Bøger i hænderne på deres læsere

De bøger, der sidste år blev udvalgt til Gustav Johannsen-Skolens bibliotek, er ved at blive gjort spiselige for deres målgruppe. I 9. klasse gøres det med speeddating.

Det er onsdag middag og halvdelen af 9.b på Gustav Johannsen-Skolen sætter sig til rette i de bløde sæder i skolens bibliotek.

På bordet foran dem har skolebibliotekar Kirsten Ravnskjær disket op med lidt pynt og en masse af de nye bøger, skolen fik i efteråret som et led i indsatsen for at styrke læselysten hos de unge i udskolingen.

Bøgerne, der er skænket af Slots- og Kulturstyrelsen, er udvalgt af nogle af eleverne selv og blev præsenteret for de andre i udskolingen med en større happening i oktober. 

Nu skal de gøres interessante og ud i hænderne på dem, der skal læse dem.

Bare læsning

I 9. klasse gøres det med speeddating. Eleverne vælger en bog, noterer titel og forfatter og får så et par minutter til at læse bag på den og måske den første side. Derefter bedømmer de den på et skema. Og så kommer turen til næste bog. 

- I tager hver gang stilling til, om det er noget, der fangede jeres interesse, noget, I har lyst til at låne, siger Kirsten.

Hun sætter i gang, og de 13 elever griber hver en bog. Og så er der ro. Ingen hvisken, ingen distraheringer, ingen pjat. Bare læsning.

Midt i det hele udbryder deres forbipasserende klasselærer forundret, at »så stille har de aldrig været før«, men ingen af eleverne tager rigtig notits af ham. 

En siger, »det er speeddating«, og vender tilbage til sin bog, men de fleste læser bare videre, hvor de er kommet til.

De 13 elever når at speeddate seks bøger på den halve time, de har, og så vil de gerne vide, hvorfor de egentlig sad der og kiggede i bøgerne.

- Vi håber, det gør en forskel, at I lige får tid, god tid, til at tage en bog i hånden, siger Kirsten Ravnskjær og fortæller, at mange ikke tager sig den tid, når bøgerne bare står på hylderne. 

Desuden kan deres udfyldte sedler bruges som inspiration og hjælp til, hvilken bog de skal låne, når de kommer på biblioteket næste gang, fortæller hun.

God effekt

Clara Nøiers Hesse synes umiddelbart godt om speeddatingen med bøger, men hun havde gerne haft mulighed for at læse lidt mere i de bøger, der fangede hendes interesse. 

- Det var spændende, men der var lidt for lidt tid – man får kun læst den første side, mener hun. 

Det kan skolebibliotekaren godt forstå og får en ide om, at man en anden gang »måske kunne tage en hurtigrunde og så vælge et par bøger ud, som man får lov at læse lidt mere i«.

Sammen med kollegaen Brita Gerdsen har Kirsten Ravnskjær i det hele taget fundet ideer til, hvordan de får vakt og skærpet elevernes interesse for bøger.

7. klasse har haft booktasting, hvor man lige som ved speeddating snuser til enkelte bøger, i 8. klasse sker formidlingen lige som i 9. med speeddating, og i 10. klasse er eleverne blevet bedt om at vælge en bog til en af deres klassekammerater. Og alle metoder er faldet i god jord, siger Kirsten Ravnskjær. 

- Det er blevet taget godt imod, og det har en god effekt, mener Kirsten Ravnskjær, der synes at kunne mærke, at det gør en forskel, når eleverne får en bog i hånden.

- Mange vil faktisk gerne have en fysisk bog, og vi vil se, om formidlingsindsatserne som for eksempel speeddating måske er noget, vi kan gøre fast nogle gange om året, siger hun. 


Kan børn godt lave bøger?

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

I denne uge havde indskolingen på Kaj Munk-Skolen et levende litteraturmøde med illustratoren Tea Bendix.

Danske elever bygger bro

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Den 25. januar var et kor fra Nibøl Danske Skole inviteret til at stå for den musikalske underholdning til byens nytårsreception.

Fremtidsfrø plantet på Duborg-Skolen

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

I denne uge havde 11. årgang på Duborg-Skolen besøg af virksomheder, der fortalte om sig selv og de unges muligheder hos dem.

Scroll to top