Børnehaven på bondegården

Bramstedlund Daginstitution rev en dag ud af kalenderen og tog på bondegårdsbesøg

De var ikke andet end lige steget ud af bilerne, før børnene kastede sig over alt det legetøj, der indtil da havde været pænt samlet på et legeområde på gårdspladsen, og de næste timer var der tydeligvis ingen fare for, at nogen skulle komme til at kede sig.

Her på Juli og Peter Petersens gård Nordmark ikke langt fra Bramstedlund Daginstitution er der så meget plads at lege på og så mange spændende nye ting at lege med, se og opleve, at den nok må betegens som lidt af et eldorado for børnehavebørn. Og daginstitutionen havde da heller ikke tøvet med at sige ja tak til invitationen til at komme på besøg hos Juli og Peter, der er forældre til tre af børnene i børnehaven.

- Vi synes, det er spændende at vise børnene bondegården, at give dem oplevelsen. Det er noget af det, de interesserer sig rigtig meget for. Vi ER jo en børnehave på landet, midt i naturen, sagde leder Gitte Hansen Christiansen og fortalte med et stort smil, at »der bliver talt rigtig meget om traktorer« i Bramstedlund Daginstitution.

Fordi institutionen er ude midt på landet, kan det godt være svært at komme på udflugt, og så meget desto bedre passede invitationen fra Peter og Juli. Samtidig var der også meget at lære for børnene, blandt andet at æg og mælk IKKE kommer fra Edeka, hvis der skulle være et enkelt eller to af landbørnene, der troede det.

- Her kan vi se det hele i virkeligheden, sagde Gitte Hansen Christiansen, og kollega Ina Blaas tilføjede:

- Man kan komme tæt på. Man kan røre ved en ko. Bedre kan man ikke få det.

Netop muligheden for ikke bare at se, men også at røre ved en rigtig ko, var der i rigelig mængde på Nordmark.

På behørig afstand

Først gik turen dog ind til hønsene og en højlydt høne ved en rede, som en flok stille børn gik pænt forbi og ud i gården.

Herfra gik det videre ind til gederne, der lige fik lidt at spise, så børnene havde mulighed for at komme hen og ae dem. De, der turde, i hvert fald. Der var andre, som holdt sig på behørig afstand. Og det var ikke nødvendigvis børnene.

Det var de samme voksne, der heller ikke lige havde det store behov for at gå ind i folden, hvor to æsler og et par får boede. Heller ikke selv om dyrene nok var mere bange for det store opbud af små tobenede, end de store mennesker var for dyrene.

Helt tæt på

Kalvene var der dog ingen, der var bange for. Men de var også i indelukker, og de mindste af dem var jo bare sådan nogle små nogle, der gerne ville sutte på fingre. 

Inde hos de store malkekøer kunne både børn og voksne også tage det helt roligt, for her var de dyr, der havde valgt at være inde i stalden, også bag hegn. 

Efter et kig ind i malkerummet med de mange maskiner blev børnene sluppet løs til fri leg. Egentlig blev der disket op med forfriskninger, men børnene ville hellere bare lege. Meget hellere. For henne i enden af laden var der bygget en legeplads af høballer med afsatser og rutsjebane og en masse løst hø, man bare kunne vælte sig i.

Det lykkedes dog at lokke alle 19 børn til bordet, da der blev sat hjemmebagte boller på det, men straks forfriskningerne var indtaget, var børnene tilbage i legen. 

Og så kan man prøve at gætte på, hvor mange der jublede over at skulle sætte sig ind i bilen, da turen efter et par begivenhedsrige timer gik hjem til børnehaven igen.


Det betyder noget for fællesskabet

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Den 1. juli tager blandt andre Jørgensby-Skolen en tur i Idrætsparken for at se Sydslesviglandsholdet spille EM-kamp.

Vores lærer - sangskriveren

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Lisa Stammer er en af ophavspersonerne bag den officielle Europeada-sang. Og hendes elever i Slesvig har haft en finger med i spillet.

Vores lærer - landsholdsspilleren

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Take Gniosdorz er 22 år, lærerstuderende og af og til vikar på blandt andet Jørgensby-Skolen i Flensborg. Men han er også landsholdsspiller i fodbold.

Scroll to top