Vigtige og mindre vigtige debatter

Vi skal passe på med misforståelser og overfortolkninger

Udo Jessen -865527172-kopi

Kære alle,

Novemberdage er mødedage. Der er ingen vej udenom. Forældremøder, foreningsmøder, styrelsesmøder, landsmøder - ja alle de møder, som hører til årets sidste uger for at afslutte det gamle og for at planlægge det kommende kalenderår. Vi går årets kalender igennem og summer lidt over det ene og det andet - men vigtigheden af de forskellige emner varierer meget fra forening til forening i mindretallet. 

For hvem bestemmer egentligt at »hele mindretallet«, debatterer det ene eller det andet? Det kan vel kun samrådet efter en drøftelse i fællesskabet.

I Skoleforeningen har fx »bindestregen« ikke udløst en nævneværdig debat. Vi har ikke noget problem med, at Grænseforeningen benytter sig af terminologien. For os har det været vigtigt, at Grænseforeningen har tydeliggjort, at det ikke er vores, mindretallets opgave, at fremme bindestregen. Vi står for at formidle dansk sprog og kultur til mindretallets medlemmer. Det andet må andre tage sig af. 

Men det er, som næstformanden for Grænseforeningen, Jørgen Bruun Christensen, udtrykte det på SSFs landsmødet. »Grænseforeningen vil mindretallet, men vi vil også have lov til at oplyse om mindretallet på vores egen måde i Danmark«. 

Ja, og så er »debatten« for Skoleforeningens vedkommende slut, for den udtalelse er vi fuldstændig enige i. Det må de da selv om, og lige som vi forventer, at andre respekterer vores selvforståelse og vores beskrivelse af foreningsidentiteten, så respekterer vi også Grænseforeningens foreningsidentitet. 

Vi har et meget godt, dybtgående og tillidsbaseret samarbejde med Grænseforeningen og er derfor lidt uforstående over skarpheden i den debat, som opstod hen over sommeren mellem vores venner nordpå og kultur- og ungdomsforeningen. 

Jeg vil også gerne rette lidt op på den udmelding, som kom på SSFs landsmøde og dannede grundlag for en avisartikel i Flensborg avis mandag d. 15. november.

Udsagnet »Hvis vi ikke havde et skolesystem, ville mindretallet forsvinde. Ikke i morgen, men på sigt« er på ingen måde noget, andre i mindretallet behøver at være forarget over. Ser man sig omkring i de europæiske mindretal, er det desværre en nøgtern beskrivelse af realiteterne, - og friserne, bretonerne, sorberne og utallige andre mindretal i øst, syd- og vesteuropa pointerer det gang på gang ved FUENs kongresser: De står svagt med hensyn til fremtidssikring, fordi de ikke har egne dannelsessystemer (vuggestue til studenterhue). Historikeren Axel Johnson har i sin bog om Grænseforeningens virke tydeligt beskrevet, at uden Grænseforeningen vil der ikke være noget skolesystem som det, vi har i dag og dermed heller ikke noget nævneværdigt dansk mindretal i 2021. Derfor er citatet, som blev brugt på et møde med sydslesvigske unge for med få ord at forklare om Skoleforeningens betydning for mindretallet, blot en konstatering! Et daginstitutions- og skolevæsen er grundlaget, er fundamentet for at sikre et mindretal.

Jeg er ked af, at både denne sætning lige som »bindestregsidentiteten« er blevet misforstået og overfortolket. Jeg kan kun anbefale, at dem, der er interesseret i emnet, læser Johnsons bog og måske også lytter til de mange mindretal i Europa, som ikke har egne skole- og daginstitutionssystemer. Et mindretal kan i længden ikke overleve kun med folklore, sang, dans, idræt og dagligstuemøder. For nogle år siden var jeg under en FUEN kongres på besøg hos det tyske mindretal »Gottscheer« i Slovenien, som desværre ikke eksisterer længere. De havde eksisteret i over 600 år i området, men formåede efter anden verdenskrig ikke at få egne daginstitutioner eller skoler op at stå. Ikke at have noget daginstitution/skolesystem betyder ingen fremtidssikring i længden.

Men aldrig har vi sagt eller tænkt noget så dumt som, at de andre foreninger ikke har en værdi for et mindretal - hvorfor skulle vi da gøre det? Alle er vigtige. Og kun sammen med de mange aktører fra kirken, sundhedstjenesten, kultur-og ungdom, biblioteket og mange andre er vi stærke. Som et fællesskab.

SSFs forkvinde har på foreningens landsmødet helt klart meldte ud, at »der er plads til alle i mindretallet, og at SSF ikke vil bestemme hver enkeltes personlige fortælling«. Det er jeg glad for, men jeg føler også, at det har været en nødvendig præcisering.

Spørgsmålet om den enkeltes personlige fortælling, og hvordan den genspejler sig i identitetsbegereberne (bindestregsdansker, sydslesviger, dansk sydslesviger, krussedulledansker, dansk mindretal eller noget helt femte) og spørgsmålet om, hvem man elsker mest, har jeg nemt ved at svare på. Jeg er “krussedullesydslesviger” og derudover, så holder jeg med Gustav Heinemann:

Ach was, ich liebe keine Staaten, ich liebe meine Frau; fertig! 

(Gustav Walter Heinemann, Bundespräsident  )