Vuggestuer også i Slesvig

At være en del af det danske mindretal i Sydslesvig er på mange måder berigende og fascinerende. Selv føler vi os som en naturlig befolkningsdel i landet Slesvig-Holsten, med århundredgamle rødder, med egne danske traditioner og kultur. For os føles det derfor helt naturligt, at skele til danske og nordiske forhold, mens vi samtidig lever i den slesvig-holstenske-tyske hverdag. Vi indretter vore skoler og institutioner efter tysk lovtekst og ønsker af princip ikke, at gå i opposition til flertalssamfundets bestemmelser.

Per Gildberg

Nu har Forbundsdagen i Berlin for et par år siden besluttet, at der i løbet af 2013 skal tilbydes vuggestuepladser til alle børn fra 1-3 år, hvis forældre måtte ønske det. For at sætte gang i udbygningen af vuggestuepladser har forbundsregeringen i flere omgange beviliget store beløb, penge som gennem delstaten delegeres til de enkelte kommuner, som igen, ofte suppleret med en egen bevilling, fordeler pengene blandt de ansøgere, som ønsker at påtage sig opgaven at rejse og drive en vuggestue. Selvfølgelig hører en større eller mindre egenandel med til det samlede finanseringskoncept, noget som også begrænser antallet af interessenter. Bl.a. skal køb af grunden finanseres selv.  

Skoleforeningen har i flere år, indenfor den givne økonomiske ramme, vist interesse for at udbygge vuggestuepladser for mindretallets børn. Dels fordi vi ved, at en vuggestueplads kan være altafgørende for, om en far eller mor kan afslutte en uddannelse eller gå ud på arbejdsmarkedet, dels fordi den tidligste konfrontation med det danske sprog i tale, sang og kultur er så vigtig for, hvordan barnet klarer sig senere i skole eller arbejdsliv, men også fordi vi ved, at den sociale kontakt for børn i mange »minifamilier« er meget vigtig. Også her tilegner de sig social kompetance.  

Så kan det forundre meget, når byrådet i Slesvig, som modtager en ansøgning fra Skoleforeningen om tilladelse og støtte til at bygge to vuggestuer i Slesvig, en i nord og en i syd, ikke umiddelbart viser en uforbeholden glæde over to nye institutioner for byens og amtets børn og for de dertil hørende arbejdspladser.  

I Skoleforeningens ledelse håber vi hurtigt at kunne realisere vore planer i Slesvig. Vi føler en stærk forpligtelse overfor vores børn, som tilhører mindretallet men også er en naturlig del af det flertalssamfund, vi lever i. Samtidig, og uden nogen form for misundelse, ønsker vi alle tiltag fra andre initiativtagere for at udbygge vuggestuekapaciteten i Slesvig hjertelig velkomne.

Per Gildberg