♪ Det sørme det sandt december ♫
SÅ er det blevet december, og i disse dage bliver der julet igennem rigtig mange steder..
Grænseoverskridende naturprojekt passede 100 procent ind i planerne i Harreslev Daginstitution, der ikke var sen til at sige ja tak til at deltage.
Da Harreslev Daginstitution blev spurgt, om de to førskolegrupper havde lyst til at være med i et grænseoverskridende projekt støttet af Region Sønderjylland-Schleswigs borgerpulje, blev der ikke tøvet med at svare ja tak.
- Jeg har før været med til et lignende projekt, »Sang uden grænser«, og det var alletiders. Sådan noget giver børnene mange oplevelser. Det starter allerede, når de skal ud at køre med bus. De skal over grænsen, der er alle de andre børn, de hygger… Det er noget anderledes end hverdagen, og det er altid en stor ting for børnene, siger pædagog Ivonne Tiessen, der er i en af de to grupper, og tilføjer med et smil et ikke helt uvæsentligt aspekt:
- Og så er det gratis.
Klar til sommerfugl
Denne gang er det NATUREN, der er tema for projektet, og børnehavebørnene fra danske og tyske børnehaver nord og syd for grænsen skal alle arbejde med ni forskellige dyr, der bor i skoven.
Projektet begyndte i oktober, og allerede i starten af november havde de 15 børn i Ivonnes gruppe været igennem bi, egern, pindsvin og muldvarp.
Nu var de klar til at tage fat på et nyt dyr, nemlig sommerfuglen.
I rundkredsen svarer børnene på spørgsmål som »Må man røre ved en sommerfugl« og »Hvad spiser en sommerfugl«, og de har også helt styr på, at en sommerfugl starter som æg, bliver larve og forpupper sig, inden den kan folde sine vinger ud og flyve ud i sidste del af livet.
Der bliver sunget sommerfuglesang og lavet sommerfuglebilleder, og dagen efter arbejdes der videre med blandt andet en film om sommerfugle.
Ugen efter kommer det lige kort til at handle om bier igen, for da er et besøg på Zentralschule i Harreslev, der har egne bistader, på programmet.
Lige nu sover bierne, så den står på fremstilling af vokslys, og så kommer børnene helt tæt på til foråret, når bierne begynder at summe igen.
Skal bare være med
Begge førskolegrupper i Harreslev Daginstitution på hhv. 15 og 12 børn er med i projektet, som naturligvis også byder på møder på tværs af grænsen til fællesskab, sang og leg.
Første gang skulle have været i skoven, men oktobervejret satte en streg i den regning og gav i stedet børnene en tur på museet i Padborg.
Til maj mødes børnene igen, når de alle inviteres til to teaterforestillinger – en på dansk og en på tysk – på Friluftsscenen i Padborg Skov.
En arbejdsgruppe står bag alt det praktiske, så daginstitutionerne behøver hverken at tænke på buskørsel eller fælles lege.
- Vi skal bare være med. Den eneste forventning til os er, at vi skal arbejde med de ni dyr, siger Ivonne Tiessen.
Vigtig kontakt
Det gør Harreslev Daginstitution naturligvis gerne. Og tilfældigvis passer projektet også 100 procent ind i institutionens planer for i år og næste år.
- Da vi skulle bestemme os for, hvad vi skal arbejde med disse to år, valgte vi »kulturelle udtryksformer med udgangspunkt i natur«. Og kort efter blev vi så spurgt, om vi ville være med i det her projekt…, siger Ivonne Tiessen med et smil ved tanken om, hvor godt det hele passer.
Men ikke bare passer projektet de voksne fortrinligt, det giver også børnene rigtig meget, er deres pædagog sikker på:
- Det giver rigtig meget læring, sprog, kulturmøde og selvfølgelig kontakten til Danmark, som er ekstrem vigtig. Så får de også rigtig meget natur og mange naturoplevelser, og vi kan altid få førskole ind i det hele, siger Ivonne Tiessen.
Om projektet
Projektet er et »sprog- og kulturmøde mellem de ældste børnehavegrupper fra nord og syd for grænsen«, og det kan være med til at skabe »en tryghed ved nabosproget« som basis for »den videre sproglige udvikling, kulturelle refleksion og horisont«.
Arbejdsgruppen bag består af koordinator Ingelise Tourbier fra Lokalforeningen Frøslev-Padborg, pædagogisk konsulent Tanja Kurz, ADS-Kindergarten, og kulturkonsulent Charlotte Brunsgaard fra Aabenraa Kommune
SÅ er det blevet december, og i disse dage bliver der julet igennem rigtig mange steder..
Den 3. december holdt Jørgensby-Skolen og Lyksborggade Børne- og Ungdomshus fælles julefest, og det blev en ubetinget succes.
Den 28. november var Vesterallé Børnehaves legeplads for første gang omdannet til et julemarked.