forskelligt det er, hvad der fanger børnenes interesse. I går kunne de slet ikke holde op med at lave perler, og i dag var det vulkanen, der trak. Men i hvert fald er det så dejligt at se, hvor optagede de var af vulkanerne.  

Fyldte maver

Både pædagogmedhjælper Mariska Rode og Julia Alexander-Bazyar nikker samstemmigt. Efter at sommerfuglegruppen har fået fyldt maverne med pandekager er det så som så med koncentrationen, men den har de nu også holdt i næsten 4 timer.  Skulle man spørge ind til topscoreren blandt børnene nu, så er stemningen vist mere ligeligt fordelt mellem pandekager og vulkanbygning.


Det handler om mod

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Mod er en styrke. Og selv om ikke alle synes, de er modige, er de det måske alligevel. Det ved indskolingen i Store Vi-Vanderup.

Scroll to top