10. klasse på vulkaner – uden myrer

10. klasse på Jens Jessen-Skolen havde minus på lejrskole-kontoen. Lige indtil nu, da turen gik til Island.

De 21 elever fra Jens Jessen-Skolens 10. klasse fik en noget usædvanlig fælles oplevelse, da de den 14.-18. juli var på lejrskole i Island. 

Det er noget særligt og ikke alle forundt, at det nordatlantiske land er mål for en klasserejse, men det »var oplagt, at det var denne klasse«, der fik muligheden, siger Pia Wippich-Schulz, der var en af de to medrejsende lærere.

- I rigtig mange år har den klasse ikke fået det, den skulle have haft, på klasserejsefronten, blandt andet på grund af corona, siger hun og betragter også derfor den netop overståede rejse som en måde at indhente lidt af det forsømte på.

Hjælp fra fonde

Det var viceskoleleder Camilla Johansen, der foreslog Island som rejsemål, når det nu godt måtte være noget ud over det sædvanlige. 

Hun havde gennem Erasmus+-programmet søgt EU-midler at rejse for, så der var lidt startkapital at gøre godt med. 

Det var også nødvendigt, for sådan en rejse til Island er ikke helt billig, og siden det i starten af året stod klart, hvor turen skulle gå hen, er der da også blevet spinket og sparet for at få penge skrabet sammen.

- Eleverne har selv arbejdet lidt for at tjene nogle penge, blandt andet til julefesten og årsmødet, men vi var godt klar over, at vi også skulle søge nogle fonde. Så det har vi gjort, og vi har været mega heldige, siger Pia Wippich-Schulz og sender taknemmelige tanker til Foreningen Norden Sydslesvig, Oberst H. Parkovs Mindefond og Sydslesvigsk Forening for at yde tilskud til rejsen. 

Med alle planlagte aktiviteter lå prisen pr. person på over 1000 euro, men med fondsstøtte og de imødekommende forældres andel, kunne rejsen realiseres.

Noget om vulkaner 

For fire adspurgte elever, Frederik Rørstrøm, Hans Hallmann, Lara Hühne og Nele Nielsen, har det været pengene værd. Det er i hvert fald en masse indtryk, de kommer hjem med – og også af vidt forskellige karakter. 

For alle fire var det en stor oplevelse at være med på den populære sightseeingsrute »Den Gyldne Cirkel«, der i løbet af en bustur på 11 timer bringer deltagerne forbi nogle af Islands største attraktioner.

Her fortæller Lara om synet af en springende gejser med kogende vand som noget af det mest imponerende og Hans om vandfaldet Gullfoss, der direkte oversat betyder »det gyldne vandfald«.

Der var også besøg på et museum, hvor man kunne blive meget klogere på Islands særprægede natur, fortæller Nele, og netop naturen har gjort størst indtryk på Frederik, der blandt andet nævner et dyp i Secret Lagoon med 40 grader varmt vand og det smukke syn af en sø i et gammelt vulkankrater som nogle af indtrykkene.

Og nå ja:

- Der var vulkanudbrud, mens vi var der, siger Lara.

Hun nærmest trækker på skuldrene, for så vildt var det ikke, synes hverken hun eller de andre. Det var 30 kilometer væk, så det »var langt væk«.

Islændinge og deres sprog

De fire sydslesvigere fandt i mødet med islændinge hurtigt ud af, at de ikke kom langt med hverken dansk eller tysk, og at islandsk ikke er noget, man bare sådan lige taler.

- De ruller sådan på R’erne, siger Hans og prøver at krølle tungen for at gøre det samme som islændinge gør, mens Frederik har bidt mærke i, at to L’er efter hinanden udtales som “K”.

Alligevel – eller måske derfor – fandt Lara det spændende at besøge et aktivitetshus, hvor man kunne møde og snakke med jævnaldrende islændinge, og møder med andre unge er også noget af det, Hans tager med sig hjem.

Nele har hæftet sig ved, at menneskene i Island er søde, og Lara har lagt mærke til noget helt andet: 

- Ja, jeg ved ikke, hvorfor…. Men altså… Der findes ikke myrer i Island, siger hun.

- Jeg har googlet det, og det passer faktisk.

Tre af de fire elever, der nu har haft deres sidste skoledag på Jens Jessen-Skolen vil gerne rejse til Island igen en anden gang, for klasserejsen var »en god tur, hvor vi oplevede spændende ting«, sammenfatter Frederik. 

Det er alle fire enige om – til gengæld var maden ikke noget at råbe hurra for.


Fælles tur for læringsgrupper

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Linus og Damian fra Sønder Brarup Danske Skole beretter her om deres oplevelse på Trenen den 9. juli

Gustav tog femtepladsen

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Gustav Johannsen-Skolens beachvolleyhold kæmpede tappert ved delstatsfinalen i Kiel.

Inviter matematik med på sommerferie

mandag 01.01.0001 - mandag 01.01.0001

Matematik er ikke, som det var engang. Det kan være en fordel at vide, når vi skal hjælpe vores børn med lektierne.

Scroll to top