Det dufter helt vildt dejligt

Siden august har pædagogerne og børnene i larvegruppen været i gang med et rosenprojekt. Det hele startede med en udflugt til planteskolen for at hente de nye beboere i haven. Inspirationen kom fra en praktikant, som er hobby-rose-entusiast. Egentlig var udgangspunktet, at børnehaven skulle finde på noget mere udenfor pga. corona-restriktionerne og vigtigheden af, at alle brugte mere tid udenfor. Men projektet udviklede sig til at blive mere omfattende. Roserne sneg sig ind over det hele.

- Vi har lavet rosengele, malet roser, samlet rosenblade og haft mange gode duftoplevelser” siger Lea og fortsætter ”Vi fandt hurtigt ud af, at børnene var meget optagede af alt det, vi lavede med roserne. Også at de faktisk er lidt farlige og kan stikke. Det gav børnene nogle sjove oplevelser.

Romasalat og roser

Nilo Piet, på 2,5 år, har en forkærlighed for det med at trykke roser med romasalat, som han stolt fortæller, når man træder ind i på stuen,

- Jeg har malet den og den og den og den, siger han, mens han peger på vinduerne. Lea fortæller, at han virkelig har været optaget af at dekorere vinduerne. Han er også en af de første ved bordet, som får forklæde på og sidder klar til dagens opgave, hvor de skal trykke roser på deres lanterne.

- Det har virkelig været spændende at se, hvordan børnene har taget imod alle vores projekter, siger hun og uddyber:
- Vi har brugt alle sanser, både smage, røre og dufte. I de sidste varme dage fyldte vi et badebassin med vand og spredte rosenblade i vandet, og så skulle børnene fiske dem op.

Udover at være en sjov oplevelse for ungerne, styrker det motorikken at skulle samle bladene op og skærper sanserne, for det dufter helt vildt dejligt. Roserne har også været en motivationsfaktor, for både pædagogerne og børnene i forhold til at være mere udenfor.

Dagens højdepunkt

Børnene skal have masseret fødder. Rent pædagogisk er det, udover en dejlig oplevelse for børnene, også en metode til at skærpe og bruge forskellige sanser og derigennem få udviklet nogle nye færdigheder. Det går temmeligt stærkt for larvegruppen at få sko, strømper og bukser af. Tøjstykkerne ligger forladt over hele gulvet. Med et sidder alle larver tæt sammen på et tæppe med forventningens glæde strålende ud af øjnene. Flaskens låg med olie bliver skruet af, og der breder sig en varm, liflig duft af roser med en snert af lavendel.

»Uhmmm« lyder det fra et par stykker i gruppen, mens de får lov til at dufte. Leni på 2,5 år læner sig tilbage og griner højt, mens hun får fodmassage. Hun er en helt anden pige end den lidt forsigtige pige, der for lidt siden sad og trykte roser på sin lanterne. Den kommentar, der lyder mest, er »mer, mer«, mens duften af rosenhave bliver mere og mere intens.

Bagefter får Lea skruet låget på flasken og opfordrer ungerne til at tage tøj på. Der opstår noget forvirring om, hvis bukser er hvis, og pædagogerne må træde til med en hjælpende hånd. Egentlig plejer de i institutionen, når børnene skal have overtøj eller tage tøj, at sætte sig afventende tilbage og give ungerne tid til selv at gøre det. Det har faktisk været en svær opgave for pædagogerne at sidde på hænderne og ikke hele tiden at springe til for at bistå børnene med opgaven. Dels tager det lidt længere tid, og dels er det bare svært at lade være med at hjælpe. Men pædagogerne har fundet ud af, når de gør det sådan, så bliver børnene meget mere selvhjulpne og gladere, fordi de opnår nogle færdigheder, som de stolt kan vise frem hjemme. Det tager så bare lidt længere for personalet.

- Men det gør ikke noget”, afslutter Lea sin fortælling og inviterer til en rundvisning i rosenbedet sammen med to andre larvebørn.

Der hvor det hele startede

Ude i haven er der et lille bed med små røde roser og mynte. Tilo, en dreng på omkring 2 år, viser bedet frem, mens han forsigtigt tager fat i rosen og fortæller, at man skal passe på ikke at stikke sig.

- De har været meget optaget af bedet. De har passet og plejet roserne og været meget opmærksomme på, at man ikke skal stikke sig på tornene” forklarer Lea.

- Det har faktisk overrasket mig, hvor meget vi har fået ud af rosenprojektet. Det har været en rigtig god oplevelse for både pædagoger og unger, fortæller Lea, mens hun lige akkurat ikke når at forhindre Karo i at plukke rosen og give den til Tilo, så han kan dufte til den.

- Pyt, den må vi hellere sætte i vand, siger Lea til Karo, mens hun tager hende i hånden for at gå ind og spise frokost. Tilo er allerede kørt i forvejen og har efterladt sin røde bobbycar foran døren.