Regler og retningslinjer
Her finder du vigtige oplysninger om skolens værdigrundlag, der danner grundlaget for vores daglige undervisning og fællesskab.
Du kan også læse om retningslinjerne for god adfærd, som hjælper med at skabe et trygt og respektfuldt miljø for alle elever.
Derudover har vi samlet vores IT- og skærmpolitik, så du ved, hvordan vi arbejder med teknologi i undervisningen, og hvad vi forventer af elevernes brug af elektroniske enheder.
Vi opfordrer alle til at sætte sig ind i disse retningslinjer for at bidrage til en positiv skolekultur.
Vores værdigrundlag
En dansk mindretalsskole
Det grundlæggende og faste udgangspunkt og referenceramme for A.P. Møller Skolen er forankringen i det danske mindretal. Den er en skole for det danske mindretal i Sydslesvig. Den er en dansk mindretalsskole i det dansk-tyske grænseland, i Tyskland og Europa.
Det danske sprog står som midt- og omdrejningspunkt for skolens værdier. Alle undervisere er, uagtet faglig profil, samtidig sproglærere. Som sådan er underviserne bevidste om den sproglige og kulturelle dimension i deres undervisning og omgang med eleverne. Den eksplicitte værdsættelse af dansk sprog og kultur er ikke udtryk for en ringeagt over for andre sprog og kulturer. Alle sprog og kulturer er ligeværdige. I kraft af, at skolen er en dansk mindretalsskole, er det imidlertid klart, at dansk sprog og kultur nyder førsteprioritet på skolen.
Bevidstgørelse om dansk forankring og tilhørsforhold
Skolen er et sted, hvor eleverne skal kunne tilegne sig viden om og indsigt i det at væredel af og tilhøre et historisk forankret mindretal, hvis tilhørsland ligger på den anden side af grænsen. Det betinger kendskab til mindretallets baggrund og forståelse for forholdene i Danmark.
Skolen skal medvirke til at skabe bevidsthed om, at eleverne tilhører et nationalt dansk mindretal, der er historisk forankret i Sydslesvig, men i kraft af placeringen er knyttet til både Tyskland og Danmark og til dansk kultur. Skolen skal formidle og bevidstgøre eleverne om samhørighed med det danske mindretal og det danske folk. Eleverne skal samtidig dygtiggøres til at leve i det tyske samfund.
Navigation på tværs af kulturer og grænser
Skolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk og tysk kultur og bidrage til forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen.
Dette vil bidrage til, at eleverne dygtiggøres på en måde, så de naturligt og selvbevidst kan navigere i og på tværs af kulturerne/grænserne og samtidig forholde sig aktivt til det at have et personligt udgangspunkt i et mindretal, der er rodfæstet i Sydslesvig, men tillige har et utvetydigt tilhørsforhold til Danmark og i kraft af mindretalstilværelsen samtidig er knyttet til Tyskland.
Et dansk kulturcenter
Der er stor fokus på Skolen, fordi den med alle de aktiviteter, der pågår og udgår fra den, er med til at forme, præge og synliggøre det danske mindretalsliv i Sydslesvig. Skolen er et dansk kulturcenter, hvor bygningen benyttes uden for skoletiden til mange forskellige aktiviteter, herunder møder, foredrag, andre arrangementer osv.
Pædagogiske principper på A. P. Møller Skolen
- Vi har elevernes udvikling og læring i centrum
Uden elever ingen skole. Vi er her for elevernes skyld og har vores fokus rettet mod eleverne. Inden vi træffer beslutninger, spørger vi derfor os selv: Vil det her være godt for elevernes udvikling og læring?
- Vi gør os umage med at skabe et arbejdsklima, hvor alle føler sig trygge.
Vi ønsker at skabe positive og velfungerende fællesskaber, som alle kan bidrage til og få glæde af –uden at være bange for at begå fejl. Fejl skaber udvikling og læring. Vi fremmer lysten til at lære og opnå tillid til egne muligheder. Det gode arbejdsklima er et fælles ansvar – som ingen står alene med.
- Vores skole er præget af ligeværdighed og respektfulde relationer
Vi møder hinanden i øjenhøjde. Når vi møder hinanden åbne og tillidsfulde, så kan vi indgå i et lærende fællesskab. Meningsfuldt samvær kræver et dybere kendskab til den andens værdier, interesser og styrkesider. Vi tillægger det derfor stor værdi at lære hinanden og andre at kende.
- Undervisningen har fokus på at fremme aktiv deltagelse og motivation
Motiverende klasseledelse handler for os især om imødekommende styring og tydelighed, hvor eleven kan se formålet med den enkelte lektion og dermed komme til at føle ejerskab. Eleverne skal føle, at de har succes og opleve, at det kan betale sig at yde en indsats. Derfor er det nødvendigt, at eleverne arbejder med opgaver, der giver dem udfordringer, men som de har forudsætninger for at mestre – en ”sund” frustration om man vil. I vores fokus på at fremme aktiv deltagelse, selvstændighed og motivation er det især den undersøgende del af undervisningen, som på vores skole har en særlig plads. Vi bygger derfor undervisningen op, så den giver eleverne mulighed for at fordybe sige både i opgaver, værktøj, materialer og ideer.
Samarbejde med Forældrene
Skolen løser sin opgave i samarbejde med forældrene både i samarbejdet og i det daglige arbejde med at udvikle den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling.
Samarbejdsrådet
Samarbejdet mellem skolen, forældrene og eleverne er organiseret i samarbejdsrådet.
Dets opgaver og funktion giver forældrene indflydelse på skolens principperne for skolens virksomhed som f.eks. lejrskoler, valgfagsudbud og skemalægning, men forholder sig ikke til driftsdetaljerne. Samtidig godkender samarbejdsrådet økonomien og afgiver udtalelser til Skoleforeningen.
Det daglige samarbejde
Skolen lægger vægt på, at forældrene og eleverne tager et aktivt medejerskab til skolen og engagerer sig i en række konkrete sammenhæng, f.eks. i forældreråd i fællesskole-årgangene, som festvagter til gymnasiefester og som deltager i de mange aktiviteter.
Det er vigtigt, at der pågår en løbende dialog mellem skolen og elevernes hjem om skolegangen
Det sker bl.a. ved kontakten mellem den enkelte lærer og hjemmet, regelmæssige konsultationer og forældremøder.
Endnu vigtigere er det, at forældrene følger med i deres børns skolegang, og at de aktivt bakker op om skolens krav og forventninger til eleverne, herunder om fremmøde, forberedelse og orden i egne bøger og undervisningsmateriale i øvrigt.
Retningslinjer for god adfærd på A. P. Møller Skolen
- Vi omgås hinanden med fornuft og respekt.
Det vil f.eks. sige at:
- Vi tager hensyn til andre, både i klasseværelset og når vi går rundt på skolen
- Vi taler dansk med hinanden
- Vi undgår farlige situationer som f.eks. at løbe på gangen eller kaste med ting
- Vi undgår al form for krænkende opførsel - også i ord og billeder
- Vi sørger for at være indstillet på og klar til undervisningen, som er vores formål med at være på skolen.
Det vil f.eks. sige at:
-
- Vi er klar i klassen, når timen begynder/ klokken ringer
- Vi møder velforberedt op
- Vi bliver på skolen også i frikvarterer
- Vi er upåvirkede af nikotin, alkohol eller narkotiske stoffer
- Vi hjælper hinanden med at skabe den bedst mulige skoledag for alle på skolen.
Det vil f.eks. sige at:
-
- Vi sørger for, at der er pænt og ordentligt i lokalet, inden vi forlader det
- Vi stiller ting tilbage på deres plads, hvis vi har flyttet f.eks. en tallerken eller en stol.
- Vi gør opmærksom på, hvis der er noget i vejen eller i stykker
- Vi spørger, om der er noget, som vi kan hjælpe med
Skolens IT & skærmpolitik
- Skolen og klasseværelset er et professionelt rum (modsat fritid/hjemme), hvor fokus er på undervisning, didaktik og læring.
- Læreren er ansvarlig for planlægning og styring af aktiviteterne i klasserummet. Dvs. det faglige materiale, arbejdsformen og anvendelsen af devices.
- Al undervisning starter skærmfrit for at sikre en god kontakt mellem lærer og elever ved starten af timen
- Devices skal kun bruges, når det giver faglig mening. Digitale og analoge (bøger, papir) materialer har forskellige styrker og svagheder.
- Der skal være skærmfrie tidsrum i alle lektioner
- Sociale medier, spil, shopping, streaming mv. har intet at gøre i undervisningstiden
- Alle lærere udfolder ovenstående med venlighed: Retningsgivende hjælpsom, og forstående – og fast, når det er påkrævet
- Alle fællesarealer (f.eks. aula, kantine, elevlounge, gange) er mobilfrie zoner, men elever i gymnasiet kan bruge deres mobil i frikvarterer og mellemtimer i deres klasselokale.