Tryllefløjten for børn – en fortryllende dag for koret

Den Jyske Opera slog, som et led i deres turné, vejen forbi Sydslesvig. Dette resulterede i familieforestillingen “Tryllefløjten” i Deutsches Haus. Med på turneen var også en musisk workshop. Og da SSF tilbød Hiort-Lorenzen Skolen denne workshop, var de hurtige til at sige ja.

 

Tryllefløjten for børn – en fortryllende dag for koret

Som den eneste skole i hele Sydslesvig kan Hiort-Lorenzen Skolen bryste sig af at give sit kor en helt unik oplevelse. Koret fik en hel dag i selskab med dramaturg Mariane Siem og operasanger Mariann Mikkelsen, der skulle indføre  dem i tryllefløjtens hemmeligheder. Det er ikke første gang, at Den Jyske Opera tilbyder workshops for skoler, når de har en opera, men det er første gang, den er med på turné. Som Mariane Siem siger:
- Vi er ligesom forløberen for forestillingen og giver deltagerne et indblik i og en form for dannelse inden for det at kende til opera, og så kan de jo tage deres forældre med til forestillingen og give dem en indføring i Mozarts Tryllefløjten.

Workshoppen

På én dag skal koret lave en lille opera baseret på den nok allermest kendte opera overhovedet, Mozarts Tryllefløjten, som de sidst på dagen opfører for et publikum bestående af resten af fjerde klasse og sjette klasse. Femte klasse er en del af forestillingen som henholdsvis drage og Sarastros vagter. Sarastro bliver spillet formidabelt af den anden korleder, Tobias Cassalette. Klasselæreren fra femte er et strålende dragehoved.

Inden koret når så langt og er klar til at møde publikum, har de sammen med dramaturg og papageno, Mariane Siems og operasanger og Nattens Dronning Mariann Mikkelsen øvet sig på forestillingen. Koret er mere end glade for, at de har fået lov til at være med. Som korleder Lene Folkersen siger: 

- Vi er så glade for, at vi endelig har fået lov til at synge, og det her giver eleverne noget ekstra, som motiverer dem. Vi har været i gang siden klokken otte i morges, og de er stadig fuldstændig opslugte.

Både de to workshopledere og korlederen synes, at eleverne er virkelig dygtige og nyder at se dem give sig i kast med sangene og materialet. Eleverne kommer ind fra frikvarteret allerede før det ringer. De følger med i hver en lille detalje af instruktionen og følger instruktionerne med både indlevelse og nysgerrighed. 

Efter den store pause er koret klar til at invitere statisterne med og holde den store generalprøve. Mariane Siem, med sit korte brune hår stående ud til alle sider, får gelejdet femte klasse på plads. Med energiske skridt skrider hun rundt om Sarastro og går i gang med at instruere de noget betuttede vagter. Med “1, 2, 3 march” og “hep hep hep”, får hun kommanderet dem til at gribe Nattens Dronning og slæbe hende tilbage til sin egen borg. Altså efter at Nattens Dronning alias Mariann Mikkelsen har fået dragen på plads. Efter et par forsøg har vagterne fundet deres form. Sammen med koret gennemgår de hele forestillingen.  Efter et par småjusteringer er alle klar til uropførelsen. 

Lene Folkersen fortæller: 

- De har glædet sig helt vild, og nogle har meldt sig til koret, fordi de vidste, at vi skulle lave det her projekt. Mariann Mikkelsen supplerer, – De er også meget på. Det fungerer bedst, hvis børnene er en gruppe, hvor de arbejder som en sammentømret enhed. Det fungerer ikke så godt, hvis der skulle være roller og hovedroller og den slags, siger hun. Sangene er fra “Tryllefløjten”. De er blevet skåret lidt til og sat ned i et toneleje, så børnene kan synge dem. Stykket handler om den magtkamp, der er mellem Sarastro og Nattens Dronning. Papageno er fortælleren, som tager publikum i hånden igennem historien. Der er desværre ikke plads til den kærlighedshistorie, som fylder rigtig meget i den klassiske “Tryllefløjten”. Stykket på Hiort- Lorenzen Skolen handler om, hvem der bestemmer i denne skov og magtkampen mellem de to og ender med, at børnene siger fra. 

Roen sænker sig

Det er tid til, at det går løs sådan for alvor. Der sænker sig en ro over gymnastiksalen, hvor publikum sidder inde i firkanter, som er mærket op med tape på begge sider af ”skoven” som er et langt tæppe imellem de to slotte. Sarastros i den ene ende og Nattens Dronning i den anden. Dragen og vagterne er placeret bag publikum op ad ribberne i begge sider.  På stole ved Nattens Dronnings slot er der fyldt godt op med forældre, bedsteforældre og andre voksne.  

Ind kommer Papageno iført flotte fjer og Nattens Dronning med makeup, stor sort kjole og hele pivtøjet. Selv Sarastro har fået kappe og krone på. Det tager noget tid, før Sarastro forstår Papagenos hentydninger til, at han har glemt at lukke døren. Til stor morskab for publikum. Forestillingen er i gang. Publikum er tryllebundet, og koret morer sig kongeligt. 

Da forældre og publikum har forladt salen, er det tid til en evaluering. Efter tur får koret en efter en lov til at sige, hvad der var godt, og hvad der ikke var så godt.  Én havde været bange for, at de ikke kunne nå det hele på én dag. Men det kunne de. Det var alle i koret ret stolte af. En anden synes, det havde været helt vildt sjovt. Der var ikke mange negative ting at sige, faktisk slet ingen.

Dramaturg Mariane Siem og multitalentet Mariann Mikkelsen , som både spiller klaver, tværfløjte og synger opera, håber på, at de også en anden gang for muligheden for at give skolebørn en kulturel oplevelse, som de får med dette projekt. Den Jyske Opera har fået støtte af A. P. Møller Fonden, så det var muligt,at de med workshoppen kunne følge forestillingen med rundt i det ganske danske land – og slå et smut ned over grænsen til Hiort- Lorenzen Skolen. 


Det handler om mod

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Mod er en styrke. Og selv om ikke alle synes, de er modige, er de det måske alligevel. Det ved indskolingen i Store Vi-Vanderup.

Scroll to top