Wilfred og de vildfarne flodheste
Wilfred Haahr Møller, der går i 6. klasse på Oksevejens Skole, er vinder af Den sydslesvigske skrivekonkurrence 2025/2026.
Inspireret af TBZ’ affaldsindsamling, Frühjahrsputz, den 6. marts satte Kilseng Børnehave sig for at gå på gaden og gøre en hel masse for miljøet.

Den 24. februar blev der samlet første gang, og løbende har der været grupper af sted.
Udstyret med tang og handsker venligst skænket af TBZ og med et gåpåmod af en anden verden er børnene trasket lokalområdet tyndt og har samlet det skrald op, de mødte på deres vej. Også affald i buske og krat, der ikke lige sprang i øjnene, er blevet gravet frem og smidt i en opsamlingspose.
- Vi gør det for menneskene, dyrene, omverdenen og for at skabe en bevidsthed hos børnene. Jeg synes, det er så vigtigt, siger Lena Schreiber, som er en af de voksne, der har været allermest i gang med tang og affaldsposer sammen med børnene.
- Når man går og samler affald, bliver man meget opmærksom på, hvad der ligger, og det gør børnene også. De bliver tit meget forarget, fortæller hun.
Når dagens indsamlere er kommet hjem, har børnene været samlet i rundkreds og snakket om affald, og for hvert kilo, der er blevet samlet, er der er blevet lagt en kugle i et glas.
Det er blevet til mange kugler.
Sørgelig succes
Indsatsen har efter mindre end en måned nemlig resulteret i hele 101,9 kilo indsamlet affald. 100 kilo-milepælen blev nået den 20. marts.
Hvert stykke indsamlet skrald vejer ikke så meget, så når man har samlet bare fire kilo, fylder det faktisk meget. Nogle gange er der blevet samlet i to sække, og det har vejet halvandet kilo, så det er ikke svært at regne ud, at 100 kilo er enormt meget og har krævet en enorm indsats.
- Vi overvejede, om det måske var muligt at nå over 100 kilo og tænkte, at det kunne være sjovt. Men det er jo på en måde også sørgeligt, siger Lena Schreiber.
Det sørgelige består naturligvis i den store mængde affald smidt i naturen, men også i, at der kan samles affald på steder, hvor børnene allerede har været.
En af de andre voksne, der har været af sted med handsker og affaldsposer, Anders Wohlenberg, mener, at det betyder noget særligt, når det er små hænder og korte ben, der går på gaden for at rydde det op, andre har smidt:
- Det giver et stærkt signal, at det er børnene, der samler op efter de voksne, siger han, og der er enighed om, at man da kan håbe, at folk får så dårlig en smag i munden, at de tænker sig om, inden de smider noget næste gang.
Også hos børnene er der blevet reflekteret over, hvad deres affaldsindsamling betyder, fortæller Lena Schreiber:
- Flere har sagt, at hvis det er pænt i forvejen, er der måske mange, der ikke er så tilbøjelige til at smide affald fra sig, siger hun.
Det er nok ikke en helt forkert antagelse, for det er indtrykket, at der generelt faktisk er lidt mindre affald at samle op for hver gang, Kilseng-børnene tager en runde.
Men der er altså stadig noget, og børnene stopper ikke her. Måske tager de bare en affaldspose med, når de alligevel er på tur, men de vil i hvert fald fortsat samle det affald op, de møder på deres vej.
Wilfred Haahr Møller, der går i 6. klasse på Oksevejens Skole, er vinder af Den sydslesvigske skrivekonkurrence 2025/2026.
Igen var læselyst, læseglæde og læsemuligheder i fokus, da Harreslev-Kobbermølle Danske Skole holdt læsedag.
Dansk Skoleforening for Sydslesvig har besluttet at stoppe de igangværende forhandlinger med fagforeningerne og anmode Sydslesvigudvalget om accept af at starte helt nye forhandlinger efter sommerferien 2026.