Forfatterbesøg

Spøgelser i Store Vi

Den 1. oktober havde 3. og 4. klasse på Store Vi-Vanderup Danske Skole et levende litteraturmøde med forfatteren Sandra Schwartz.

Det er ikke altid, man oplever 31 elever i 3.-4. klasse være så optaget af et foredrag, som det var tilfældet, da Sandra Schwartz den 1. oktober var på besøg på Store Vi-Vanderup Danske Skole.

Men hendes fortælling om et forfatterskab, der omfatter 86 bøger på 13 år og en hel masse fantastiske væsener, som hun selv har fundet på, var så fængslende, at der ikke var tid til at lave andet end at høre efter. 

Sandra Schwartz er forfatter om dagen, fortalte hun, men hun har faktisk en hemmelig identitet som spøgelsesjæger, og så delagtiggjorde hun eleverne i, hvordan man kan »nakke et spøgelse«. 

For eleverne i Store Vi var det ganske enkelt at svare på de spørgsmål, spøgelsesjægeren stillede undervejs i sit foredrag – og det var vigtigt, det spøgelse blev ordnet.

Ellers nakker det jer, sagde Sandra Schwartz, der iført sin spøgelsesjægerkedeldragt naturligvis vidste, hvad hun snakkede om.

Det lykkedes heldigvis at få nakket spøgelset, og dernæst blev eleverne delt i hold og sendt på spøgelsesskattejagt. Her skulle de finde deres egne superkræfter, uhyggelige omgivelser, nyttige hjælpere og alt muligt andet, der kunne give inspiration til selv at lave en spøgelseshistorie, inden de til sidst fik til opgave at gøre netop det – både i ord og billeder.

Alt er tilladt

Forfatterbesøget er ifølge Skoleforeningens PLC-konsulent (pædagogisk læringscenter) Runa Petersen »en fantastisk mulighed for at booste både det danske sprog og litteraturformidling«.

Det er blevet muliggjort med støtte fra Statens Kunstfond under Slots- og Kulturstyrelsen, som blandt andet giver penge til »Levende litteraturmøder for børn og unge«.

Og levende, det var det. Ikke mindst, fordi forfatteren, som betegner sig selv som »et kæmpe legebarn«, synes, det er »skide sjovt« at holde spøgelsesworkshop:

- Det er fedt! Det handler om at inspirere og åbne fantasien. Ikke om at sætte punktum og komma. Man kan ikke gøre noget forkert, og man må også gerne være lidt fjollet, sagde Sandra Schwartz.

Betyder noget

Nicola Schwarz, der har dansk i 3. klasse på Store Vi-Vanderup Danske Skole og er skolens PLC’er (skolebibliotekar), har forud for besøget præsenteret eleverne for den første bog i Sandra Schwartz’ »Spøgelsesjæger«-serie. Og hun er ikke i tvivl om, at mødet med forfatteren betyder noget: 

- Selv om 3.-4. klasse i forvejen er flittige til at låne bøger, kan man mærke det bagefter. De kommer og låner de bøger, de er blevet præsenteret for, siger hun og bekræftes af Emma Marie fra 4. klasse:

- Det var været godt og spændende – og jeg skal låne bogen, fastslår hun.

Sandra Schwartz’ serie »Spøgelsesjæger« omfatter nu fire bøger. Den seneste udkom den 9. oktober. 

Spøgelsesuger

Eleverne i 3.-4. klasse på Store Vi-Vanderup Danske Skole var blevet klædt godt på inden Sandra Schwartz’ besøg, som var en del af et tre ugers forløb om spøgelser og andet sjovt.

Blandt andet har de fået læst op af den første bog i Sandra Schwartz’ »Spøgelsesjæger«-serie, som hendes besøg tog udgangspunkt i, og som de ifølge dansklærer Nicola Schwarz har været meget optaget af.

Der er også blevet lavet spøgelser, som man kan tænde lys i, og som således hygger i klasseværelset, der er skrevet digte og historier om spøgelser, og efter Sandra Schwartz’ besøg var der tid til endnu mere. Blandt andet kunne eleverne gøre deres spøgelseshistorie færdig, men også i andre fag stod der spøgelser på programmet.

Blandt andet havde Henner Bock i sine matematiktimer besluttet at regne med ubekendte, og det kan jo lige så vel være spøgelser, som det kan være bogstaver, og i natur/teknik stod den på fremstilling af spøgelsesslim.

Forløbet blev afsluttet med bedsteforældrebesøg med spøgelseshygge.


Uffe-Skolens 90 års jubilæum

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Kære alle. Det er med stor glæde, at vi inviterer jer til at fejre Uffe-Skolens 90 år – en eftermiddag fyldt med minder, fællesskab og festlige indslag. Dato: Fredag den 7. november 2025 Tid: Kl. 15.00 – 18.00 Sted: Uffe-Skolens gymnastiksal

Kursus i trivsel og fællesskab

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Elever fra de danske skoler i Harreslev og Hanved har været på kursus, så de kan være noget for andre.

Scroll to top