Emneuge med konkret output

Store Vi-Vanderup Danske Skole har i en uge været omdannet til minisamfundet Grønby. Og det har kastet noget helt konkret af sig, nemlig en ny hjemmeside.

En emneuge giver som regel eleverne noget andet end almindelig undervisning. 

Noget, som måske ikke sådan lige er til at tage at føle på, men som man på et tidspunkt vil opdage, eleverne har fået med sig. 

Sådan en emneuge var Store Vi-Vanderup Danske Skoles også for nylig. 

Skolen var omdannet til et helt minisamfund, hvor eleverne på tværs af klasser gik på arbejde, tjente penge og brugte dem igen.

- Et af målene med ugen er, at de store arbejder sammen med de små. Det er vigtigt. Det er relationsdannende, og det giver perspektiver, sagde skoleleder Henner Bock i en pause fra dagens arbejde på Grønbys marketingkontor. 

Intet arbejde, ingen løn

Et andet mål med minisamfundet var at præsentere eleverne for, hvordan ‘den virkelige verden’ fungerer. Også det blev opfyldt.

Der var både nogle, der måtte sande, at man nok bliver nødt til at arbejde og tjene nogle penge, hvis butikken skal holdes i gang. Andre mærkede, hvor givtigt og succesfuldt det kan være at arbejde sammen, nogle mærkede stolthed over at kunne sælge sine produkter til Grønbys beboere og gæster, og en enkelt eller to mærkede, hvor træls det er, når man mister sin pung.

- De oplever, hvad der skal til, for at ‘butikken’ løber rundt. De bliver nødt til at tjene nogle penge. Og når de ikke arbejder, fordi de tilbringer det meste af dagen ovre i Grønby Gym, så får de heller ingen løn, sagde skolelederen, der var godt tilfreds med livet i Grønby. 

- Det fungerer godt. Det er meget festligt, og vi har både glade børn og glade forældre.

Forældre og bedsteforældre var velkommen hele ugen, og det benyttede de sig af i stor stil. Således var der hele tiden masser at lave for det arbejdende folk, og der var så stor omsætning, at der måtte trykkes flere pengesedler. Måske blev det endda til et lille overskud, som vil komme eleverne til gavn.

Grønby-ugen sluttede med byfest fredag, som mundede direkte ud i fejring af årsmødet i Store Vi. 

Ny hjemmeside

Det var ikke kun en forsmag på ‘det virkelige liv’ for eleverne, der kom ud af emneugen.

Der kom også noget helt konkret, nemlig en helt ny hjemmeside til skolen, som redaktionen i bymarketing-værkstedet fik produceret indhold til.

Skolen ville gerne have en hjemmeside, som folk gider at klikke ind på, og for at få den trafik kræver det, at der ud over alt det obligatoriske som værdigrundlag og ringetider også jævnligt er nyt og interessant indhold.  

Og da skolen arbejder ud fra et princip om at sætte elevernes produkter i centrum, er det også eleverne, der skal producere nyt til hjemmesiden – også efter Grønby-emneugen.

- Det er tanken, at 5.-6. klasse fortsat skal fodre hjemmesiden med historier. Når man eksempelvis har produceret en tekst i dansk, er det som regel kun en selv og ens lærer, der får den at se. Men bliver den lagt ud på hjemmesiden, får den en helt anden værdi, siger Henner Bock.

Den ny hjemmeside findes på: www.skoleforeningen.org/store-vi-vanderup-danske-skole.


Ansvar for helheden – også når realiteterne er svære

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

De fire danske fagforeninger skriver i et læserbrev forleden, at Styrelsen har forkastet et overenskomstforlig og dermed skabt usikkerhed blandt medarbejdere og i hele Sydslesvig. Det giver anledning til at præcisere nogle væsentlige forhold.

Nye rammer: Plads og varme giver ro og balance

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Efter sommerferien rykkede de danske børnehavebørn i Læk ind i en ombygget institution. Oven på efterårets indvielsesfest og decembers julerier kan de nu begynde at nyde hverdagen i de nye rammer.

Unge satte gang i læselysten i Husum

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Husum Danske Skoles nye biblioteksbøger er blevet præsenteret for udskolingseleverne. Det skete ved en stor fest, som elevernes egen læseklub stod bag.

Scroll to top