Børnene fik hjælp af fluen på væggen

Hurtig omsætning af inputtene fra den pædagogiske konsulent gav hurtigt resultat i Kappel Daginstitution

Kort sagt er det tre små ting, der har gjort hverdagen i en af Kappel Daginstitutions grupper helt anderledes: Fingertegn, zoneinddeling og et klæde.

Efter pædagogisk konsulent Søren Wolfsen havde været en flue på væggen i gruppen, var han klar med nyt værktøj til personalet, som tog »en lille forandring ad gangen« i arbejdet med at forbedre trivslen, fortæller han.

Trygge i rammen

Helt umiddelbart var der tre udfordringer i gruppen:

- Der var meget kaos i forbindelse med spisesituationen. Flere af børnene havde travlt med at vende sig om i stedet for at være i det »at spise«, hvor man er sammen og hygger sig med de andre. Og personalet havde travlt med at irettesætte. Men lige lidt hjalp det, siger Søren Wolfsen.

Her kom fingertegnene i brug.

I stedet for at bruge stemmen viser man med fingrene, hvor meget lyd der må være på. Med fingre langt fra hinanden må der været meget lyd, fingre tættere sammen betyder normal lyd, mens fingrene trykket sammen betyder ingen lyd. Nemt at se, forstå og forholde sig til for alle.

- De har en fælles regel, der handler om, at når vi spiser, har vi aftalt, at det er denne bestemte stemme, vi bruger. Det gør børnene trygge i rammen, og du får en børnegruppe, der tager ejerskab, forklarer Søren Wolfsen.

I stedet for at tysse på børnene, kan man spørge dem, hvordan det nu lige var med den der spiseregel, og børnene byder ind med det, de er udmærket klar over. Det anerkendes de for, og det kan igen motivere dem til at blive ved. Spiralen er blevet positiv.

- Og de indførte det dagen efter, jeg havde været der, fortæller Søren Wolfsen.

Leg ud over det hele

En anden udfordring i gruppen var, at der ofte var konflikter på kryds og tværs.

De kom ifølge personalet impulsivt og uforudsigeligt og var derfor svære at forebygge.

- Vi satte os ned og kiggede på de lege, der var i gang. Og der var leg ud over det hele, fortæller Søren Wolfsen.

Børnene blev derfor tit forstyrret af hinanden, og når så en kom til og gerne ville være med i legen, blev de andre typisk frustreret over igen-igen at blive forstyrret. Det kunne resultere i en hård afvisning og frustration hos barnet, der bare gerne ville have været med, men som nu gik hen til en anden gruppe og drillede der for i det mindste at få noget opmærksomhed.

Derfor foreslog Søren Wolfsen at zoneinddele lokalet.

- Så er der faste regler for, hvordan man leger på tæppet, hvor mange der må være i dukkekrogen, hvilket legetøj, der må være i hvilken zone. Barnet ved, hvor man leger med hvad, og hvor mange, der må lege der ad gangen, siger konsulenten.

- Det afstresser, og det træner samtidig børnene til at mærke efter, hvad de har lyst til og brug for. Og når de samtidig øver sig i at sætte ord på det, de føler, vil de fremover kunne udtrykke eventuelle frustrationer mundtligt i stedet for måske korporligt, siger han.

»Egentlig er det nemt«

Den tredje ting var en reol fyldt med alle mulige - meget nyttige - ting.

Men med kasser med alskens legetøj og mapper i alle farver var der så mange former for visuel stimulans, at børnene faktisk blev overstimuleret.

Jo mere, der er at kigge på, desto mere forstyrrer det, og så foreslog Søren Wolfsen at hænge et tæppe op foran reolen.

- Det gav straks mening for pædagogerne, siger han, og Tanja Werner bekræfter:

- Egentlig er det nemt, men hvis man er i det hver dag, ser man det måske ikke, siger pædagogmedhjælperen.

Har man brug for rådgivning, sparring eller måske bare en flue på væggen - også som en forebyggende indsats, kan man altid bare ringe, lyder det fra Søren Wolfsen.

- Vi er ikke bare en brandslukningsenhed, vi er en ressource, man kan trække på, siger han.


Åh nej, vi skal spise

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

En af grupperne i Kappel Daginstitution havde det svært, og de voksne var ved at give op. Så rakte de ud til PPR

Scroll to top