Mangfoldighed i børnehaven

I disse uger sætter Jørgensby Børnehave fokus på de ni forskellige lande, som børnene har deres oprindelse i.

Jørgensby Børnehave har »en multikulturel børnegruppe, hvor der tales forskellige sprog i børnenes hjem«, og nu kommer alle børnene til at opleve »egne og andres kulturelle baggrunde, normer traditioner og værdier«, hedder det i udgangspunktet for de projektuger, der lige nu er i gang i børnehaven.

Børnene stammer fra ni forskellige lande, og under overskriften ‘mangfoldighed’ sættes hver uge fokus på et nyt land.

Hvordan bor man? Hvad leger man? Hvad spiser man? Hvilke dyr lever der? Er der mange biler? 

Det er nogle af de spørgsmål, børnene får svar på om de enkelte lande, når de holder samling, klippe/klistrer, laver plancher, ser på landkort og seværdigheder, leger lege, laver mad og synger sange fra de forskellige lande; Danmark, Tyskland, Kosovo, Afghanistan, Bosnien, Ungarn, Tanzania, Somalia og Frankrig.

Og det er ikke altid helt ligetil. For selv om »Mester Jakob«, der findes på alverdens sprog, har en velkendt melodi, er det ikke uden udfordringer at synge den på de andre sprog.

- Det er ikke mega nemt at synge på ungarsk, siger souschef Michael Matzen og smiler skævt.

- Men vi gør vores bedste…

Vi er alle ens

Jørgensby Børnehave har ifølge leder Katrin Schumacher »aldrig før haft SÅ mange forskellige nationaliteter«, og beslutningen om at arbejde med mangfoldighed er taget for at give børnene en forståelse af, at deres kammerater stammer fra andre lande, og en bevidsthed om, at de taler andre sprog.

- Det er spændende at høre om, og det giver måske også bedre forståelse for, at godt nok er vi forskellige, men vores forskelligheder er ikke afgørende for, om vi kan være venner, supplerer Michael Matzen.

Det er i den forbindelse ikke kun forskelle i nationalitet, der er blevet berørt i Jørgensby, for forløbet begyndte med at tale om forskelle generelt:

- Vi har talt om, at alle kan være venner, og ingen er bedre end andre. Vi er i princippet alle ens, uanset hvilket køn, hvilken hudfarve eller eventuelle skavanker, man har, fortsætter han.

»Meget naturligt«

Børnene har syntes, det var sjovt at stifte bekendtskab med andre nationaliteter, men de virker ikke som om, det er noget særligt, lyder det fra Katrin Schumacher, der konstaterer, at børn af i dag meget tydeligt er mere vant til forskelligheder end ældre generationer.

- For de fleste er meget naturligt, siger hun. 

Mangfoldighedsugerne slutter den 18. juli med fernisering i forbindelse med Jørgensby Børnehaves årlige ‘Dragefest’.


Jubilæumsåret på normalt niveau

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Efter rekordåret 2024 blev 2025 et lidt mere normalt år for Jaruplund Højskole – hvis man lige ser bort fra skolens 75 års jubilæum.

Mere zig end zag på Christianslyst

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

2024 var et rimeligt år for Christianslyst. Uventede udfordringer gør imidlertid, at 2024 med rette kan forfremmes til et rigtig godt år. Den positive tendens fortsætter.

Ansvar for helheden – også når realiteterne er svære

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

De fire danske fagforeninger skriver i et læserbrev forleden, at Styrelsen har forkastet et overenskomstforlig og dermed skabt usikkerhed blandt medarbejdere og i hele Sydslesvig. Det giver anledning til at præcisere nogle væsentlige forhold.

Scroll to top