Trækker i trøjen for en god sag

Fredag den 6. marts samles penge ind til Børnecancerfonden, når det igen er Fodboldtrøje-Fredag. Flere danske skoler syd for grænsen er med.

Det er et ganske simpelt koncept, der ligger bag FodboldtrøjeFredag, men det er en svær ting, der er fokus på, når det hedder: Tag en trøje fra dit yndlingsfodboldhold på og støt børn med kræft.

Det gør flere og flere hvert år den første fredag i marts, og FodboldtrøjeFredag har efterhånden vokset sig rigtig stor nord for grænsen, hvor der sidste år blev indsamlet over 13,8 millioner kroner til Børnecancerfonden. 

Start i Sporskifte

Syd for grænsen er udbredelsen af FodboldtrøjeFredag endnu begrænset, men på Oksevejens Skole satte skoleleder Kasper Heilmann gang i det for nogle år siden.

Hans søn havde været på sygehuset, hvor familien så nogle rigtig syge børn, så baggrunden var i første omgang et ønske om at hjælpe. Men der er også andre tanker bag FodboldtrøjeFredag i Sporskifte, som i år finder sted for femte gang:

- Det er selvfølgelig for at støtte en god sag, men det er også hele formålet med, at eleverne giver noget og støtter nogen, der har det rigtig svært, uden selv at få noget igen. Så ja, det er dejligt at kunne give nogle penge til et godt formål, men det er også læringen i det, siger Kasper Heilmann.

Det er ikke mindst i en håndboldby som Flensborg selvfølgelig helt i orden at tage en håndboldtrøje på i stedet for en fodboldtrøje, så på Oksevejens Skole er FodboldtrøjeFredag en SportstrøjeFredag. Og for hver elev, der har en sportstrøje på, donerer Kasper Heilmann en euro til Børnecancerfonden.

Eleverne søger sponsorer, sælger deres legetøj, slagter deres sparegris eller finder andre måder at skaffe penge på, og så donerer de pengene, som kan være alt fra 50 cent til 50 euro, til indsamlingen. 

Premiere i Harreslev

Det samme er tilfældet på Harreslev-Kobbermølle Danske Skole, som deltog i FodboldtrøjeFredag for første gang sidste år.

- Vi kunne have både en sjov dag og gøre noget godt samtidig, så vi bestemte os for at prøve. Og der var overvældende opbakning, fortæller Kerstin Belkin, der tog initiativet til FodboldtrøjeFredag på skolen. 

I Harreslev har skolen valgt at gøre lidt ekstra ud af dagen, så sidste år blev der blandt andet grillet »stadionpølser« til alle, og i år sættes et par timer af til fodboldlege. 

Kerstin Belkin har spurt eleverne i 4.a, som hun er klasselærer for, hvad de synes om FodboldtrøjeFredag, og ud over det gode ved pølserne nævnte flere, at »det er godt at hjælpe syge børn«, mens en mente, at det var »sjovt med fodboldtrøjer, fordi man sådan kunne vise, at man er sammen om noget«.

Sidste år kunne Oksevejens Skole sende 5000 kroner til Børnecancerfonden, mens Harreslev-Kobbermølle Danske Skoles debut resulterede i hele 1833,20 euro.

Og i fremtiden kommer der måske endnu mere fra Sydslesvig, for FodboldtrøjeFredag ser ud til at sprede sig lige så stille, da også Hiort Lorenzen-Skolen i Slesvig og Jens Jessen-Skolen i Flensborg er hoppet med på initiativet.


Fastelavn i Sydslesvig

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Nogle tog hul på løjerne i ugen inden, nogle holdt det på dagen, og nogle valgte at udskyde festen, til sygdom havde sluppet sit tag.  Men uanset hvad og hvornår: I de danske skoler og dagtilbud er fastelavn blevet fejret med maner.

Nye og forbedrede test er i brug

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Torsdag aften fik Skoleforeningens styrelse en redegørelse for, hvor langt arbejdet med test til kvalitetssikring er.

Juna hyldet for empati og ansvar

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Juna Gottschol fra 9. klasse på Sønder Brarup Danske Skole er modtager af årets Jens Jessen-pris.

Scroll to top