Bamsen Prut og andre faser
Når børn ikke skal bruge energi på at prøve at høre til, bliver udvikling og læring meget nemmere.
Et velfungerende børnefællesskab er den bedste forudsætning for et velfungerende læringsfællesskab. Det er tanken, der har fået PPR til at satse hårdt på »Fri for mobberi«.
Alle kan nok blive enige om, at det er rart at være fri for mobberi. Og så er der nok også mange, der vil glæde sig over, at der findes en hel kuffert med materiale, der kan hjælpe til netop det.
Tanja Bøgen Jensen og Søren Wolfsen, der er pædagogiske konsulenter hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), opdagede Fri for mobberi-kufferten i Danmark for år tilbage. Tanja Bøgen Jensen købte en i 2021, tog den med til Sydslesvig, og det blev startskuddet til dens anvendelse i Skoleforeningen.
Arbejdet foregår i dagtilbuddene, og det er blevet stadig mere intensivt, for konsulenterne er overbevist om kuffertens værd.
- Jeg tror ikke, at der nogen andre steder arbejdes med Fri for mobberi på den måde, som vi gør. Vi kombinerer strategier og arbejdsmetoder, og Fri for mobberi er værktøjet, vi bruger. Det ser vi som det, der fungerer bedst hos os. Vi er tæt på, at det er Fri for mobberi, der er kerneopgaven i vores dagtilbud, siger Søren Wolfsen.
Empati
Arbejdet i kufferten bygger på fire værdier: Tolerance, respekt, omsorg og mod.
Man kan ganske tidligt – helt ned i vuggestuealderen – begynde at arbejde med de fire værdier ved at tale om følelser og skabe et sprog omkring følelser. Det fører lettere til forståelse for andre og deres følelser, og så man kan lære at drage omsorg for andre og slutteligt lære empati.
Der skal empati til, for at man kan have et børnefællesskab, det er trygt at være i. Som er frit for mobberi. Og når vi har det, har vi samtidig skabt et rum for at bruge vores kræfter på andet end at kæmpe og prøve at høre til, for eksempel tage imod læring.
- For at skabe trivsel og positive børnefællesskaber er det vigtigt, at vi starter så tidligt som muligt med at arbejde målrettet og strategisk med de her værdier, siger de to konsulenter.
For at arbejdet skal være frugtbart, er det vigtigt, at der i personalegruppen er enighed om, hvad der forstås med de fire ord, og det kan være gavnligt at tage snakken med forældrene om ordene, så man arbejder ud fra samme principper.
- Forældresamarbejdet er så vigtigt. For børnenes udvikling er et samarbejde – det skal vi huske, siger Tanja Bøgen Jensen.
Kulturforandring
Tanken er, at Fri for mobberi skal være en udbredt strategi fra vuggestue til indskoling, og kan den udbredes til at være en tænkemåde også længere oppe i skolesystemet, tager konsulenterne imod det med kyshånd.
- Nogle gange skal der noget andet til end brandslukning. Der skal en kulturforandring til. Det kan være, at hele strukturen skal væltes rundt. Og vi har valgt dette værktøj som tilgang til at stilladsere børnefællesskaber, siger Søren Wolfsen.
Fri for mobberi-kufferten skal tjene som inspiration og hjælp til at få indholdet til at ligge på rygraden og gennemsyre arbejdet, og Søren Wolfsen og Tanja Bøgen Jensen står klar til at fortælle og informere, så det ikke »bare bliver opfattet som noget blødsøden pædagogik«, men bliver den måde, man tænker på:
- Det er ikke et redskab, vi kan komme med oppefra. Det skal forstås og leves og vokse lige så stille. Det tager tid, men vi håber, det lige så stille bliver en naturlig del af hverdagen og arbejdet, siger Tanja Bøgen Jensen.
Når børn ikke skal bruge energi på at prøve at høre til, bliver udvikling og læring meget nemmere.
SdU har foreslået at ansætte en medarbejder på tværs af organisationer, som skal styrke børn og unges bevidsthed om Sydslesvig og mindretallet. Det synes både unge og ældre i Skoleforeningen godt om.
I disse uger sætter Jørgensby Børnehave fokus på de ni forskellige lande, som børnene har deres oprindelse i.