Borreby på tur
Borreby Daginstitution tager gerne en tur på gåben til Hans-Christian-Andersen-Weg i Egernførde. Her i november er det for at lære kommende skolekammerater at kende.
Det er i år lykkedes at matche 38 par i elevudvekslingen, der foregår i uge 45-47. Et af dem er Lotte og Astrid, som startede udvekslingen i Sydslesvig.

Astrid Poulsen er 12 år og går i 6. klasse på Skt. Josef Skole i Roskilde. Hun har i uge 45 boet hos Lotte Buchholz, der fylder 12 år lige om lidt og går i 6. klasse på Husby Danske Skole.
Skønt de to piger har en del til fælles, er der også en verden til forskel på deres hverdag, og det får de lov at opleve som et af de 38 par, der i år deltager i elevudvekslingen mellem Danmark og Sydslesvig.
For eksempel bliver Lottes klasse undervist sammen med 5. klasse, og 5.-6. klasse på Husby Danske Skole tæller tilsammen 20 elever.
- På hele skolen er der 51 elever, siger Lotte.
Hun smiler. Det gør Astrid også. For det er mildest talt noget helt andet end på skolen i Roskilde.
- Vi er 72 på min årgang, siger Astrid tørt.
Hun går i en ren 6. klasse med 24 elever, og på hele skolen er der 1200 elever, fortæller hun, og Lotte forestiller sig en »mega stor skole« og en »virkelig anderledes« hverdag.
På Lottes lille skole undervises tysk på modersmålsniveau, men så langt er de ikke i Roskilde, så i tysktimerne i Husby har Astrid lige som ugens anden udvekslingselev i 5.-6. klasse, Kristian fra Egtved, fået andet at lave end de andre.
Ud over at gå i skole har pigerne lavet alt muligt sammen. De har snakket, spillet Nintendo, sovet, shoppet, været til håndboldtræning og i det hele taget bare hygget
En del skuffes
Interesseren for den grænseoverskridende elevudveksling er større fra sydslesvigsk end fra dansk side, så Skoleforeningens rejsekontor har de seneste år desværre måttet skuffe en del elever.
I år var der 85 interesserede fra Sydslesvig, men kun 39 tilmeldte fra Danmark, og de skal så matches, så de passer sammen i køn, alder og klassetrin. Med 38 af 39 mulige match lykkedes det ret godt. Sidste år var der flere tilmeldte fra begge sider af grænsen, men da kunne der også kun matches 38 par.
Astrid har allerede holdt oplæg om udvekslingen for sin klasse, så nu håber hun, at der er flere fra hendes skole, der måske kan få øjnene op for mulighederne. I hendes tilfælde var det hendes far, der så et opslag på Facebook og spurgte, om det var noget for hende. Det var det.
- Jeg kan godt lide at rejse og lære andre folks kultur at kende, siger hun.
For Lotte kom inspirationen også fra familien:
- Min søster har prøvet det før, og hun fortalte, det var så sejt i Danmark, og de lavede fede ting. Så jeg var så sikker på, at jeg også gerne ville være med. Og jeg var SÅ glad, da jeg fik et match, siger hun.
Lidt akavet start
Men hvordan er det så lige at dumpe ind i en anden piges hverdag, når man slet ikke kender hinanden? Ja, det kan måske være lidt svært, men de to familier gjorde, hvad de kunne, for at gøre det hele lidt lettere.
- Vi facetimede først. Eller…. Det var mest vores forældre, der facetimede. De snakkede sammen. Vi sad der bare, siger de to piger samstemmende og griner.
Det første fysiske møde fandt sted på en café i Flensborg i efterårsferien.
- Det var da lidt akavet i starten, siger Astrid, men efterhånden begyndte pigerne at snakke om, hvad de skulle huske at have med sig på de gensidige besøg.
Astrid flyttede ind hos Lotte søndag, og ved mødet med avisen om torsdagen er den første usikkerhed for længst glemt.
Pigerne griner sammen og nyder hinandens selskab, og der er endda plads til lidt drillerier.
I uge 47 tager Lotte til Hedehusene, hvor Astrid bor. Og når den uge er forbi, er årets elevudveksling forbi.
- Vi gør det gerne igen! Og gerne med den samme!, siger de to piger, der lige vil huske at sige, at:
- Vi kan klart anbefale elevudvekslingen til andre.
Fakta
Elevudvekslingen foregår i uge 45-47. Mødet er gensidigt. I én af ugerne besøger eleven fra Sydslesvig en elev i Danmark og følger dennes familiehverdag og skolegang. I en af de andre to uger tager eleven fra Danmark med hjem til den sydslesvigske elev, oplever en dansk skole i Sydslesvig og møder den nye familie.
Elevudvekslingen sker i samarbejde mellem Skoleforeningen og Grænseforeningen.
Se mere på: www.feriebarn.dk
Borreby Daginstitution tager gerne en tur på gåben til Hans-Christian-Andersen-Weg i Egernførde. Her i november er det for at lære kommende skolekammerater at kende.
For første gang har Ture Pejtersen og Eberhard von Oettingen i år også spillet op til Spil Dansk-dag uden for Flensborg.
Her i Skovlund-Valsbøl er en af vores indsatsområder i dette skoleår, at vi skal blive bedre til at tale dansk. Samarbejdsrådet, lærerne og eleverne er med på indsatsen.