Vi skal rumme hele mindretallet– også i optagelseskriterier

Skoleforeningens styrelse drøftede på sit møde den 10. juli en forespørgsel fra Driftsrådet om at reservere dagtilbudspladser til Skoleforeningens ansatte.

Når medarbejdere i Skoleforeningen oplever ikke at kunne få plads i et af foreningens egne dagtilbud, rejser det forståeligt nok frustration. For mange er tilknytningen til det danske dagtilbud en vigtig del af at være aktiv i mindretallet – også som familie, og det har fået Skoleforeningens driftsråd til at spørge Styrelsen, om det er muligt at holde pladser fri til ansattes børn.

Men som mindretalsorganisation må Skoleforeningen ikke opstille optagelseskriterier, der kun kan opfyldes af nogle medlemmer. 

Ifølge en kommentar fra Forbundsdagens Wissenschaftlicher Dienst til ‘Kindertagesförderungsgesetz’ (§ 181) må kriterierne for optagelse i en mindretalsinstitution ikke være »sachfremd« og skal kunne opfyldes af et almindeligt medlem af mindretallet: »Kriterien, die nur ein kleiner Ausschnitt der Mitglieder der Volksgruppe repräsentieren, sind dementsprechend unzulässig«, hvilket dagtilbudschef Petra Häder påpegede på styrelsesmødet.

Forskelsbehandling

Derfor kan Skoleforeningen – trods forståelsen for medarbejdernes situation – ikke prioritere egne ansatte over andre forældre i mindretallet. 

En sådan forskelsbehandling ville skabe en praksis, hvor nogle har lettere adgang til det danske system end andre. Det er hverken foreneligt med mindretallets demokratiske grundlag eller den retlige ramme, som Skoleforeningen arbejder inden for.

Kapacitetsudfordringerne i dagtilbuddene er reelle og komplekse, men løsningen ligger ikke i særrettigheder – hverken for ansatte eller andre grupper. Skoleforeningen forpligter sig i stedet til fortsat at udvikle åbne, transparente og fair optagelseskriterier, som et mangfoldigt dansk mindretal kan opfylde.

Skærpede krav?

Diskussionen på styrelsesmødet udviklede sig til, at Styrelsen helt overordnet snakkede om, hvordan man sikrer, at alle fra mindretallet får en plads i en af Skoleforeningens institutioner. 

Blandt andet satte styrelsesmedlem Phillipp Bohk spørgsmålstegn ved, om alle, der har børn i en af vores institutioner, i virkeligheden er en del af mindretallet. 

I diskussionen blev der således talt om skærpede krav til medlemskab af Skoleforeningen, og hvordan disse kan efterprøves.

I den sammenhæng mindede direktør Lars Kofoed-Jensen om, at man skal huske, hvad tidligere generationer har kæmpet for i forbindelse med København-Bonn-erklæringerne: »Netop, at tilhørsforholdet til mindretallet er frit. Nogle af de ting, I siger her, åbner op for en diskussion, hvor man skelner mellem dem, der er ‘mere mindretal’ end andre«.

- For mig er det vigtigt at markere, at jeg mener, at jo mere vi skærper kravene, desto mindre er bekendelsen til mindretallet i virkeligheden fri. For så er det ikke ens bekendelse, men de krav, mindretallet sætter, der er afgørende, siger Lars Kofoed-Jensen.


Forældre på kursus: »Det hører med«

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Når børnene går i dansk børnehave eller skole, er det også for forældrene en god ide at kunne sproget. Det har fået en række forældre til at sætte sig på skolebænken i Bredsted.

Jes Kruse vandt det hele

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Onsdag vendte Sønder Brarup Cup tilbage efter et års pause, da man sidste år valgte at aflyse fodboldturneringen på grund af økonomiske udfordringer.

Scroll to top