Så kom en rigtig jæger hen
Mange børn kender jægeren som en frygtindgydende figur fra gamle børnesange. Ugen før sommerferien fik eleverne på Nibøl Danske Skole besøg af en særlig gæst med fortællinger om, hvordan det »i virkeligheden er.
Anne Clausen elsker sit job som skoleleder på Skovlund-Valsbøl Danske Skole, men har alligevel valgt at trække sig fra arbejdsmarkedet.
Anne Clausen er kun 61 år, men har kigget tilbage på sit arbejdsliv, set på sin aktuelle situation og skuet fremad mod det, der venter.
Skolelederen på Skovlund-Valsbøl Danske Skole har kort sagt evalueret situationen og er nået frem til, at tiden på arbejdsmarkedet stopper inden årets udgang.
At det er en gennemtænkt beslutning med grundige overvejelser om for og imod, er der ingen tvivl om, for Anne Clausen »har det med at evaluere«.
- Det har jeg altid gjort. Fordi jeg er nysgerrig på, hvad jeg kan gøre anderledes – og bedre. Det er mega spændende, siger hun.
Mere viden, større hjælp
Som nyuddannet lærer fra Tønder Statsseminarium fik Anne Clausen i 1986 et vikariat på Gustav Johannsen-Skolen i Flensborg, og året efter blev hun ansat på den danske skole i Skovlund, hvor hun har været siden – de sidste 12 år som skoleleder.
Gennem årene har hun – selvfølgelig – evalueret på sig selv og sine gøremål og er som regel nået frem til, at mere viden kunne gavne endnu mere.
Og så har hun lagt på. Taget uddannelser, kurser, diplomer. Dygtiggjort sig, udvidet horisonter, lært.
Alt sammen for at bruge det i dagligdagen til gavn for børnene.
- Mange kurser har givet mere viden, som har betydet større hjælp til børnene. Jeg har fået kompetencer til at handle mere målrettet, siger Anne Clausen.
Blandt andet tog hun et længere AKT-kursus.
‘AKT’ står for adfærd, kontakt og trivsel og handler kort sagt om at skabe og holde ved trivsel for børnene.
Hun blev AKT-lærer og -konsulent, i 2012 fik hun diplom i specialpædagogik, og i 2020 færdiggjorde hun sit diplom i ledelse.
Nysgerrig på mennesker
Skoleforeningens skolechef, Søren Neess Priisholm, oplever Anne Clausen som et menneske, der »i menneskesyn og ledelsstil har båret tydeligt præg af Frederick Herz-bergs tanker om motivation og trivsel«, som han sagde til skoleledermødet i starten af juli, der blev det sidste, Anne Clausen kommer til at deltage i.
Frederick Herzberg var en amerikansk arbejdspsykolog og professor i organisationsteori, som er mest kendt for en omfattende undersøgelse af motivationsfaktorer i arbejdslivet.
- Jeg er meget nysgerrig på mennesker og det, de gør, siger Anne Clausen.
Hun er taknemmelig for gennem de mange kurser at have fået mulighed for at dykke meget ned i netop det, for »mere uddannelse giver bredere horisont«, mener hun.
- Men det er da også det, der gør det svært at stoppe, siger den kommende pensionist.
Fordi jeg kan
Men hvorfor så gå? Når man er så videbegærlig, brænder for at bruge den viden i sin hverdag og i øvrigt kun er 61 år?
- Fordi jeg kan. Og så mener jeg, det er sundt at stoppe, mens det er godt. Det er superfedt stadig at kunne sige »Hvad så nu?«, smiler Anne Clausen.
»Nu« står der mere tid til familen på programmet, blandt andet er der et barnebarn i Ry, der trækker.
Der er også et sommerhus, som kunne tåle at blive renoveret lidt, og en hund, hun måske vil se at »få opdraget mere på«, men den afgående skoleleder udelukker ikke, at pensionisttilværelsen også bliver krydret med læring og uddannelse af forskellig art, måske inden for kommunikation eller coaching.
Anne Clausen er pensionist pr. 1. december, men hendes sidste skoledag er allerede den 29. september.
Den bliver markeret med en afskedsreception kl. 13-14.30.
Mange børn kender jægeren som en frygtindgydende figur fra gamle børnesange. Ugen før sommerferien fik eleverne på Nibøl Danske Skole besøg af en særlig gæst med fortællinger om, hvordan det »i virkeligheden er.
Omkring 70 personer var samlet til reception for at fejre Jaruplund Højskoles 75 år
Der sker jævnligt noget på Duborg-Skolen, og det kommer ikke af sig selv.