På sporet af mosekonen

Ørsted Børnehave og den tyske børnehave i Tønder har sammen deltaget i et gratis grænseoverskridende projekt. I sidste uge mødtes de til den sidste fælles aktivitet.

Torsdag den 25. juni var en varm dag, og sådan en dag er det helt perfekt at gøre som de mellemste børn i Ørsted Børnehave: De var i skoven.

Det var nu ikke en pludselig indskydelse grundet vejret, at de 12 børn og deres voksne nu befandt sig i den svalende skygge under træerne i Langenhorner Heide nord for Bredsted, det var en længe planlagt udflugt sammen med børn fra den tyske børnehave i Tønder.

De to børnehaver har deltaget i det grænseoverskridende projekt VildKunst, som Kulturaftale Sønderjylland-Schleswig har organiseret og finansieret. 

- Det blev præsenteret på et kursus i udeliv, jeg var på, og så var jeg hurtig til at melde ind på det. Sådan et gratis tilbud skal man da tage imod, siger Lis Jessen fra Ørsted Børnehave.

Børnehaverne har begge hørt og arbejdet med de samme to natureventyr og hver især haft besøg af kunstneren Kerstin Maywald, som sammen med børnene er dykket ned i det ene af eventyrerne og brugt naturmaterialer til at lave kunst.

I Tønder arbejdede børnene med »Konko og kampen om åen«, mens Ørsted-børnene havde fornøjelse af »Bera og mosekonens forbandelse«, som der blev lavet lerfigurer til.

Kryb og kravl

De to eventyr var dernæst omdrejningspunkt for to fælles udflugter, den første sammen med Konko i Tønder, og den næste altså med Bera på en af de varmeste junidage i Langenhorner Heide.

Her ledte Kerstin børnene gennem et afvekslende landskab af skov, krat, mose og hede på jagt efter det, der kunne ophæve mosekonens forbandelse. 

Børnene kløede på, og overalt på den knap to kilometer lange tur var der spændende ting at se. Her en sommerfugl, der en lille frø. Væltede træer og hemmelige huler. Guldsmede, der fløj livligt omkring over de små søer, og skovmyrer, der vrimlede op og ned ad børneben og også bed til, hvis det skulle være.

Af og til var der en lille pause, hvor der blev guflet lidt frugt, drukket noget vand, spist pølsehorn og en enkelt muffin, og ind imellem fortalte Kerstin så om de ting i eventyret, børnene skulle finde og ophæve forbandelse med.

Om sprog, møde og oplevelser

Hvor meget af historien, børnene kunne huske – eller koncentrere sig om i varmen og de spændende omgivelser – varierede. Men det grænseoverskridende projekt handler også om så meget mere, mente Lis Jessen.

Det handler blandt andet om sproget og det dansk-tyske møde. Da børnehaverne var på udflugt i Tønder, foregik det hele på tysk, og da de mødtes syd for grænsen, var det hele på dansk. 

- Måske tænker de ikke så meget over, at der bliver skiftet mellem sprogene, for vi kan jo alle sammen begge sprog. Men da vi arbejdede med det ene eventyr på tysk, som vi i vores børnehave har læst på dansk, opstod der lidt forvirring, fortalte Lis på turen gennem Langenhorner Heide.  

Det vil børnene nok ikke hæfte sig yderligere ved, men mødet handler også om noget andet, nemlig oplevelser. Udflugterne er nemlig noget af det, børnene vil kunne huske, og som vil sætte sig i dem i lang tid.

Det er med vilje, at Ørsted Børnehave har valgt, at det var børnene i fireårsalderen og ikke førskolebørnene, der var med i projektet. Både, fordi Tønder deltog med sine ældste børn, der er samme alder, men også fordi Ørsted-børnene, som jo fortsætter i børnehave, så kan arbejde videre med eventyrerne og naturlivet efter sommerferien. 


FAKTA

VildKunst
- et gratis tilbud til børnehaver fra Region Sønderjylland-Schleswig

Formål:
VildKunst gør det nemt for børnehavebørn at mødes på tværs af grænsen og skabe sammen gennem kunst og natur.

Indhold:
Børnene går på opdagelse i grænselandets natur med udgangspunkt i eventyrerne i appen Natureventyr.
Man følger en af de 14 ruter, lader sig fortrylle af historien og skaber før og/eller efter kunstværker i og med naturen sammen med en professionel kunstner.


Kilde: Kulturfokus, Region Sønderjylland-Schleswig


Slow fashion: Elever på sykursus

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Den 17. marts blev en flok elever fra Satrup Danske Skole udnævnt som »Fremtidens helte« og fik overrakt 2500 euro til deres upcycling-projekt. I denne uge har de brugt nogle af pengene.

Musikken fortsætter i SdU

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Skoleforeningens frivillige musikundervisning sættes på pause fra næste skoleår. SdU træder til med hjælp.

Lyksborg Daginstitution med Hjerpsted-Video

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Årets Hjerpstedtema var Den lille larve Aldrigmæt. Gennem ugen har vi bidt os gennem vores traditionelle aktiviteter såsom flaghejsning, slikbutik, stranddag, båldag, pyjamasparty, historiefortælling samt masser af fri leg, hygge og praktiske opgaver.

Scroll to top