Unge satte gang i læselysten i Husum
Husum Danske Skoles nye biblioteksbøger er blevet præsenteret for udskolingseleverne. Det skete ved en stor fest, som elevernes egen læseklub stod bag.
Den 30. september havde A. P. Møller Skolen sin første ‘Skolens Dag’ – tilrettelagt for eleverne af eleverne.

Det er tirsdag den 30. september, og overalt på A. P. Møller Skolen er der aktivitet. Af meget forskellig slags.
Der bliver danset discofox i underetagen, arbejdet med perler og malet. Udenfor er der golf for begyndere og i hallen volleyball i den ene ende og brydning i den anden.
Nogle laver musik, andre laver mad, flere med udpræget pokerfjæs og andre uden er gået i spillebulen, og enkelte er krøbet sammen i hyggekrogene med en bog i skødet og kage på bordet.
Og det bare for at nævne lidt af det, som dagens fotograf, Jonna Voßberg fra 13. årgang, begiver sig rundt for at dokumentere med sit kamera.
Skolens Dag
Dagen er en særlig dag, for det er i dag, skolen markerer sin fødselsdag.
Arnold Peter Møller, eller A. P. Møller, som han er bedre kendt som, blev født den 2. oktober 1876, og A. P. Møller Skolen har traditionelt brugt den 2. oktober eller dagene omkring til at fejre sin tilblivelse.
I starten har markeringen været holdt på lille blus, så voksede den sig større, og de seneste par år har dagen været afholdt under overskriften »Bæredygtighedsdag«, ligeledes med forskellige aktiviteter, men kun for gymnasieoverbygningen.
I år er fødselsdagsaktiviteterne for første gang for hele skolen, og meget sigende har dagen fået navnet ‘Skolens Dag’.
Og den er arrangeret af eleverne selv:
- Vi har et fællesskabsudvalg med elever på tværs af klasserne, og det er dem, der har arrangeret dagen, fortæller Jonna.
Normalt er eleverne mere delt i gymansieafdeling og fællesskole, men på Skolens Dag er alle blandet, fortæller hun og opsummerer hensigten med dagen:
- Det er en hyggelig dag på tværs – for fællesskabet.
Eleverne har kunnet vælge sig ind på det, de havde lyst til, og et langt stykke hen ad vejen er det også eleverne selv, der står i spidsen for de workshops, der er blevet tilbudt. Lærerne er på skolen, men det har stået dem frit for, om de ville tilbyde en aktivitet eller bare være til stede.
- Nu har eleverne taget ejerskab, så det er vi glade for. De har selv valgt, og det er rigtig fint – det giver noget ansvar, erfaring og fællesskab, siger en tilfreds rektor, Jens Verdoner, der konstaterer, at dagen ser ud til »at være en succes«.
Husum Danske Skoles nye biblioteksbøger er blevet præsenteret for udskolingseleverne. Det skete ved en stor fest, som elevernes egen læseklub stod bag.
På Jes Kruse-Skolen har de ældste elever haft hurtige stævnemøder med udvalgte bøger, og det blev taget godt imod.
Den regionale tv-station RTL Nord har besøgt Nibøl Danske Skole for at finde ud af, hvad nisser egentlig er for en størrelse.