Kunst i børnehøjde

Årets fællesprojekt i Oksevejens Daginstitution havde ‘kunst og kultur’ som tema. Og det bragte børnene i mange forskellige retninger.

Lad og føle, høre, se…..kunstens ABC!

Det er overskriften for det projekt, der de seneste otte uger har været i gang i Oksevejens Daginstitution

Projektet var det årlige fællesprojekt for vuggestue og børnehave, og børnene i begge afdelinger har arbejdet med kunst og kultur – naturligvis på forskellige planer, men alle med samme fokus og mål:

At børnene får en følelse af, at de selv kan være ‘kunstneren’, at de oplever glæden ved at skabe noget, at de tør at eksperimentere med forskellige materialer, redskaber og teknikker, udvikler deres kreativitet, fantasi og nysgerrighed, og at de får kendskab til grundfarverne og møder forskellige æstetiske udtryk, der hjælper til at styrke deres æstetiske bevidsthed. 

Kunst på alle måder

Straks man trådte indenfor i børnehaveafdelingen, hvor køkken-alrummet var pyntet op med forskellige rekvisitter, kunne man fornemme, at der var kunst i luften. Og dykkede man lidt ned i det, opdagede man, at det var kunst på alle tænkelige måder.

Onsdagene var børnene i deres egne grupper med mulighed for ture ud af huset, blandt andet er det blevet til et besøg hos en rigtig kunstner, nemlig Christian Ristau, der har atelier inde i Flensborg.

Fredagene var der fælles aktiviteter med vuggestuen, hvor børnene i blandede grupper arbejdede med udekunst. 

Og de resterende dage var både børnehavebørnene og vuggestuebørnene delt på tværs med kunstværksteder, hvor det var muligt at komme gennem et stort spektrum af kunst og kultur: Musik og dans, fotografi og følelser, tryk og farver foregik indendørs, mens der på udeområdet var action painting, pindedyr og kunst med fjer, perler og meget mere.

Krydret med highlights

Og indimellem skete der lidt ud over det sædvanlige, som eksempelvis i slutningen af 3. projektuge, da tegneren Kim Schmidt kom på besøg.

Kim Schmidt har lavet adskillige tegneserier og illustrationer til stort og småt, og i Flensborg og omegn er hans bykort ‘Flensburg Wimmelbild’ med seværdigheder og særligheder i fjordbyen en kendt og populær plakat at hænge op.

Og sådan en tegneserietegner kan noget, som ikke mange kan: Han kan tegne, lige hvad det skal være – og ovenikøbet få det til at ligne. 

Så da børnehavebørnene nævnte det ene dyr efter det andet, som Kim godt måtte tegne, gjorde han bare det. På bedste tegneseriemaner gav han tegningerne et lille twist, der fik børnene til at juble af fryd, og således fik de syn for sagen for, hvad man kan med sin tegning.

Efterfølgende fik nogle af børnene ovenikøbet mulighed for at være med i en workshop med Kim      Schmidt.

- Vi kan se og mærke, at børnene er blevet mere trygge i deres kreativitet. De prøver forskellige ting og er ikke bange for, at det, de laver, ikke bliver godt. For det bliver kunst, siger dagtilbudsleder Stina Purrucker om det veloverståede projekt.

 - Ligeledes kan vi observere, hvordan børnene er indgået i nye relationer. De har mødtes om fælles kreative processer og fået mulighed for at udtrykke sig sammen på nye måder.

Det sidste highlight i kunstforløbet var fredag den 27. juni, da det hele, som det sig hør og bør, sluttede med fernisering over de små kunstneres værker. 


Fødselsdag fejret med fest og nyt flag

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Den 13. juni holdt Skt. Hans-Børnehave stor sommerfest med alt, hvad dertil hører – og lidt mere til. Der blev nemlig fejret fødselsdag for børnehaven, der i år fylder 75 år.

Workshop for voksne

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Alle voksne, der har lyst til at synge sammen med andre, inklusive to skolekor, er mere end velkommen til at være med til korworkshop og -koncert.

Scroll to top