Miljø- og energipolitik

Miljø- og energipolitik ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig e.V.

Skoleforeningens vedtægter og skolernes læseplaner

Af Skoleforeningens vedtægter § 5, stk. (3) fremgår det, at skolens opgave er at fremme børnenes forståelse for menneskets samspil med naturen.

Indholdet af ovennævnte bestemmelse er konkretiseret i en række af skolernes læseplaner, hvor der indgår emner, der omhandler natur, miljø og resurser. Det er hermed tydeliggjort, at undervisningen skal bibringe eleverne viden og forståelse for miljø-spørgsmål og dermed give dem mulighed for at tage stilling og handle.

Miljøpolitik i børnehaverne og skolerne

For i det daglige børnehave- og skoleliv at understøtte en udvikling, der giver den enkelte børnehave og skole erfaring i at handle miljørigtigt, anbefaler Fællesrådet, at de enkelte samarbejdsråd udarbejder principper for, hvordan børnehavernes og skolernes aktiviteter bedst kan foregå ud fra overvejelser om, hvad der gavner miljøet. Samarbejdsrådene udarbejder derfor principper for og forslag til f.eks.

  • affaldssortering
  • reducering af forbruget af vand, varme, og elektricitet
  • fremme af sundhed
  • varesortiment i kiosker og boder ud fra et sundheds- og naturresursemæssigt aspekt
  • miljøbevidst indkøb, anvendelse og bortskaffelse af varer

Overordnet miljøpolitik - Skoleforeningens almindelige drift

Den daglige drift planlægges ud fra en målsætning om at fremme energi- og vandbesparelser samt at øge effektiviteten inden for anvendelse af energi.

Energi- og miljøpåvirkning inddrages og vurderes på lige fod med pris og kvalitet i planlægningen af vedligeholdelse af bygninger samt ved ombygning og nybyggeri.

Vedtaget af Styrelsen den 20. april 2004

Sign. Lone Schuldt

Scroll to top