Skoleforeningens hverdag på tre dage

Repræsentanter fra dagtilbuds- og skoleområdet i fire nordiske lande har i denne uge gæstet Sydslesvig til Nordisk Træf 2025.

En gang om året er Skoleforeningen sammen med andre repræsentanter for skoler og daginstitutioner andre steder i Norden samlet til »Nordisk Træf«. 

Værtsrollen går på skift mellem deltagerne, og i år var det Skoleforeningens tur til at byde de nordiske kolleger velkommen til Sydslesvig. 

11 af de i alt 44 deltagere var fra Sydslesvig, og gæsterne kom fra Aarhus i Danmark, Bergen i Norge og de svensktalende i finske Åbo, mens den største delegation på hele 15 deltagere kom fra Göteborg i Sverige.

De ankom og blev indkvarteret i Slesvig søndag og blev i løbet af de tre følgende dage under den overordnede overskrift »Hverdagen« fyldt med informationer om Sydslesvig, det danske mindretal og Skoleforeningens institutioner, rolle og opgave – og havde deres egen »hverdag med i baglommen« til sammenligning. 

Intensiv information

Mandag formiddag gik med oplæg om blandt andet »PPR i hverdagen« og »Sproghverdag i Sydslesvig«, inden eftermiddagen var sat af til udflugt til blandt andet Dannevirke og Ansgar-bygningen i Slesvig, hvor man både møder dansk kirke, dansk bibliotek og dansk sundhedstjeneste. 

Sidst på eftermiddagen var deltagerne godt fyldt op med informationer, som for de flestes vedkommende var på dansk og dermed et fremmedsprog, så de var godt brugt, da de mødte op til dagens sidste programpunkt: Speeddating med mindretallet på A.P. Møller Skolen.

Det afholdt imidlertid ikke de tydeligt interesserede nordiske gæster fra at slentre rundt til de opstillede borde, hvor repræsentanter for mindretallets øvrige organisationer og foreninger stod parat med information og svar på eventuelle spørgsmål. 

Festlig afslutning

Tirsdagen gik med institutionsbesøg, hvor gæsterne deltes, så de med fokus på daginstitutioner besøgte Rendsborg-Bydelstorp, Tarp og Flensborg, og repræsentanterne på skoleområdet gæstede Tarp og A.P. Møller Skolen.

Dagen sluttede med festmiddag med musikalsk underholdning af Skoleforeningens eget orkester, SKURK, der vakte stor begejstring. Især afslutningsnummeret »We are Family« virkede nærmest symbolsk for det nordiske fællesskab. 

Med en lille madpakke og fyldt med indtryk rejste de nordiske gæster hjemad onsdag middag, men inden da havde formiddagens opsamling og fælles afrunding vist flere interessante ligheder og forskelle mellem den sydslesvigske og de andre landes hverdag. 

- Mest bemærkelsesværdigt var de samstemmende udsagn: »Jeres børn og unge er utroligt selvstændige«, hvilket vi tager til os som et bevis på, at vi lever op til målet om dansk pædagogik, siger Skoleforeningens direktør, Lars Kofoed-Jensen.

Sammen med gymnasieudvekslingen VUK er Nordisk Træf Skoleforeningens nuværende aktiviteter for at fastholde kontakten til Norden, som er en naturlig del af dansk sprog, kultur og pædagogik. 

Nordisk Træf 2026 vil foregå i Göteborg.


Fastelavn i Sydslesvig

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Nogle tog hul på løjerne i ugen inden, nogle holdt det på dagen, og nogle valgte at udskyde festen, til sygdom havde sluppet sit tag.  Men uanset hvad og hvornår: I de danske skoler og dagtilbud er fastelavn blevet fejret med maner.

Trækker i trøjen for en god sag

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Fredag den 6. marts samles penge ind til Børnecancerfonden, når det igen er Fodboldtrøje-Fredag. Flere danske skoler syd for grænsen er med.

Nye og forbedrede test er i brug

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Torsdag aften fik Skoleforeningens styrelse en redegørelse for, hvor langt arbejdet med test til kvalitetssikring er.

Scroll to top