Bamsen Prut og andre faser

Når børn ikke skal bruge energi på at prøve at høre til, bliver udvikling og læring meget nemmere.

Der er meget materiale i Fri for mobberi-kufferten, og det kan for en daginstitution være svært at overskue, hvor man skal starte. Men det er såmænd ganske enkelt og helt håndgribeligt, beroliger pædagogisk konsulent Søren Wolfsen.

- I kufferten er en lilla bamse. Sæt den i midten af rundkredsen og spørg børnene, hvad den skal hedde, siger han.

I et usikkert eller utrygt børnemiljø kan navngivningsprocessen tage ret lang tid, fortæller konsulenten fra Skoleforeningens PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

Til at starte med vil processen gå igennem en useriøs fase, hvor bamsen bliver kaldt »Prut«, »Stor Prut« eller det, der er værre. 

Det sker, fordi nogle børn prøver at finde en form for sikkerhed ved at finde en plads i hierakiet, og kan man få de andre til at grine, hvis man råber »Prut«, bliver man set og hørt. Det vil man gerne – og hellere på grund af noget negativt end slet ikke. 

- Det er sådanne børn, man tidligere har refereret til som klassens klovn, fortæller Søren Wolfsen om den sociale mekanisme.

På et tidspunkt er »Prut« ikke sjovt mere, og så går processen ind i næste fase. 

- Så kan det være, at man prøver med et rigtigt navn. Så foreslår jeg måske min vens navn – i håbet om, at han foreslår mit, siger Søren Wolfsen.

Gør vennen ikke det, kan forslaget give bagslag, hvis ikke der kommer en anden – gerne pædagogen – på banen og foreslår det første barns navn. Det beroliger, og så kan alle igen føle sig set og hørt. 

På et tidspunkt vil børnene have prøvet sig tiltrækkeligt frem og være nået frem til et godt navn. Måske er de helt enige om det, måske er der blevet stemt om det, men bamsen får et navn. 

Og der kan som sagt godt gå lang tid. I nogle af de daginstitutioner, han har at gøre med, har denne proces faktisk taget op mod to uger, fortæller Søren Wolfsen.

- Men de nåede til enighed til slut. Som en demokratisk proces, hvor alle er blevet hørt, og hele børnegruppen tog ejerskab, siger han tilfreds.

Brug energien rigtigt

Og hvorfor er det så vigtigt? 

Det er det, fordi det handler om simple samværsregler. Måden at se og høre hinanden på, give plads til hinanden og være sammen med hinanden på.

- Jeg skal føle mig tryg, set, hørt, accepteret, forstået. Så skal jeg ikke bruge energi på det. Er vores sociale tilhørsforhold ikke på plads, vil vi alle bruge energi på at finde det. Og så er der ikke energi til så meget andet, siger Søren Wolfsen.

Det er hele essensen af, hvad kufferten skal hjælpe til med: Gøre børnene trygge i fællesskabet. 

Lade dem finde sikkerhed i det, de gør og siger, så de ikke hele tiden skal bruge energi på at prøve at blive lyttet til og accepteret. 

Først i et trygt børnefællesskab er der skabt et optimalt rum for at bruge energien rigtigt – for at lære. 

For fællesskabet

Når man har lært det trygge fællesskab, kan man agere, hvis det skulle vakle. Også efter børnehaven.

- Bliver man holdt udenfor i frikvarteret, fylder det stadig i matematiktimen efter, og så lærer man ikke noget. Men har man lært om fællesskabet, gør det det nemmere at gå i skole, siger Tanja Bøgen Jensen og forklarer:

- Vi ser, at de socialt stærke børn dominerer i et fællesskab, så hvis vi kan nå frem til, at de stærke børn har lært om og bidrager til det trygge fællesskab, har vi opnået meget. Så behøver det ikke at fylde at være holdt ude i et frikvarter, for man ved af erfaring, at man nok skal være med i det næste.

- Jo stærkere, et børnefællesskab er, desto bedre er børnene til at håndtere forskelsbehandling, supplerer Søren Wolfsen og slår fast:

- Det er et solidt fællesskabsfundament.