Tillykke til et sælsomt stykke Danmark

Omkring 70 personer var samlet til reception for at fejre Jaruplund Højskoles 75 år

På Grundtvigs fødselsdag, den 8. september, slog Jaruplund Højskole i 1950 dørene op til dansk højskolevirksomhed i Sydslesvig.

- Det er her i 2025 ikke mere en selvfølge, at en dansk højskole har fødselsdag, og slet ikke mulighed for at fejre 75-års jubilæum, sagde forstander Karsten Biering Dressø i sin tale, da højskolens første 75 år mandag blev fejret med en officiel reception med bobler og canapeer.

Og det er da heller ikke kommet af sig selv. 

Indsats har båret frugt

Da Karsten Biering Dressø for 11 år siden kom til som forstander, var det hans »primære opgave at have fokus mod Danmark og øge kendskabsgraden til det danske mindretal og ikke mindst Sydslesvigs og vores historiske baggrund«, fortale han. 

Desuden var opgaven at åbne dørene, så Jaruplund Højskole også ville være et aktiv for sydslesvigerne og mindretalsforeningerne, og »den indsats, som hele personalet har ydet, har båret frugt«, roste forstanderen.

- I de seneste 11 år har vi mere end fordoblet vores kursist- og gæstetal, sagde Karsten Biering Dressø, der glæder sig over sidste år at have rundet 6266 gæster. 

Af dem var 1225 kursister på skolens korte kurser og langt størstedelen af dem fra Danmark.

Savner lange kurser

Anke Spoorendonk, der er formand for Foreningen Norden Sydslesvig, tilkendegav i sin tale, at hun har en »vision om en nordisk højskole i Sydslesvig«, og hun kom med en opfordring til, at man igen ser på muligheden for at afholde lange kurser. 

Også Christian Juhl fra Sydslesvigudvalget er ked af, at der ikke længere er lange kurser på højskolen, men det til trods går det altså ganske tilfredsstillende for 75 års-fødselaren.

Det understregede forstanderen endnu en gang, da han sendte »en helt særlig tak til alle, som har været med til at etablere og udvikle Jaruplund Højskole«.

- Vi står i dag på fundamentet af den store indsats og er godt rustet til at modtage fremtiden, sagde Karsten Biering Dressø.

Et privilegium

Skoleforeningens direktør Lars Kofoed-Jensen kaldte det »et privilegium at have en højskole under sine vinger« og understregede, at Jaruplund Højskole »i den grad har en berettigelse«:

- Så længe, vi har et mindretal, er der brug for en højskole, sagde han og sendte roser til skolen og dens personale samt et held og lykke med de næste mange år.

Også generalkonsul Annette Lind og formanden for Voksenundervisningen i Sydslesvig, Jens M. Henriksen, kom med en hilsen, og næstformand for Folkehøjskolernes Forening, Claus Staal, udtrykte stor respekt for højskolen og dens historie. 

Som alle andre højskoler er den præget af »tillid, åbenhed og nysgerrighed«, som det »der binder os sammen«, sagde han, og den er bærer af traditioner samtidig med, at den har et internationalt udsyn og åbner sig mod verden, så det er muligt både at »finde sine rødder og sine egne grænser«. 

- Tillykke med at have skabt et sælsomt, men skønt lille stykke Danmark syd for grænsen, sagde Claus Staal.

Jaruplund Højskoles 75 års fødselsdag fortsatte med jubilæumsmiddag for indbudte gæster, personale og kursisterne på det særlige jubilæumskursus fra den 3.-9. september og sluttede med en åben koncert med Haugaard og Blum.


SKURK søger nye medlemmer

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Er du glad for noder, god til at øve hjemme og har mod på alt fra klassisk til funk, pop og swing? Og har du lyst til at blive en del af et orkester med plads til alle instrumentgrupper og en fantastisk fællesskabsånd? Så er SKURK måske lige noget for dig!

Scroll to top