Vor fælles skole

Vi har i Skoleforeningen altid været glade for de fritidstilbud som gennem SdU gives til børn og unge i mindretallet.

Per Gildberg

Vi respekterer kvaliteten i arbejdet, og også det samarbejde vi har og har haft, til gavn for helheden. Jeg gør mig p.t. ikke klog på den rapport, som SdU har bestilt for at granske organisationsstrukturen. En rapport jeg selv kun kender gennem avisen, og som har ført til en debat blandt flere parter i mindretallet. Tilfældigvis kom rapporten på et tidspunkt, hvor vi i Skoleforeningen i et større omfang end tidligere diskuterer heldagsskolen.

Både på grund af loven om fællesskoler og specielt med den nye skolelov i Slesvig-Holsten, skal vi i vores skoler, fra 1. klasse og opefter, tilbyde en åben heldagsskoleordning. Det betyder, at vi også der, hvor SdU har fritidshjem til elever- ne, bevæger os ind på SdU´s »jagtgrunde«. Vi skal i henhold til loven udvikle heldagsskolen ved alle vore skoler. I denne proces forestiller vi os ikke en, men mange forskellige modeller. Vi er indstillede på et tæt samarbejde med alle relevante partnere i mindretallet. Og derfor vil resultatet givetvis blive forskelligartet, alt efter behov, tilbud og kvalitetskrav. Vi forventer en indsats fra forældre, eget personale og fra det omliggende mindretal.

Men det giver sig selv, at det er Skoleforeningen som har ansvaret for, at tilbuddet er der, for at kvaliteten er tilfredsstillende, for at fordele tilbuddet rundt omkring i landsdelen, og for at økonomien i sidste ende hænger sammen.

Det er Skoleforeningen, der modtager de offentlige midler til skoledrift både fra tysk og dansk side, og Skoleforeningen står overfor de tyske og danske myndigheder til ansvar for det pædagogiske indhold, for kvalitetsniveau og for økonomien. Hvert enkelt styrelsesmedlem i Skoleforeningen skriver under på det. Vi kontrolleres jævnligt af både Landesrechnungshof og Rigsrevisionen.

Heldagsskolen koster penge, penge som bliver givet os under bestemte forudsætninger. Også derfor er vi tvunget til strengt at gennemse alle tiltag, som nu eksisterer eller igangsættes. Ikke for at bremse - vi håber på stærke initiativer fra alle institutioner og partnere - men for at ressourcerne skal række og fordeles jævnt. Vi alle ønsker heldagsskoletilbuddene velkommen og tror på, at der for mange vil være en yderligere forbedring af skoletiden.

Vor ansvarlighed må vi slet ikke uddelegere, men vi må selvfølgelig indenfor vor ansvarsledelse samarbejde med alle relevante partnere. Vi er i Skoleforeningen overbeviste om, at vi gennem samtaler med bl.a. SdU, og uden at oprætte nye bureaukratiske strukturer, vil finde frem til ordninger, som vel vil betyde forandringer, men tilsammen vil gavne ikke bare den enkelte elev og skolen men hele mindretallet.

Per Gildberg