Erhvervsuddannelser er endnu kun på tegnebrættet

En løs snak for et år siden har ført til mulige erhvervsuddannelser på Duborg-Skolen. Men endnu er der intet konkret.

Læsere af Flensborg Avis den 7. juni, hvor der refereres fra det seneste styrelsesmøde i Skoleforeningen, ser måske rigtig meget frem til, at der fra næste skoleårs begyndelse tilbydes erhvervsuddannelser på Duborg-Skolen i Flensborg. Det gør der ikke.

Godt nok havde Skoleforeningen et håb om at kunne tilbyde en erhvervsuddannelse (EUD), der er »så dansk som muligt og så tysk som nødvendigt« allerede fra skoleåret 2025/26, men en realisering er ikke lige om hjørnet, blandt andet fordi der endnu mangler tilsagn om støtte fra dansk side. 

Der blev i september sidste år lagt en føler ud hos det danske undervisningsministerium for at høre om det overhovedet var muligt, men at ideen er modtaget positivt i det danske ministerium, fandt Skoleforeningens skolekontor først ud af ved et tilfælde, og derfor trækker det ud at få noget konkret på skinner.

Sagens gang

Det er ikke sjældent, at ting tager tid, når forskellige parter skal finde hinanden.

For at anskueliggøre, hvad det er, der tager tid, følger her en kronologisk gennemgang af sagen:

I juli sidste år luftede Duborg-Skolens rektor, Heino Aggedam, en ide om en mulig erhvervsuddannelse på Duborg-Skolen i en løs snak med den danske generalkonsul i Flensborg, Annette Lind.

Efter sommerferien satte de to sig sammen med Skoleforeningens chef for skoleområdet, Søren Neess Priisholm, for at gøre den løse snak mere konkret, og derpå blev der sendt et brev til det danske undervisningsministerium. Brevet var en forespørgsel om, hvorvidt ministeriet ville kunne støtte op om EUD-initiativet og i givet fald hjælpe med den videre proces.

Ministeriet kvitterede for at have modtaget brevet, men svarede ikke på det.

* * *

I Sydslesvig lå man imidlertid ikke på den lade side. 

Der blev taget kontakt til IHK (Industri- og Handelskammeret) i Flensborg, der med det grænseoverskridende projekt Starforce har masser af erfaring med erhvervsuddannelser i grænselandet, og som er klar til også at gå i gang med det på Duborg-Skolen, når det skal være.

Der har været afholdt møder med interessenter fra både uddannelsesmæssig og politisk side, og i det tidlige forår var der så kontakt med Undervisningsministeriet.

Det var med chefkonsulent Torben Schuster, som bad de sydslesvigske parter om at tage den med ro – der skulle nok komme noget.

Frem til maj kom ingenting. Og det gjorde der så alligevel:

- Helt tilfældigt erfarer vi ad omveje, at der er indgået en aftale mellem regeringen og flere af Folketingets partier om »en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne« – også i grænselandet og muligvis også på vores gymnasier, fortæller Søren Priisholm.

I aftalen står konkret: »(…)Derudover skal det afdækkes, om mindretalsgymnasier i Sydslevig kan oprette udbud af danske erhvervsuddannelser til det danske mindretal«.

Forsøg i første omgang

Selv om ønsket er der, ministeriet er positivt, og IHK er klar til at gå i gang med arbejdet, er der lidt længere udsigter til EUD på mindretalsgymnasierne end som så.

Lige nu påtænker Skolekontoret og Duborg-Skolen i første omgang at tilbyde EUD som et forsøg, og parterne er ved at udarbejde en undersøgelse blandt børn og forældre, der kunne være kandidater til at starte på en kontoruddannelse på Duborg-Skolen. 

Og nok så vigtigt for processen er der foreløbig ingen finansiering af initiativet.

- Vi er ikke særligt langt i processen og forventer tidligst en opstart i skoleåret 2026/27, understreger Søren Priishom.


Fælles tur for læringsgrupper

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Linus og Damian fra Sønder Brarup Danske Skole beretter her om deres oplevelse på Trenen den 9. juli

Gustav tog femtepladsen

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Gustav Johannsen-Skolens beachvolleyhold kæmpede tappert ved delstatsfinalen i Kiel.

Scroll to top