Unge satte gang i læselysten i Husum

Husum Danske Skoles nye biblioteksbøger er blevet præsenteret for udskolingseleverne. Det skete ved en stor fest, som elevernes egen læseklub stod bag.

En masse nye bøger er landet på Husum Danske Skoles bibliotek. 

Bøgerne, som er målrettet udskolingen, er blevet skænket af Slots- og Kulturstyrelsen som et led i projektet »Unge sætter gang i læselysten!«. 

Det er de unge selv, der har valgt bøgerne i forbindelse med en stor bogfest på Flensborg Bibliotek i april, og den 10. december var det også de unge, der stod for at præsentere bøgerne for dem, de er bestemt for. Det skete med et brag af en bogfest for 7.-10. klasse hjemme på skolen.  

Ikke kun bøger 

Skolens læseklub Bimbam (står for: BIblioteksMøde, Børn, Action, Magi) havde arrangeret bøgerne rundt om på borde, naturligvis opdelt i genrer og temaer. 

Sammen med de pænt tilrettelagte bøger var der workshops, der passede til bøgernes tema, eksempelvis quizzer af forskellig slags, skud på mål ved fodboldbøgerne eller minecraft-bingo ved bøgerne om det populære computerspil.

De filmatiserede bøger var ledsaget af duften fra popcornmaskinen, og der var skæg og ballede og løssluppen feststemning ved fotoboxen, som var mest for sjov.

- Vi ville præsentere de nye bøger på en god måde, og vi har selv stået for det hele. Lærerne har bare været inde over og sige ok for det, sagde Marlene Grahl fra 10. klasse, mens hendes læseklubkollega Lilly Schumacher (9. klasse) kort slog fast:

- Vi sætter gang i læselysten! 

Bøgerne blev således ikke kun præsenteret, men var også allerede taget med ind i formidlingsfasen, konstaterede en tilfreds Runa Petersen, der som Skoleforeningens PLC-konsulent (Pædagogisk Læringscenter) har haft en stor finger med i spillet om at skaffe penge til de nye bøger. 

Appetitten er der

Skolebibliotekarerne Svenja Bitt-ner og Nikolaj Wölky vil på den anden siden af juleferien tage flere skridt for at få bøgerne gjort endnu mere spiselige for eleverne, men allerede til bogfesten kunne Svenja Bittner konstatere, at appetitten er vækket: 

- Det er nogle fede bøger – og der er flere elever, der allerede har reserveret nogle af dem, sagde hun tilfreds.

Bogfesten sluttede med fælles læsning i biblioteket, der meget passende til lejligheden netop er blevet opgraderet med nye møbler.


STYRELSEN AFVISER FORHANDLINGSRESULTAT OM PÅBUDDET

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Dansk Skoleforening for Sydslesvig har besluttet at stoppe de igangværende forhandlinger med fagforeningerne og anmode Sydslesvigudvalget om accept af at starte helt nye forhandlinger efter sommerferien 2026.

Verden rundt på seks dage

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Verdens seks beboede kontinenter var omdrejningspunkt for den nyligt afholdte emneuge i Store Vi.

Scroll to top