Klogere på tiden på gymnasiet
Det kan være lidt forvirrende at finde ud af, hvilken vej man skal vælge på gymnasiet, men det kan »brobygningen« på Duborg-Skolen hjælpe med at finde ud af.
I denne uge har Skoleforeningen afholdt informationsaftener om, hvad et ophold på en efterskole indebærer.

»Hvorfor er et efterskoleophold så godt for de unge? (og for deres forældre?)«.
Sådan starter det oplæg, som Skoleforeningens rejsekontor sammen med Skoleforeningens konsulent for uddannelse og job, Stephanie Schönbeck-Graf, i denne uge har holdt til informationsaftener rundt om i Sydslesvig; mandag i Flensborg, tirsdag i Husum, onsdag i Agtrup og torsdag i Slesvig.
»Det er ikke bare en skole, for man bor og lever dér. Derfor er det en livsform. Og de ting, man lærer om fællesskab, medmenneskelighed, tolerance og livsmod, tager man med sig hjem fra efterskolen«, fortsætter det.
Og så kommer der informationer om sammenhold og fællesskab, krav til individet, regler og rammer på en efterskole, og der fortælles om alt fra støttemuligheder til hvad, man skal være opmærksom på, når man vender hjem og fortsætter sin skolegang i Sydslesvig.
Vil yde service
Det er meget forskelligt, hvor mange interesserede der kommer til informationsaftenerne. I de foregående år er der ofte kommet flere end 20, i år nåede man helt op på 35 i Slesvig, mens der i Agtrup slet ingen kom.
Men uanset hvad, kan man regne med, at der også i fremtiden vil blive afholdt informationsaftener, lover Stephanie Schönbeck-Graf:
- Jeg synes godt, vi kan yde den service. Det kan som forælder godt være svært at sende sit barn af sted, men vi kan tage forældrene i hånden og berolige dem, og de kan få svar på lige præcis de spørgsmål, de måtte sidde med, siger hun.
Informationer for 3. gang
En af de forældre, der har været til informationsaften i år, er Anna Löwe fra Flensborg. Og det var faktisk tredje gang efter tidligere at have haft to sønner og næste år skal have datteren af sted på efterskole.
- Vi er bare interesseret og synes, det er en rigtig god mulighed for børnene og deres udvikling at tage på efterskole – og så tager vi alle informationer med, vi kan få, siger Anna Löwe.
Hun opfordrer alle kommende efterskoleforældre til at tage til en informationsaften, for det kan gavne meget:
- Der er frister at holde styr på, og legater, man kan søge, og især hvis dansk ikke er hjemmesproget, kan nogle ting være svære at forstå. Så er det rigtig godt at få informationer på den her måde, siger Anna Löwe, der trods sin efterhånden store erfaring med informationsaftener også i år er kommet hjem med noget nyt:
- Vi vidste for eksempel ikke, at man kan trække skolepengene fra i skat, siger hun.
Har man lyst til at vide mere om efterskoler, kan man med fordel tage til Duborg-Skolen den 21. februar, når en række forskellige efterskoler kommer og præsenterer sig selv til Efterskolernes Dag.
Det kan være lidt forvirrende at finde ud af, hvilken vej man skal vælge på gymnasiet, men det kan »brobygningen« på Duborg-Skolen hjælpe med at finde ud af.
Torsdag aften mødtes styrelserne for SSW og Skoleforeningen til et fællesmøde. På dagsordenen var bl.a. heldagsskole, kommunalpolitik og kommunikation.
Efter rekordåret 2024 blev 2025 et lidt mere normalt år for Jaruplund Højskole – hvis man lige ser bort fra skolens 75 års jubilæum.