Messe viste mangfoldighed i dagtilbud

Kreativiteten ville ingen ende tage, da Skoleforeningens 55 dagtilbud præsenterede, hvad de har arbejdet med under “Kita-Aktionsprogramm”.

Messe viste mangfoldighed i dagtilbud

Torsdag aften i denne uge havde Skoleforeningens dagtilbud inviteret til vidensdelingsmesse omkring forårets store projekt ”De 4 elementer i bevægelse og bæredygtighed”

- Projektet har givet dagtilbuddene energi og glæde. Børnene har haft mulighed for at dykke ned i emner omkring natur og naturvidenskab. Alle dagtilbud har fået Friluftsrådets »grønne flag«. Tusind tak til det pædagogiske personale i dagtilbuddene, fordi I alle sammen er en engageret, motiveret og berigende del af Skoleforeningen, sagde dagtilbudschef Petra von Oettingen i sin velkomst.

Dagtilbudskonsulent Solveig Bendorff opsummerede i tal, hvad publikum kunne se med egne øjne på messen:

Stort engagement

-Der er blevet plantet 55 træer, hejst 55 grønne flag – en certificering via friluftsrådet, som har været ude i hver eneste institution for at arbejde med børn og voksne omkring de 4 elementer og bæredygtighed. Nogle dagtilbud har allerede fået fornøjelsen af et kulturelt indspark via teaterstykket Damen der blev til et træ (for de store) og Græshoppesalsa (for de mindste). Og nogle kan se frem til det i løbet af året, sagde hun. Derefter opfordrede Solveig de talrige gæster til at bevæge sig rundt på messeområdet for at opleve, afprøve og gå i dialog med dagtilbuddene om deres spændende aktiviteter og erfaringer.

I Kielseng Børnehave har de arbejdet med emnet »vand«. Børnehaven i Flensborg ligger tæt på fjorden, så det har været et oplagt emne. Børnene har blandt andet eksperimenteret med vand, bygget en vandbane, været forbi byens vandtårn og rensningsanlæg, og de store børn har været til svømning. Svømmeprojektet var et samarbejde med nogle lærerstuderende fra universitetet i Flensborg, som gerne ville øve sig i at undervise børn.

Og projektet har været med til at styrke børnenes kompetencer. De følte sig styrket på både det motoriske og sociale område, siger pædagogerne.

Ørsted Børnehave præsenterede på messen en model af deres »naturlegeplads«.

- Vi ønsker at skabe et læringsmiljø, der inspirerer børnene til at udforske og værdsætte naturen omkring dem, forklarede pædagogerne.

Kreativitet

På legepladsen er der blandt andet et insekthotel, som er hjem for alle mulige små insekter, hvor børnene så kan iagttage og lære om insekternes vigtige rolle i naturen. Børnehaven har også en køkkenhave, hvor børnene kan dyrke deres egne frugter, grøntsager og urter. Her lærer de om bæredygtig madproduktion, økologi og betydningen af at spise friske og sunde fødevarer. Børnene er involveret i hele processen lige fra at så frøer til at høste afgrøderne og tilberede lækker mad.

Det var en stor oplevelse at vandre igennem messen og opleve alle de kreative og lærerige processer, som pædagogerne og børnehavebørnene i Sydslesvig har været en del af de seneste måneder.


Det handler om mod

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Mod er en styrke. Og selv om ikke alle synes, de er modige, er de det måske alligevel. Det ved indskolingen i Store Vi-Vanderup.

Scroll to top