Fem meters tid på tre kvarter

I anledning af den landsdækkende højtlæsningsdag den 21. november havde Jernved Danske Skole fået besøg af Slesvig-Holstens uddannelsesminister Dorit Stenke.

Det var en flok meget opmærksomme indskolingsbørn på Jernved Danske Skole, der fulgte med i ordene fra dagens gæst. 

Det var Slesvig-Holstens uddannelsesminister, Dorit Stenke, der var kommet i anledning af den årlige højtlæsningsdag, og selv om det som sådan var spændende nok at få besøg, var det lige nu den bog, hun læste op af, som var mest interessant.

En historie, to sprog

Mottoet for højtlæsningsdagen var i år »Højtlæsning taler dit sprog«, og det havde ministeren og hendes dansktalende ledsagerske fra ministeriet, Amrei vom Endt, taget til sig, da de læste op af den tosprogede bog »Fünf Meter Zeit/Fem meters tid«. Ministeren på tysk og Amrei vom Endt på dansk.

Historien handler om en lille snegl, der krydser en vej og for en kort stund nærmest får hele verden til at gå i stå, eller i hvert fald får mange til at tænke på, hvad der virkelig er vigtigt.

Ministeren læste op i en behagelig tone, og ind imellem holdt hun inde og viste billederne i bogen, som hun, Amrei og børnene så snakkede om. 

En historie, to sprog og tre kvarter kan være lige lovlig meget for en flok livlige børn, men de 19 yngste elever på den lille danske skole var eksemplariske eksempler på god opførsel.

Vigtig mangfoldighed

De sidste sider af bogen var det godt nok lidt en udfordring at sidde helt roligt, men munden stod imponerende nok stille på dem alle. 

Og da der til sidst blev snakket om bogen og dens overordnede tema, var det tydeligt, at børnene havde fulgt med hele vejen. 

De var også vakse, da der blev lagt op til en lille spørgerunde, som hurtigt kom væk fra bogen og til at handle om ministeren.

»Hvorfor er du blevet minister?«, »Hvad laver du i dit job?« og »Var du god i skolen?« var bare nogle af de direkte spørgsmål til Dorit Stenke, som svarede beredvilligt på dem.

Til sidst ønskede børnene på gensyn med et »Farveeeel«, og ministeren tog derfra med nye indtryk.

»Højtlæsningsdagen viser, hvor vigtig sproglig mangfoldighed, børneperspektiver og fælles uddannelsesrum er. Mange tak til skolen og Dansk Skoleforening for Sydslesvig for den fantastiske mulighed«, skrev hun efterfølgende på Instagram. 


Fastelavn i Sydslesvig

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Nogle tog hul på løjerne i ugen inden, nogle holdt det på dagen, og nogle valgte at udskyde festen, til sygdom havde sluppet sit tag.  Men uanset hvad og hvornår: I de danske skoler og dagtilbud er fastelavn blevet fejret med maner.

Trækker i trøjen for en god sag

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Fredag den 6. marts samles penge ind til Børnecancerfonden, når det igen er Fodboldtrøje-Fredag. Flere danske skoler syd for grænsen er med.

Nye og forbedrede test er i brug

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Torsdag aften fik Skoleforeningens styrelse en redegørelse for, hvor langt arbejdet med test til kvalitetssikring er.

Scroll to top