Økonomien fylder – også i Fællesrådet
Torsdag blev forårets fællesrådsmøde afholdt i Slesvig. Skoleforeningens dårlige økonomi tog en del af dagsordenen, men der var også plads til gode historier.
Folk skal kende til de danske tilbud – også på Ejdersted. Det mener Uffe-Skolen og Ejdersted Daginstitution, der har øget aktivitetsniveauet i offentligheden.

De har gjort det før, men det var ved at være længe siden, så inden for den seneste tid har Uffe-Skolen i Tønning og Ejdersted Daginstitution med afdelinger i Tønning og Garding igen gjort en del for at gøre opmærksom på sig selv.
- Vi vil fremme synligheden. Vi vil gerne, at folk ser os og lærer os at kende, siger Kerstin Meinert, der er dagtilbudsleder på Ejdersted.
Snakken om øget synlighed har været i gang længe – også længe før, det kom på tale at lægge afdelingen i Garding i bero og fremover kun have dagtilbud i Tønning, men det er ifølge Kerstin Meinert, »klart, at al den snak om Garding har øget aktivitetsniveauet«.
- Folk er rykket endnu mere sammen på Ejdersted, siger hun.
Kæmpe succes
Således er der mobiliseret nogle kræfter for især at få flere familier til at vende blikket mod de danske tilbud, når de skal vælge fremtid for deres børn.
Som et af initiativerne havde skolen og daginstitutionen i marts inviteret til åbent hus på matriklen i Tønning, hvor der også var loppemarked, besøg af brandvæsenet og Røde Kors – og masser af forældreproduceret kage.
- Det var en succes. Der skal nok have været et par hundrede jævnt fordelt over hele dagen, siger Kerstin Meinert.
- Og mange, vi ikke kendte i forvejen.
Alle er velkommen
Det var netop et af målene: At hente folk ind, som aldrig har været der før.
For før folk kan gøre brug af de danske tilbud, skal de lige vide, at de findes – og at alle er velkommen til at gøre brug af dem.
- Vi er i princippet åbne for alle, og det er vigtigt, at folk ved det. Vi oplever, blandt andet til årsmøderne, at selv om vi prøver at være åbne, så tænker folk, at man kun er velkommen, hvis man kan tale dansk eller har forældre, der engang har været i det danske system, siger Kerstin Meinert.
Når først folk har turdet bevæge sig indenfor, kan man vække deres interesse. Og så kan man begynde at fortælle om det danske.
For det skal man som voksen også vælge til, hvis man vælger et dansk tilbud til sine børn, understreger dagtilbudslederen.
- Der ER nogle forventninger, når man melder sit barn ind i en dansk institution, blandt andet om, at man lærer dansk, lærer om den danske kultur, deltager i arrangementer og gerne engagerer sig i det danske foreningsliv, siger Kerstin Meinert.
Også det er folk tilsyneladende klar til, for efter det åbne hus har der været »adskillige henvendelser«, og to børn er allerede meldt ind i daginstitutionen.
Yderligere initiativer
Dagen efter det åbne hus i Tønning, var Ejdersted Daginstitution med til byfest i Garding, hvor hele byen og dens foreninger præsenterede sig selv under mottoet »Garding – grün(t), bunt und geschäftig«, og initiativerne for øget synlighed stopper ikke her.
Daginistitutionens og skolens samarbejdsråd har genoptaget en tidligere tradition og holder således fælles møder, hvor de samles om en fælles indsats.
Det er planen at gøre det åbne hus til en fast tradition, julemarkedet i Garding og på Uffe-Skolen ER skrevet i kalenderen, og så overvejes det lige nu, om man også skal deltage i det store julemarked i Pakhuset i Tønning.
Torsdag blev forårets fællesrådsmøde afholdt i Slesvig. Skoleforeningens dårlige økonomi tog en del af dagsordenen, men der var også plads til gode historier.
Onsdag fejrede Vesteralle Børnehave sin 50 + 5 års fødselsdag. Den 15. april havde Vesteralle Børnehave sat eftermiddagen af til en ordentlig omgang fødselsdagshygge.
Wilfred Haahr Møller, der går i 6. klasse på Oksevejens Skole, er vinder af Den sydslesvigske skrivekonkurrence 2025/2026.