Skolekor synger Sigurds sang – med Sigurd
Elever fra to danske skoler går på scenen med Sigurd Barrett til friluftsmødet i Flensborg.
Efter flere succesfulde arbejdsweekender på lejrskolen Vesterled, stod børnehavekolonien Hjerpsted nu for første gang for skud.
Knap 50 forældre og børn, to ansatte på Hjerpsted og to Hjerpsted-ansvarlige fra Skoleforeningen mødtes i den forgangne weekend til et døgns forskønnelse af børnehavekolonien.
Både ude og inde var der ting, der trængte, og det er en lang liste, en meget tilfreds Linda Skrydstrup fra Dagtilbudskontoret kan sætte hak ved:
Begge gange og spisestuen er malet, der er bygget tre børne- og en voksenbænk til bålstedet, repareret et stakit og malet et andet, gravet gamle bildæk op af græsplænen og repareret døre i skuret, så de nu også kan lukkes.
Mega forkælet
Det var ikke alle opgaver, børnene kunne være med til, så mens de voksne var i gang med dem, var børnene underholdt på anden vis.
Og som det er på Hjerpsted, blev der hygget om alle af madmor Susanne og hendes kollega Bettina.
- Forældrene fik lov at prøve, hvordan det er at være barn på Hjerpsted, siger Linda.
Det betyder, at der ud over eksempelvis at blive hejst flag lørdag morgen og øvet »Hjerpstedsangen«, sunget før spisning og børstet tænder i fællesskab i børnenes badeværelse, blev fyldt maver i stor stil, fortæller Linda, der med opremsningen af lækkerier fra chokoladekage over lasagne til koldskål med kammerjunkere konstaterer, at det arbejdende folk blev »mega forkælet«.
Derudover noterer hun sig, at arbejdsopholdet også har haft en pædagogisk effekt:
- Der var flere forældre med børn, som skal på Hjerpsted første gang, og de kunne lige se det hele an. Og der var en dreng, som havde haft hjemve første gang, han var på Hjerpsted, men som nu har fået en super god oplevelse og kan tage det med, når han skal af sted med sin børnehave igen, siger hun.
Klar på gentagelse
Arbejdsdøgnet begyndte fredag aften og sluttede lørdag midt på eftermiddagen.
Og i det tidsrum har de frivillige ikke kun arbejdet og hygget, de har også sparet Skoleforeningen for en god sum penge i vedligeholdelsesudgifter.
- Vi kunne spare personale og ca. 3000 euro – når materialerne er trukket fra. Jeg synes, det var en stor succes, siger Lydia Graunke-Butz fra Skoleforeningens rejsekontor.
Hun og Linda er da også klar til at gentage succesen:
- Alle var meget motiveret og ville nærmest ikke køre hjem igen lørdag. De vil gerne hjælpe igen, og vi har egentlig allerede vedtaget, at vi gør det igen. Og så måske en hel weekend, siger Linda Skrydstrup.
Elever fra to danske skoler går på scenen med Sigurd Barrett til friluftsmødet i Flensborg.
Den danske europaminister Marie Bjerre kommer til Flensborg.
Torsdag blev den ny fodboldbane i Kilseng Børnehave taget i brug for første gang.