Da dronningen besøgte Sydslesvig

På søndag abdicerer H.M. Dronning Margrethe 2. Dronningen har en fast plads i Sydslesvigernes hjerte og især Dronning Margrethe II's besøg i Sydslesvig i efteråret 2019 var historisk og uforglemmeligt for hele det danske mindretal.

Under Dronningens besøg fik tusindvis af børn et klart indblik i vores tilhørsforhold til det danske og Danmark. Samtidig bekræftede Dronningens besøg også den danske tilknytning for mange voksne i mindretallet og gav flertalsbefolkningen i Sydslesvig et indblik i det tætte bånd mellem mindretallet og Danmark.

Johanne fra Duborg-Skolen introducerede endda et nyt begreb for denne tilknytning: »Danmark - et hjerteland.«

Skoleforeningen fik æren af at vise vores ældste skole, Duborg-Skolen, frem, og sammen med friserne præsenterede vi en særlig, men karakteristisk landsbyskole og børnehave i Risum. Endelig åbnede vi vores døre for en storslået fejring på A. P. Møller Skolen.

Dronningens tale indeholdt beskrivelsen »charmerende« om den sydslesvigske tone og en dyb, moderne og omfavnende forståelse af identitetsspørgsmålet, som vi oplever i hverdagen.

Dronningens besøg understregede tilknytningen til Danmark og alle de værdier, som vi i Skoleforeningen arbejder for hver dag - de »bløde« værdier”, som udgør det danske, og som Skoleforeningen altid vil holde højt og arbejde for med målet om, at vores børn, unge og medarbejdere trives og udvikler sig i det danske mindretal.

Vi er stolte af, at vores børn, unge og medarbejdere var med til at give Dronningen et indtryk af et levende mindretal i Sydslesvig. Der var hundredvis af børn og unge med Dannebrog, Skoleforeningens orkester SKURK, rødkål og sauerkraut, 80 unge gymnasieelever som Dronningens tjenere, samt et kor med over hundrede frivillige sangere - det var simpelthen fantastisk. Mange af Skoleforeningens medarbejdere arbejdede hårdt på forskellige steder i institutionerne eller i Centralforvaltningen for at sikre, at Dronningens besøg blev en uforglemmelig begivenhed for Dronningen og det danske mindretal.

Dronningen har ved flere lejligheder udtrykt sin begejstring for Johannes elevtale, som blev holdt på Duborg-Skolen. I en pressekonference anbefalede Dronningen, at alle skulle læse den. Hun udtalte: »Jeg har især været imponeret af ungdommen. At de går så meget op i deres danske rødder, samtidig med at de hører til i Tyskland. En af de ting, jeg især vil tage med mig hjem, er Johannes tale. En smuk tale, så elegant, så varm. Den kom fra hjertet og er en af de bedste, jeg har hørt. Hun talte om at have to kulturer, at være dansk og tysk, og hun kaldte Sydslesvig sit hjerteland«.

I Skoleforeningen og i hele Sydslesvig er vi taknemmelige for den påskønnelse, vi har fået og ser frem til et nyt kapitel med Hans Majestæt Kong Frederik 10.

Paul Salwik, Formand for Dansk Skoleforening for Sydslesvig


Det handler om mod

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Mod er en styrke. Og selv om ikke alle synes, de er modige, er de det måske alligevel. Det ved indskolingen i Store Vi-Vanderup.

Scroll to top